Sådan fik Lone politikerne til at lytte

Lone P. Rasmussen er glad for at være socialpædagog. Hun har været uddannet i 26 år, arbejdet lange stræk på flere forskellige socialpædagogiske tilbud og omtaler sig selv som et ’klenodie’.

Men noget har ændret sig. Arbejdsvilkårene er pressede, og der er ikke den samme tid til at opbygge relationer til borgerne. Den udvikling har fået Lone P. Rasmussen til at ville lave forandringer.

– Det har ikke noget at gøre med det pædagogiske arbejde. Det er jeg stadig glad for. Men vilkårene er pressede. Det kan vi alle mærke på mit arbejde, fortæller hun.

Flertallet af arbejdsdage forgår i fortravlet tempo, hvor der i perioder ikke er fuld bemanding, og forbruget af vikarer er højt.

– Det faste personale skal virkelig være kulturbærerne. Dem, som kender borgerne. Dem, som kan gøre den lille gestus, der betyder, at borgerne føler sig set og anerkendt. For det tager tid at opbygge relationer, siger Lone P. Rasmussen.

Vigtige socialpædagoger
Det øgede pres fik hende til at tænke: Hvem kender egentlig værdien af det, vi laver? Da hun samtidig startede på Socialpædagogernes Fagpolitiske Uddannelse, gik det pludselig stærkt.

Lone P. Rasmussen satte sig for at vise politikerne konsekvenserne af de valg, de træffer. Hun ville arrangere et ’Lytte-møde’. For når regnearket viser, at to pct. kan spares, er det én ting. Noget andet er at høre historien om, hvad fx færre timer til ledsagelse betyder for en borger.

– Vi skal fortælle politikerne, hvad vi kan, og hvorfor vi er vigtige. Hvorfor det skal være os og ikke vikarer og sosu’er, der skal udføre vores arbejde. De kan noget andet, og vi er værdifulde alle sammen. Men jeg vil fortælle, hvorfor er jeg værdifuld som socialpædagog, slår hun fast.

Berørte og forbløffede
Tre lokale politikere, der alle også stiller op til det kommende folketingsvalg, blev inviteret – og fik at vide, at socialpædagogerne var fortællerne, og at de bare skulle lytte. Og det gjorde de, mens Lone P. Rasmussen og 22 kollegaer fra hele kommunen fortalte konkrete historier fra deres arbejdsliv – og fra borgernes liv.

– De blev berørte og forbløffede, for de mente jo, at de følger med i tingene gennem diverse udvalg. Virkeligheden kom pludselig meget tæt på, fordi vi er autentiske i vores fortælling, fortæller hun og fortsætter:

– Der sker bare noget, når man sidder over for folk. Det har en chokeffekt. Men jeg vil ikke give dem dårlig samvittighed, for det peger også på en større snak om ressourcer til kommunerne, som involverer politikerne på Christiansborg. De lokale er ikke skurkene. Men vi er nødt til at starte den dialog med de lokale beslutningstagere om det også. For der er brug for, at vi gentænker hele systemet.