Gå til indhold

Socialpsykiatri

Her skal ingen føle sig farlig

På Pensionatet Mette Marie siger de nej tak til overfaldsalarmer og stramme sikkerhedsprocedurer. For det er med til at stigmatisere psykisk syge borgere, lyder det. Bostedet indgår i et nyt projekt med fokus på socialpædagogik i socialpsykiatrien

4. april 2019

Artikel
Socialpaed-Mariehjem-Søren_Kirkegaard_1128x600.jpg

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Søren Kjeldgaard

I køkkenet hænger knivene frit fremme. Ingen af medarbejderne går med overfaldsalarm. Alle døre står åbne og ulåste - og bostedet har ikke nogen tykke brudsikre glasdøre, man som ansat kan forskanse sig bag.

– Selvom vi arbejder med voldsomt psykisk syge mennesker, så har vi et klart værdigrundlag, der bygger på, at vores beboere aldrig skal mødes med frygt. De skal ikke behandles som farlige mennesker - og som medarbejder skal man ikke gå rundt og føle, at det er potentielt farligt at gå på arbejde, lyder det fra socialpædagog Henriette Hansen.

Vi er på Pensionatet Mette Marie - et bosted for 16 dobbeltdiagnosticerede brugere (sindslidende med misbrug, red.) i aldersgruppen 35-60 år. Bostedet er indrettet i en gammel ejendom midt i et villakvarter i Vanløse og minder mest af alt om et rummeligt 70’er kollektiv.

I kælderen ligger lederkontor, personalerum og beboernes sanserum side om side - det er i sidstnævnte, at man som beboer kan slappe af i gyngestolen, i vandsengen eller måske med en Nada behandling (recoverymodel baseret på øreakupunktur), hvis kroppen har svært ved at finde ro.

På væggene hænger masser af farverige minder fra hverdagen. Billeder fra sommerens grillfester i haven, fra fælles aktiviteter i den store lyse udestue - og snapshots af de fleste af de borgere, der har boet her, siden pensionatet blev etableret i 2001.

– Vi lægger stor vægt på ikke at ligne en institution for psykisk syge, men derimod et trygt hjem hvor beboerne føler, de hører til. De her mennesker har levet uden for samfundet i så lang tid, så hos os skal de mødes med omsorg, respekt og rummelighed. Derfor styres vores faglige tilgang ikke af regler og sikkerhedsprocedurer - for hele tanken bag vores pædagogiske arbejde er, at borgerne ikke skal føle sig stigmatiserede eller farlige, fortæller forstander Marlene Engel.

Nye sikkerhedsprocedurer
I et nyt udviklingsprojekt, ’Pædagogisk faglighed i Socialpsykiatrien’, er Pensionatet Mette Marie ét af i alt fire socialpsykiatriske bosteder, hvor ledere, medarbejdere og beboere har ladet sig interviewe om faglighed i socialpsykiatrien. Projektet, der endnu ikke er offentliggjort, kigger bl.a. på dilemmaet med, hvordan man på bosteder på den ene side kan tage medarbejdernes sikkerhedsbekymringer alvorligt - og på den anden side undgå, at de mange sikkerhedsprocedurer skaber distance til borgerne og gør arbejdet med tillid og nære relationer sværere. Den såkaldte farlighedsdiskurs, som det hedder i projektet.

– Vi oplever i disse år, at der i socialpsykiatrien er et stigende fokus på sikkerhed. I forlængelse af, at der fx gives et strakspåbud på en arbejdsplads, så pålægges de at indføre flere sikkerhedsforanstaltninger lige fra overfaldsalarmer og låste døre til metoder, hvor man dagligt screener borgernes adfærd for at se, hvor farlige de er, fortæller Christoffer Dejgaard, som er lektor på Københavns Professionshøjskole, KP.

Han har sammen med sine kolleger Søren Kayser, Gitte Lyng Rasmussen og Maja Grage - alle undervisere på den specialiserede del af pædagoguddannelsen - undersøgt, hvad disse sikkerhedsprocedurer og tiltag betyder for socialpædagogers mulighed for at skabe kontakt og opbygge relationer til borgerne.

– Det er jo nogle af de allermest udsatte i samfundet, som man ruller ind i en verden af adfærdsregulerende redskaber, og det giver nogle faglige udfordringer, viser vores projekt. Problemet er, at når udsatte mennesker føler sig stigmatiserede og stemplet som farlige, så bliver de endnu mere isolerede - og det harmonerer jo dårligt med hele recoverytilgangen, der handler om at få disse borgere integreret i samfundet igen, siger Gitte Lyng Rasmussen.

Værd at vide om Pensionatet Mette Marie:

Pensionatet Mette Marie er et selvejende bosted for sindslidende mennesker med misbrug. Det ligger i Vanløse og er indrettet i en gammel villa. I det pædagogiske grundlag for bostedet står bl.a.:

  • Vi sætter en ære i at være få medarbejdere, primært for at vise vore beboere, at vi har tillid til, at de er ordentlige mennesker. Vi tvinger dem med andre ord til at tage ansvar for deres opførsel. Vi har ikke nattevagter, idet vi sætter vores lid til, at beboerne godt kan klare sig selv i nattetimerne.
  • Et af de væsentligste mål er at skabe et hjem til beboerne; vi er ikke et behandlingssted, men et bosted.
  • Vi arbejder med begrebet harm reduction (skadesreduktion) i forhold til beboerne. Etablering af en god kontakt og anerkendende relationer er fundamentalt for alt pædagogisk arbejde.
  • Det er essentielt, at medarbejderen har en evig tro på, at alle mennesker ønsker udvikling, hvis muligheden foreligger, og selvom man ofte oplever at blive afvist gang på gang, er det vigtigt man bliver ved med at motivere og ikke giver op.
  • For at hjælpe og forbedre en beboers livskvalitet, er det for os vigtigt, at personalet forsøger at tilpasse sig målgruppen og ikke, at målgruppen skal påtvinges nogle normer og værdisæt, som de ikke kan leve op til.
  • Vores døre er stort set aldrig lukkede for beboerne. Det er vigtigt, at vi som medarbejdere altid er tilgængelige for beboerne, idet det skaber tryghed, at de altid kan finde en medarbejder, der kan hjælpe. Kun torsdage er vore døre er lukkede, mens vi har enten personalemøde eller supervision.

Læs mere om Mette Marie pensionatet

Kritiske socialpædagoger
Projektet viser, at de mange sikkerhedsprocedurer indimellem udfordrer socialpædagogikken. Og især socialpædagogiske ledere og socialpædagoger er i modsætning til det sundhedsfaglige personale på bostederne stærkt kritiske overfor at indføre for mange procedurer for, hvordan man skal beskytte medarbejderne mod potentielt farlige borgere.

– Der er en udbredt bekymring for, at man stigmatiserer borgerne, når man fx dagligt skal sikkerhedsvurdere samtlige borgere på et bosted ud fra, hvor farlige de er - om de er rød, gul eller grøn. Og en kritik af, at man over én kam taler om beboerne som potentielt farlige og ikke som enkelte individer - og som mennesker, forklarer Christoffer Dejgaard og tilføjer, at socialpædagoger i undersøgelsen også udtrykker bekymring for beboernes sikkerhed:

– De forholder sig kritiske overfor, om beboernes sikkerhed overhovedet tages alvorligt, når man som medarbejder fx skal trække sig fra en beboer ved en given farvescoring - for hvad så med beboernes sikkerhed? Selvfølgelig er personalets sikkerhed uhyre vigtig, men det problem løses dårligt ved at forringe beboerens vilkår og behandle dem, som om de er farlige.

Går mod strømmen
Men ét bosted skiller sig ud fra de øvrige i projektet. Pensionatet Mette Marie, hvor de bevidst har valgt at udfordre flere af de sikkerhedsforanstaltninger, man ellers er underlagt i socialpsykiatrien. Som fx kravet om at låse knive inde og gå med overfaldsalarm.

– På Mette Marie siger de: Vi arbejder ikke med farlige beboere, vi arbejder med mennesker. Og hvis vi behandler dem som farlige, så producerer vi mistillid - og det gør dem farlige. De mener altså, at selve kernen i det socialpædagogiske arbejde bliver udfordret, når man så at sige pakker sig ind i sikkerhedsforanstaltninger, siger Søren Kayser.

I Vanløsevillaen fortæller forstander Marlene Engel, at hun ofte støder på både undren og bekymrede miner, når hun fortæller om bostedets måde at arbejde med sikkerhed på.

– Man kan sige, at vi bevidst vælger kun at indføre sikkerhedsprocedurer og risikovurderinger, der giver mening for vores arbejde med beboerne, siger hun.

Men da fx Københavns Kommunes overborgmester besøgte bostedet, var han ikke ligefrem begejstret for at se, hvordan alle knive hang frit tilgængeligt i køkkenet.

– Men som jeg svarede ham, så kan beboerne jo hurtigt finde en urtekniv eller det, der er værre, når de handler i Brugsen rundt om hjørnet. Og vi ønsker altså ikke at signalere, at beboerne er for farlige til at lave mad med en køkkenkniv - for hvordan skal vi så nogensinde kunne gøre dem til aktører i eget liv?, lyder det fra Marlene Engel, som også understreger, hvorfor der aldrig bliver indført overfaldsalarmer, så længe hun er leder.

– Alarmer producerer mistillid og signalerer, at vi tror, borgerne er farlige. Vi går jo nok lidt mod strømmen ved at vise vores beboere, at vi stoler på dem og er trygge ved dem. For mange af beboerne er vi jo det allervigtigste netværk og dem, de stoler på - så hvorfor skulle de ønske at skade os?

Vi ønsker altså ikke at signalere, at beboerne er for farlige til at lave mad med en køkkenkniv - for hvordan skal vi så nogensinde kunne gøre dem til aktører i eget liv?

Marlene Engel, forstander Pensionatet Mette Marie

Høj faglighed og kommunikation
Beboerne på Pension Mette Marie er kendetegnet ved at have både et aktivt misbrug og en sindslidelse. Nogle af dem hører stemmer, andre ændrer totalt adfærd, når stoffer og psykoser tager magten - og det sker, at en beboer opfører sig truende eller smadrer inventaret, når vedkommende ikke kan få penge til stoffer eller udleveret sin medicin.

Med andre ord så er det en udfordrende gruppe borgere, de arbejder med på bostedet i Vanløse. Alligevel opstår der ifølge Marlene Engel kun sjældent voldsomme episoder og konflikter, og trivselsundersøgelser viser både høj trivsel, lavt sygefravær - og en meget lav personalegennemstrømning.

– At vi ikke arbejder med låste døre og alarmer betyder jo ikke, at vi ikke tænker os om og har en høj faglighed. Alle medarbejdere er uddannet i nænsom nødværge og neuropædagogik, og vi har et overordnet fokus på at reducere de skadelige virkninger, som et liv med misbrug, psykiske lidelser og svære sociale problemer kan medføre, forklarer Marlene Engel og uddyber den pædagogiske tilgang til beboerne:

– Skal det siges helt kort, så er det medarbejdernes kendskab til den enkelte beboer, der er nøglen. Vi kommunikerer utrolig meget med vores beboere, vi spiser sammen med dem morgen, middag og aften - og det, at vi kender dem så godt, er i høj grad med til at forebygge alt det, der potentielt kan ende med at blive farligt.

Himlen er måske sort
Det med at kende beboerne rigtig godt og vide, hvad der rører sig hos den enkelte, giver rigtig god mening, fortæller socialpædagog Henriette Hansen. Hun bruger de nære relationer - og sin humor - til at forebygge potentielle konflikter i hverdagen.

– Hvis jeg fx beder en beboer om at sætte sin tallerken i opvasken, og han nægter, så kan jeg enten vælge at holde fast og på den måde optrappe situationen - eller jeg kan med et smil sige, ok - så tager jeg den for dig i dag, men i morgen gør du det selv. Og en anden beboer, som altid elsker at diskutere - hvis han stædigt holder fast i, at himlen er sort, så siger jeg gerne ’nej hvor spændende, at du synes, den er sort. For mig ser himlen faktisk blå ud’, siger hun og tilføjer, at hun personligt aldrig selv har følt sig bange eller udsat, selvom hun arbejder med nogle af de mest udsatte borgere.

– Jeg tror selv på, at hvis man møder mennesker med frygt, og hvis man signalerer, at ’du er godt nok et farligt menneske’, så bliver det en del af ens personlighed. Hvis man går rundt og er bange i sit arbejde, så er det altså svært at være professionel.

Her kan man tale med alle
Selvom Pensionatet Mette Marie i nogles øjne måske vil fremstå som et bosted med lidt for frie rammer, så skal man ikke tage fejl af det høje faglige niveau, lyder det fra forstanderen. Alt er formaliseret og dokumenteret, der findes detaljerede handleplaner for hver enkelt borger - og den pædagogiske linje ligger helt fast.

– Senest fik vi fra Socialtilsynet at vide, at vi ligger langt over niveau på vores dokumentation, at vi har tydelige indsatsmål for den enkelte borgere. De oplevede, at vi var et sted, hvor man kunne tale frit med alle, fortæller Marlene Engel.

Men der er ting, de gør anderledes i Vanløse, erkender hun. Bl.a. har man ikke personale på om natten. Og det forklarer hun også med, at det er en tillidserklæring til beboerne.

– Med det viser vi jo beboerne, at vi sætter vores lid til, at de godt kan klare sig selv i nattetimerne. Vi tror ikke på overvågning 24/7 hos os - beboerne skal jo selv lære at håndtere de konflikter, der måtte opstå. Ellers forventer de jo bare, at vi løser problemerne for dem, og hvordan skal de så nogensinde lære at stå på egne ben og udnytte de ressourcer, de har?, siger hun.

Pt. er der otte fastansatte medarbejdere på bostedet, hvor der lige nu bor tre kvinder og 13 mænd. 

Bliv medlem