Gå til indhold

Tillidsrepræsentanter

Erfaren TR: Sådan øger jeg organiseringen

Som TR for en voksende medlemsskare oplevede Marianne Fog, hvordan personlig kommunikation øgede organiseringen og synligheden på de arbejdspladser, hun dækker. Emner, der også er fokus på i nyt organiseringsprojekt for TR’er i kreds Østjylland

9. oktober 2019

Artikel
Marianne-3.jpg

Forfatter: Jakob Ravn Fjordbo

Foto: Privat

Da Marianne Fog i 2008 blev valgt som tillidsrepræsentant på Tagdækkervej, en del af Region Midtjyllands tilbud til senhjerneskadede i Hammel, var hun lokal TR i ordets bogstaveligste forstand. Hun dækkede den håndfuld kolleger, der arbejdede samme sted, som hende selv.

Med årene voksede medlemsgruppen til arbejdspladser i Randers, Assentoft og Århus, og i dag repræsenterer hun mere end 70 medlemmer fordelt på fem forskellige matrikler. Hendes TR-opgaver voksede i takt med medlemsskaren, og undervejs blev hun i tvivl om, hvorvidt hun kunne løfte opgaven med både at organisere nye medlemmer og være en nærværende TR for de eksisterende. Og det uden at gå på kompromis med hendes arbejde som socialpædagog med speciale i musikterapi. For tilknytningen til faget er afgørende for at kunne være en dygtig TR, mener Marianne Fog.

-Jeg erkendte med det samme, at jeg ikke kunne være sådan en TR, der var fysisk til stede i alle medlemmernes hverdag, men jeg ønskede samtidig ikke, TR-kollega-forholdet skulle være sådan en ansigtsløs relation, hvor medlemmerne var i tvivl om, hvem deres TR var, og hvad de kunne bruge mig til. 

Men det var en udfordring for hende at bevare synligheden overfor kollegerne i de afdelinger, hun ikke var en del af, og opgaven med at organisere nye medlemmer blev heller ikke nemmere af afstandene.  

Personliggjort TR-materiale
Derfor måtte hun tænke i andre metoder, der gav medlemmerne – og de potentielle af slagsen - et billede af, hvem deres TR var, og hvad hun stod for.

Hun udarbejdede derfor visitkort, hun delte ud til kollegerne på alle de afdelinger, hun dækkede med navn og kontaktoplysninger, som hun supplerede med dokumentet ”Hvem er din TR”.

Her beskrev hun mere uddybende, hvilke opgaver hun varetager som TR, hvilke aktiviteter hun tager initiativ til, som fx fyraftensmøder og helt lavpraktiske informationer om, hvad man som medlem kan bruge hende til. Fx uddybede hun vigtigheden af at bruge sin TR som bisidder.  

Dokumentet slutter hun af med en opfordring til, at man melder sig ind hos Socialpædagogerne, hvis ikke man allerede er medlem. For kommunikation er altafgørende, når man som TR skal skabe den bedst mulige organisering på arbejdspladsen, mener Marianne Fog:

- Når en TR skal overbevise en kollega om, hvorfor et medlemskab hos Socialpædagogerne er det rigtige valg, er man nødt til at demonstrere helt konkret, hvad de får ud af et medlemskab. Der er det nødvendigt, at jeg som TR formidler værdien af medlemskabet ud fra mit konkrete virke.

Derfor deler Marianne Fog altid dokumentet med alle nyansatte i Specialområde Hjerneskade, som hun også kontakter telefonisk.

Flere medlemmer
Samtidig har hun de seneste måneder rakt ud til de kolleger, der ikke var registreret som medlemmer på TR-portalen. Det har resulteret i, at medlemstallet er steget med fem personer. Om der er tale om reel organisering af nye medlemmer - eller eksisterende medlemmer, som har været forkert registreret, ved hun ikke med sikkerhed. Men en ting er hun sikker på:

-Det betaler sig at tage kontakt og demonstrere et nærvær. Ved at række ud til de kolleger, der ser ud til at være uorganiserede, viser jeg, at jeg oprigtigt gerne vil dem. Og skulle de udtrykke skepsis eller tvivl om værdien af et medlemskab, er jeg altid klar på at tage snakken, siger Marianne Fog.

Fælles læring skabte medlemsvækst
Sammenhængen mellem synlighed og organisering har også været på dagsordenen blandt andre af Region Midtjyllands tillidsrepræsentanter. For Socialpædagogerne Østjylland iværksatte tidligere på året aktionslæringsforløbet ”Taskforce til løsningen af organiseringens gåde” på baggrund af en fælles beslutning om at klæde TR’erne bedre på til organiseringsopgaven. Her delte 20 TR’er fra regionen, herunder Marianne Fog, deres viden og afprøvede idéer til, hvordan man kan lykkes med organiseringen af de kolleger, der ikke helt selvfølgeligt melder sig ind i forbundet.

Ifølge kredsformand Gert Landergren Due, der deltog i møderne, havde projektet som målsætning, at tillidsrepræsentanterne skulle skabe større synlighed omkring deres funktion. Samtidig blev de gennem diskussioner og konkrete afprøvninger i praksis klogere på, hvordan man hensigtsmæssigt og effektivt rækker ud til de kolleger, der afholder sig fra at melde sig ind.

- For mange tillidsrepræsentanter er det en udfordring at have en systematik omkring, hvordan man rækker ud til de ikke-organiserede kolleger på en vedholdende og ordentlig måde samtidig med, at man balancerer organiseringsopgaven med klassisk TR-arbejde som fx lønforhandling, bisidning og vagtplanlægning, siger Gert Landergren Due.

Siden projektets begyndelse i foråret vidner den første tidlige måling fra Socialpædagogerne Østjylland om en medlemsvækst på 25 medlemmer på arbejdspladserne i Region Midtjylland. Derfor ser Gert Landergren Due frem til, hvad projektet fremover vil kaste af sig, for ifølge kredsformanden giver det mening at skabe et stærkere forum, hvor TR’erne på både det kommunale og regionale område kan løfte hinanden i organiseringsindsatsen.

 

Læs også hvorfor du som TR med fordel kan arbejde strategisk med dit netværk for at skabe de forandringer, du ønsker på arbejdspladsen. 

5 tips til at løfte organiseringen på din arbejdsplads

1)Styrk synligheden – fysisk og skriftligt

Det fysiske fremmøde kan du systematisere - fx med et årshjul, hvor du plotter ind, hvornår du vil besøge de enkelte afdelinger, og hvilke budskaber du vil levere på besøget. Den skriftlige synlighed kan du styrke ved at supplere Socialpædagogernes pjecer om tillidsrepræsentanter med visitkort med dit navn og kontaktoplysninger og evt. et dokument om, hvad du arbejder med som TR, og hvad medlemmerne kan bruge dig til.

2) Systematisk kontakt til alle nyansatte

Tag godt imod dine nye kolleger ved at opsøge dem og benyt lejligheden til at præsentere dig selv, fortælle om Socialpædagogerne og aflever visitkortene, så de får et ansigt på, hvem deres tillidsrepræsentant er.

3) Få styr på medlemmer og ikke-medlemmer

Brug TR-portalen til at holde dig opdateret på, hvem af dine kolleger, der er organiseret i forbundet, og hvem der er potentielle medlemmer, som du skal være særligt opmærksom på at kommunikere med. 

4) Tag periodisk kontakt til ikke-medlemmer.

Ikke-medlemmer skal ikke rendes på dørene hver dag, men det er i orden at kontakte dem periodisk. Noter dig, hvad I talte om sidst samt deres bevæggrunde for ikke at melde sig ind. Vær tydelig omkring dit ærinde, når du kontakter dem, og hvorfor et medlemskab hos Socialpædagogerne er en fordel for dem. Brug gerne din TR-rolle til at illustrere, hvad der gør et medlemskab værdifuldt. Husk at når I afslutter samtalen, skal I stadig være de bedste kolleger.

 5)Tag aktuelle sager op, der gør kredsen og dig selv synlig

Står din arbejdsplads overfor en udfordring som fx en nedskæringsrunde, vil din kreds typisk engagere sig gennem politisk arbejde med aktører udenfor arbejdspladsen. Den indsats kan du synliggøre, hvis du løbende formidler, hvad kredsen gør for jeres arbejdsplads i den aktuelle situation – gerne sammen med kredsen på fx et medlems- eller arbejdspladsmøde. Det understreger værdien af et medlemskab, og at du som TR har stærke ressourcer i ryggen.

Kilde: Socialpædagogerne Østjylland

Bliv medlem
Bliv medlem