Birkmose: Myten om curling-forældre er udtryk for forråelse

– Curling er en vintersport og må aldrig blandes ind i vores faglige begreber.

Sådan lyder det fra psykolog og foredragsholder Dorthe Birkmose om den mangeårige samfundsdebat om curlingforældre, der også har nået fagbladet Socialpædagogens spalter. Hun beskriver i bogen ’Når gode mennesker handler ondt’ de psykologiske mekanismer i den forråelse, man som fx socialpædagog er i risiko for at udvikle i situationer, hvor man er presset og oplever afmagt i sit arbejde.

Og netop myten om curlingforældre kan være udtryk for forråelse, hvor man tillægger andre negative intentioner, mener psykologen.

Pilen peger på en selv
Når hun ser en mor hjælpe sin datter med noget, som datteren godt selv ville have kunnet, så peger pilen på hende selv, hvis hun straks tænker ’curlingforælder’, lyder det fra Dorthe Birkmose.

– Hvis jeg bliver irriteret over, at en mor fx bærer datterens taske for hende, så siger det mest om mit manglende mentale overskud. For spurgte man moren, kunne der sagtens være en logisk forklaring. Det kunne være, at datteren har meget at spekulere på for tiden, og at hun føler sig ekskluderet i fællesskabet. Det kan være svært for moren at hjælpe med, men så kan hun ved at bære tasken kommunikere, at hun er klar over, at datteren har det svært. Tasken kan blive et symbol på, at moren er der og gerne vil hjælpe med alt, hvad hun nu kan, siger Dorthe Birkmose.

Forældre og professionelle kan hjælpe for meget og forkert, erkender hun. Men hvis vi er bekymret for dominans, styring og kontrol, så er det dét, vi bør tale om. Og det kan bestemt være på sin plads med en samfundsdebat om, hvad det gør ved et menneske at blive styret og kontrolleret, men det er ikke det myten om curlingforældre drejer sig om, mener Dorthe Birkmose.

Symptom på frustration
Men brugen af udtrykket 'curlingforældre' kan ses som et symptom på frustration, mistro og forråelse, mener Dorthe Birkmose. For i den førnævnte situation kunne hun lige så godt have tolket morens hjælp som generøsitet.

– Professionelle kan føle sig skældt ud, misforstået og uretfærdigt behandlet af forældre eller pårørende. I de situationer kan man projicere sine afmagtsfølelser tilbage på dem, der ikke forstår ens gode intentioner eller anerkender ens faglige kompetencer. Projektionen kan komme til udtryk som mistroiske tolkninger af andres adfærd, siger hun. 

Fænomenet, der ikke findes
Dorthe Birkmose ønsker også at problematisere selve curlingforælder-fænomenets gyldighed: Det er nemlig slet ikke et fagbegreb, pointerer hun. Begrebet blev i Danmark introduceret af psykolog Bent Hougaard, der i 2000 udgav bogen ’Curlingforældre & servicebørn. Debat om vort nye børnesyn’.

Problemet er ifølge Dorthe Birkmose, at bogen ikke har noget forskningsmæssigt belæg for, at fænomenet eksisterer, men blot opridser forfatterens egne observationer om nutidens opdragelse, der er anderledes end hans egen opvækst.

VIVE undersøgte i 2018, om curlingforældre fandtes og i hvilket omfang i en stor forløbsundersøgelse af børn født i 1995. Her kunne de konkludere, at der kun var seks pct. ’curlingbørn’ – her defineret som børn, der får meget hjælp og støtte af forældrene, og som samtidig ikke deltager i husarbejdet i hjemmet.

Forløbsundersøgelsen viser også, at de seks pct., som får støtte, hjælp og anerkendelse af deres forældre, var nogle af dem, der klarede sig bedst siden hen både fagligt og socialt.

Læs VIVES undersøgelse: Hjælpsomme og nærværende forældre er godt for unges trivsel

Tal om det rigtige
– Det bliver absurd, at vi har en bekymret samfundsdebat om, at der er børn, der får hjælp af deres forældre og faktisk trives, når vi samtidig har børn, der omsorgssvigtes og unge, der mistrives i langt højere grad end nogensinde før. Og vel og mærke flere børn end de seks pct., siger Dorthe Birkmose.

– Men det er pudsigt, at vi skal drøfte, om der er nogle i samfundet, der får for meget hjælp, når der nu er så mange, som vi hjælper for lidt og alt for sent, siger hun.