FOTOREPORTAGE
En stund i sansernes vold
I et bassin fuld af lysende kugler mærker Linda sin krop. Kørestolen er parkeret, og i et øjeblik er hun frit flydende i kuglebadet. Vi har besøgt Snoezelhuset i Gentofte. Et sanseoplevelseshus, hvor mennesker med sanseforstyrrelser kan få stimuleret kroppens sanser gennem lys, lyd og føleindtryk – og for en stund opleve følelsen af at være i balance
6. november 2019
Forfatter: Malene Dreyer
Foto: Sofia Busk Hansen
Rum til alle sanser
Med flere forskellige sanserum åbner Snoezelhuset i Gentofte dørene for både børn med særlige behov, voksne med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser, demens eller psykiatriske lidelser. Besøget tilpasses efter den enkelte brugers sansesystem.
Ordet snoezel stammer fra de to hollandske ord ’snuffelen’ og ’doezelen’, der betyder hhv. ’snuse’ og ’døse’. Snoezel er ikke decideret behandling, men det hjælper borgere med sanseforstyrrelser til bl.a. at få bedre kontakt til kroppen, mærke sig selv, opleve velvære, ro eller få øget eller sænket arousalniveauet. Hvert rum i huset har et særligt multisensorisk miljø, hvor lys, lyde, farver, genstande og den fysiske indretning stimulerer brugerens sanser.
Når hjælperen/omsorgspersonen går ind i sanseoplevelsen sammen med brugeren, bliver handlingen, udover selve sanseoplevelsen, også en rolig opbygning af sociale relationer mellem de to parter og åbner op for følelsen af samhørighed.