Pædagoguddannelsen er ikke god nok til at ruste fremtidens socialpædagoger

Skal Danmarks udsatte, mennesker med udviklingshæmning, omsorgssvigtede børn, unge og psykisk sårbare ikke have den bedst mulige støtte og de mest kompetente indsatser? Selvfølgelig skal de det.

Men det får de ikke, hvis vi fortsat uddanner socialpædagoger sammen med almenpædagoger. Der er nemlig forskel på den viden og de kompetencer, det kræver at arbejde hhv. på det specialiserede socialområde og på normalområdet.

En 5-årig dreng på normalområdet skal i børnehaven møde pædagoger med viden om børns udvikling, læring, leg og dannelse, hvis han skal støttes i at blive et helstøbt menneske. Den opgave ruster den eksisterende pædagoguddannelse de studerende til. Men tager vi eksempelvis en 5-årig pige med autisme og udadreagerende adfærd, så har hun brug for at blive mødt af en helt anden faglighed hos hendes socialpædagoger.

Hun vil ofte være let påvirkelig overfor indre og ydre indtryk, hvilket kan give udslag i form af usikkerhed og angst. Hun har behov for en fastlagt struktur og genkendelighed i hverdagen. Det kræver viden om særlige behov hos børn med autisme og kompetencer ift. socialpædagogiske metoder, f.eks. visualisering, der kan gøre pigen i stand til at overskue, hvad der skal ske hvornår, for at give hende tryghed og stabilitet.

Noget af det, der karakteriserer socialpædagoger er, at de er i stand til at se gennem adfærd for at forstå og bruge rette kompetencer til at kompensere for mistrivsel og sikre udvikling hos mennesker med særlige behov – hvad enten det er et barn med et handicap eller en psykisk sårbar voksen.

Specialiseret viden
Den nuværende pædagoguddannelse, hvor næsten 40 % får job som socialpædagog, er ikke god nok til at ruste fremtidens socialpædagoger og står ikke mål med efterspørgslen på specialiseret viden og kompetencer, hvilket en ny undersøgelse fra Epinion også peger på.

Omkring 200.000 danskere lever i udsathed. Mere end 10.000 børn og unge er anbragt, og der er ikke tal på de mange mennesker, der lever med psykiske og fysiske handicap. Disse målgrupper er i vækst. F.eks. er antallet af voksne, der har brug for hjælp i eget hjem eller må bo i et botilbud, på bare tre år steget med knap 5.000 personer.

På ti år har vi set mere end en tredobling i antallet af børn og unge med ADHD, angst, depression eller spiseforstyrrelse. Der sker en kraftig stigning i antallet af mennesker med psykiske lidelser, og på bare fire år er 42 procent flere børn og unge blevet diagnosticeret med autisme. De mennesker har brug for højt kvalificeret socialpædagogisk faglighed, da de er ramt af udsathed, handicap eller andre svære udfordringer.

Derfor er vi også glade for regeringen og støttepartiernes fokus på at hæve kvaliteten på socialområdet, og vi ser frem til at samarbejde om løsninger. Ikke mindst for pædagoguddannelsen, hvor bl.a. det fælles grundforløb betyder, at uddannelsen ikke modsvarer de behov for viden og kompetencer som socialområdet kalder på.

En del af fællesskabet
Der er brug for en klar prioritering af uddannelsen af socialpædagoger ud fra et langsigtet perspektiv om, at de rette investeringer skaber positive effekter – både menneskeligt og økonomisk. For hver gang godt socialpædagogisk arbejde gør, at et anbragt barn kommer i uddannelse, en socialt udsat kommer i job, et psykisk sårbart menneske kan undvære det meste af sin medicin – ja, så er vi med til at sikre, at endnu et menneske bliver en del af – og kan bidrage til – fællesskabet.

Det er en investering på det menneskelige og det samfundsmæssige plan. Dels får det enkelte menneske bedre og mere værdige liv. Og på den lange bane betyder det en bedre samfundsøkonomi, fordi de mennesker, der får den rigtige indsats, på sigt får mindre behov for støtte, medicinering mv. Grundlæggende handler det om at kunne sikre livskvalitet og trivsel for mennesker med særlige behov.

Men skal vi lykkes med de investeringer i mennesker, så er der brug for at ruste velfærdsmedarbejderne til arbejdet. På pædagoguddannelsen er der tre et halvt år til at gøre unge mennesker klar til et af de mest krævende jobs overhovedet. De studerende har brug for hvert et minut til at opbygge en stærk socialpædagogisk ballast. Derfor er der brug for at en selvstændig socialpædagoguddannelse.

Af Knud Aarup, landsformand Bedre Psykiatri; Thorkild Olesen, formand Danske Handicaporganisationer; Sofus Rossing, divisionsdirektør DUOS; Søren Skjødt, formand Foreningen af Døgn- og Dagtilbud for udsatte børn og unge; Heidi Thamestrup, formand Landsforeningen Autisme; Anni Sørensen, landsformand Landsforeningen LEV; Michael Graatang, direktør Landsorganisationen for sociale tilbud; Jon Krog, branchedirektør, Selveje Danmark; Knud Kristensen, formand SIND; Bo Mollerup, direktør Socialt Lederforum; Benny Andersen, forbundsformand Socialpædagogerne.