Mor og far er en del af kerneopgaven

Når en ung beboer flytter ind i Bofællesskabet Højmose Vænge i Hørsholm er det som regel første gang, at den unge ikke længere skal bo hjemme hos mor og far. Det er altså midt i en stor livsforandring – når ungen flyver fra reden – at socialpædagog Christina Hansen møder den unge og forældrene.

– Mor og far skal give slip, og det kan være rigtig svært.  Vi oplever, at forældrene i starten er meget bekymrede for, om vi nu husker alle de ting, som deres unge indtil nu har fået hjælp til, og som forældrene har sørget for. Det kan være alt fra økonomi til personlig hygiejne, fortæller hun.

Opgaven er at finde en balancegang mellem at overtage omsorgen og samtidig støtte den unge i at leve et selvstændigt liv.

Men en vigtig del af den socialpædagogiske opgave er også at sikre, at de pårørende føler sig hørt og mødt. For tryghed er afgørende for, at indsatsen omkring den unge fungerer, mener Christina Hansen, som derfor holder rigtig mange kaffemøder med de pårørende.

– Et kaffemøde kan gøre meget. Jeg kan mærke, at de får tillid til mig. Nogle gange er der brug for, at den pårørende kan komme af med sin frustration. Så anerkender vi deres følelser og frustrationer. 

Opnå fælles fodslag
Det konstruktive pårørendesamarbejde handler meget om indstilling. Hvis man tænker om de pårørende, at de er irriterende, får man en anden modstand, end hvis man tænker, at de som forældre jo ganske enkelt vil deres børn det bedste.

Når man forstår deres perspektiv, får man et bedre udgangspunkt for samarbejdet, forklarer Christina Hansen. Hun har derfor bl.a. spurgt sig selv, ’hvordan ville jeg selv være som pårørende?’ – og oplevet, at hun med årene har fået en mere nuanceret indstilling.

– Borgerens selvbestemmelse er det primære i uddannelsen. Det var også den indstilling, jeg havde fra start. Men det gjorde det nogle gange svært at arbejde med pårørende, hvis jeg holdt meget hårdt fast i, at beboeren er et selvstændigt menneske, mens en pårørende var meget bekymret, fortæller hun.

Det fælles fodslag kan opnås, når man opbygger tillid og gør forældrene trygge. Det baner vejen for, at man kan tale om de ting, som de har svært ved at give slip på. Og det skaber forståelse for, at deres barn er på vej til at blive voksen og skal understøttes i at leve et selvstændigt liv.

Det er vores ansvar
Christina Hansen er blevet bevidst om, at skal hun kunne arbejde med nogle mål sammen med borgeren, så går det ikke, at de pårørende er imod det. Derfor er det en del af den socialpædagogiske opgave at sikre, at samarbejdet fungerer. For et dårligt samarbejde mellem medarbejder og pårørende rammer den unge.

– Man sætter beboeren i et dilemma ved at holde meget fast i sit synspunkt. De bliver klemt i en i en loyalitetskonflikt mellem de pårørende og os, og det er ikke fair, siger hun.

Så selvom samarbejdet til tider kan være svært, og de pårørende kan opleves som krævende, så er det personalets ansvar at sikre, at det fungerer, mener hun.

– Ansvaret er helt klart vores. For det er os, der er de professionelle. Det er ikke os, der har alle de følelser i klemme.

Når den unges ønsker og behov så nogle gange afviger fra forældrenes, er det medarbejdernes opgave at stikke en finger i jorden og finde frem til, hvad der reelt er beboerens eget behov.

– Beboerne kan fortælle os noget, de ikke ønsker, at mor og far skal vide. Det kan nogle gange være svært, at jeg har noget viden, jeg ikke kan give videre. Loyaliteten ligger hos beboeren, jeg er ’advokat’ for beboeren. Men det kan være svært, når de pårørende har ønsker, som ikke stemmer overens med det, jeg ved om den unge.

En professionel tilgang
Et eksempel på uenighed kan være spørgsmålet om, hvorvidt man skal have en kæreste. Hvis det er beboerens ønske, men ikke forældrenes, er der brug for samtale, som kan skabe forståelse for situationen.

– Det kan fx være en snak med forældrene om hvilken positiv forskel, det gør for deres søn eller datter at have en kæreste. At det er en anden kærlighed, som man ikke kan få af mor og far, og at man kan have andre behov. Samtidig støtter vi beboeren i, at det er ham eller hende, der bestemmer – ikke mor og far, siger Christina Hansen.

På Bofællesskabet Højmose Vænge hersker en bevidst fælles tilgang til de pårørende, som medarbejderne hjælpes ad med at minde hinanden om.

– Vi arbejder narrativt. Derfor er vi bevidste om, hvordan vi taler om pårørende og at vi både tænker og taler om, at de vil deres barns bedste. Men selvfølgelig skal der også være plads til at sige, når man synes, det er svært.