Gå til indhold

Støj

Vi blev bedre socialpædagoger af at skrue ned for støjen

Med plader på hjul og en ny arbejdsgang er det lykkedes personalet på dagtilbuddet Mosehuset at mindske den støj, der i lang tid drænede dem for energi. Det gavner både personalets ører - og borgernes hverdag

7. januar 2019

Artikel
Molly_Ricky_B.jpg (1)

Forfatter: Jakob Ravn Fjordbo

Foto: Ricky John Molloy

Det tog arbejdsmiljørepræsentanten Marlene Wennicke noget tid at sætte fingeren på, hvad det egentlig var, der var begyndt at suge energien ud af hende på jobbet. Hendes arbejdstider havde ikke ændret sig, opgaverne var stadig de samme, og hun havde heller ikke fået mere travlt.

Alligevel havde hun med tiden fået behov for en lur efter den daglige arbejdsdag på dagtilbuddet Mosehuset i Søborg, hvor hun arbejder som socialpædagog for en gruppe af kommunens multihandicappede borgere.

Da hun vendte det med kollegerne, stod det klart, at hun ikke var alene. Én fortalte, hvordan hun instinktivt slukkede bilradioen på vej hjem fra arbejde, selvom musikken gerne måtte køre derudad på turen om morgenen. En anden var begyndt at bede familien derhjemme om at dæmpe sig, når hun kom hjem.

De fandt hurtigt frem til, at det var lydniveauet på arbejdet, der drænede dem for overskud. Forklaringen lå i, at Mosehuset nogle måneder tidligere havde fået nogle nye borgere tilknyttet, forklarer Marlene Wennicke.

– De nye borgere kommunikerede meget med høje lyde som råb eller skrig – både når de var glade og utilfredse. Samtidig reagerede flere af dem meget stærkt på andres høje lyde ved selv at udsende dem.

Det betød fx, at daglige aktiviteter som frokosten, hvor flere borgere sad om samme bord, eskalerede til et lydniveau, der både satte sig i kroppen og hovedet på personalet.

Det har været en vandring på babyskridt, hvor vi har måttet kigge langt efter inspirationen. Vi har fx lært en del af daginstitutionsområdet, der har haft et langt større fokus på støj

Pernille Timm, socialpædagog Mosehuset

En effektiv lyddæmper
Det er nu fem år siden, personalet i Mosehuset blev enige om at gøre noget ved støjen. Og i dag er lydniveauet et helt andet. Det mærkes tydeligt denne tirsdag formiddag, hvor en minibus triller ind foran det gule murstensbyggeri, der udgør Mosehusets fysiske rammer.

Huset er en del af et otte enheder stort dagtilbud under Gladsaxe Kommune, der grænser op til en tilgroet mose i udkanten af Søborg. Denne formiddag er de fleste borgere allerede mødt ind til de daglige sanseaktiviteter.

Klokken lidt i 10 følger socialpædagog Henriette Thomassen en ung mand fra bussen indenfor i hans kørestol. Manden råber højt i mange, lange ordlyde. Han er ikke nødvendigvis sur, siger hun, da hun bagefter kommer ind i det højloftede hjørnelokale. Han har det bare ikke let med de hurtige sanseindtryk, som turen fra hans hjem til Mosehuset skaber.

Henriette Thomassen tager et lille gennemsigtigt høreværn ud af hvert øre. Dem sætter hun altid i, når hun ved, at hun træder ind i en potentielt støjende situation. For apparatet, som ledelsen har købt, dæmper al støj over 85 decibel - et niveau, som ifølge Høreforeningen næsten svarer til støjniveauet fra en benzindrevet plæneklipper.

De 85 decibel er samtidig Arbejdstilsynets max grænse for det lydniveau, man som ansat må udsættes for på jobbet.

2019 er AMR-år:

I denne måned lancerer den nye hovedorganisation FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) kampagnen ’AMR 2019’, der gennem hele 2019 arbejder for at styrke arbejdsmiljørepræsentanterne vilkår og rolle på arbejdspladserne. Kampagnen vil bl.a. fokusere på AMR’ernes viden, kompetencer og tidsrammer.

Tavler suger lyden til sig
– Kan du give en hånd med herovre, spørger en kollega, der er i færd med at lifte en borger ned i en hængekøje af hvide fletsnore. Køjen grænser op til en gruppe af bredde, grønne tavler på hjul, der til sammen danner en lille trekant. Inde i midten sidder en anden kvindelig borger i en sækkestol.

Tavlerne er ikke beregnet til tegnstifter og papirophæng. De er derimod, sammen med personalets høreværn, en del af løsningen på Mosehusets støjproblemer. For de består af et materiale, der absorberer høje lyde, fortæller Marlene Wennicke.

– Stiller du dig tæt på en væg og råber ind i den, vil du kunne høre, hvordan lyden brager tilbage mod dig. Råber du derimod ind mod en af tavlerne her, ’forsvinder’ en del af lyden ind i tavlen, siger hun.

Tre andre tavler grænser op til den lille sofagruppe i hjørnet af rummet.

– Så hvis en høj lyd undslipper den ældre mand, der i dag sidder i sofaen, forhindrer tavlen overfor, at lyden danser videre ud i rummet. Med de høje lofter, vi har, skaber lydene nemt ekko. Men vi har også tilpasset resten af rummet, siger hun og peger rundt på væggene, hvor hvide plader dækker det meste af de lyse murstensvægge.

Det faktum, at vi har fået mere overskud i hverdagen, kommer ikke kun os selv til gode. Det smitter også af på vores tilgang til borgerne, og jeg tror, at det i hverdagen gør os til bedre socialpædagoger

Marlene Wennicke, arbejdsmiljørepræsentant Mosehuset

Støj på dagsordenen
Selvom personalet i Mosehuset har arbejdet med at minimere støjen gennem fem år, er det først for nyligt, de for alvor er kommet i mål med projektet. For vejen til et bedre lydklima kan man ikke udelukkende købe sig ud af. Man er også nødt til at tænke materialerne ind i de pædagogiske opgaver, lyder det fra Marlene Wennicke.

Derfor har personalet i fællesskab pejlet sig ind på de situationer, hvor lydniveauet var værst og spurgt sig selv, hvordan de kunne arbejde sig ud af dem.

– Det var tydeligt for alle, at den fælles frokost var der, hvor lyden eskalerede mest. Derfor integrerer vi nu tavlerne rundt om bordet, så borgerne bliver skærmet for hinandens lyd. Og forskellen er ikke til at tage fejl af. Der er en helt anden ro nu. For samtidig med at tavlerne dæmper lydene, bruger vi dem også til at skærme de borgere, der har brug for færre indtryk, siger hun og nikker over mod kvinden i den trekantede hule.

Flere af borgerne kan nemlig ikke sansebearbejde, så de kan både være plagede af andres lyde og pludselige synsindtryk.

– Men med den her indretning har vi mulighed for at sortere i det for dem.

Manglende viden
Vejen til et bedre lydklima har dog ikke været nem, tilføjer Marlene Wennicke. For da hun som arbejdsmiljørepræsentant begyndte at afsøge mulighederne for at dæmpe støjen, var det svært at finde den rigtige faglige viden.

– Der var ikke andre socialpædagogiske arbejdspladser, vi kunne lære af. Forbundet kunne heller ikke rigtigt pege os i nogen retning, og blandt mange arbejdsmiljørepræsentanter var det primært det psykiske arbejdsmiljø, man fokuserede på. Så vi følte os ret alene med problemet, selvom vi sikkert ikke er det, siger hun og suppleres af kollegaen Pernille Timm henne fra sofagruppen.

– Det har været en vandring på babyskridt, hvor vi har måttet kigge langt efter inspirationen. Vi har fx lært en del af daginstitutionsområdet, der har haft et langt større fokus på støj. Så har vi forsøgt at tænke deres løsninger ind i vores miljø, siger hun.

Marlene Wennicke håber derfor også, at støj kan få en større plads i den fagpolitiske debat og på de enkelte arbejdspladser. For det at sikre sig et sundt lydklima handler ikke kun om at tage vare på sig selv, siger hun.

– Det faktum, at vi har fået mere overskud i hverdagen, kommer ikke kun os selv til gode. Det smitter også af på vores tilgang til borgerne, og jeg tror, at det i hverdagen gør os til bedre socialpædagoger.

Bliv medlem