Hurra for socialpædagogerne

’Jeg bliver stolt, når unge sårbare siger: ’Jeg glemmer aldrig, at du var der for mig.’
’Jeg er hver dag meget stolt over at være socialpædagog og gøre en helhjertet forskel i ’mine’ borgeres liv.’
’Jeg er stolt mange gange i løbet af en vagt, men var også mega stolt i lørdags, hvor jeg sammen med en beboer gennemførte: Run to the beat-løbet på 10 km.’
Sådan lyder tre forskellige svar på spørgsmålet: Hvornår er du stolt over at være socialpædagog.
Andre svarer:
’Når regionspsykiatri efter at have haft fem socialpædagoger i otte år endelig indser, hvad vi kan, og ansætter seks mere.’
’Når et barn med store vanskeligheder er stille og roligt og kan spise eller gå sammen med mig.’
’Når jeg mærker, at jeg har betydning for borgeren.’

Jobbet giver mening
I anledning af Socialpædagogernes Dag den 2. oktober fik stoltheden luft på facebook, hvor der næsten kom 100 svar på spørgsmålet. Nogle gør det helt kort som Freddy Schmidt, der barer skriver: 24/7.
Andre bruger flere ord - som Agnete Aagard, der skriver:
’Jeg bliver særlig stolt og rørt, når de børn, man har vandret et stykke af vejen med, kæmpet sammen med, været på ferie sammen med, været sammen med, når de var kede af det og lavet fis og ballade sammen med stadig skriver en besked en gang imellem – år efter, at de ikke længere er anbragt. Eller kommer forbi på institutionen og giver en et ordentligt kram og nævner de minder, som de stadig husker, og som er blevet til dejlige barndomsminder for dem. Så giver det hele mening.’
Selv om de fleste udtrykker glæde, er der også enkelte dråber malurt. Fx svarer en, at hun var stolt af sit arbejde, dengang hun ikke skulle bruge så meget tid på dokumentation. Og en anden skriver, at han vil blive endnu mere stolt, når kommunerne en dag indser, at de er nødt til at sende socialpædagoger på kursus – bare en gang imellem.

Stor taknemmelighed
Samantha Lund udtrykker ikke bare stolthed, men også taknemmelighed over jobbet som socialpædagog:
’Særligt i de øjeblikke hvor man kan se, at ens særlige fokuspunkter lykkes. Eksempelvis en borger, som nu selv kan skære sin mad ud, eller en borger som nu selv kan være med til at vælge tøj.
Og Sanne Warzar Larsen fortæller, hvor stor glæden er, når en borger siger:
’Ved simpelthen ikke, hvad jeg havde gjort uden dig. Jeg kan ikke købe mig til den gave, jeg har lyst til at give dig, for den er for stor.’
I facebook-gruppen for Fagligt netværk for børn og unge har familieplejere også sat ord på stoltheden ved netop deres arbejde, og her skriver en:
’Jeg er stolt når mit plejebarn kigger på mig og siger: ’Jeg håber, at du altid vil passe på mig’.