Skræddersyede fysiske rammer styrker det sociale arbejde

De står i små klynger. Enkle, ens, firkantede mosgrønne boliger – hver især indrettet til én beboer. Indenfor i de små huse møder øjet ensartethed og rene linjer – og masser af huleagtige kroge og nicher, hvor man kan skærme sig lidt og trække sig tilbage, når man har brug for at være alene. Som fx de træbeklædte dybe vinduesnicher eller den lyse overdækkede indgang med en lille bænk, hvor man kan sidde godt og trygt og kigge ud på haven og fællesskabet – og tage stilling til, om man har mod på at gå ud.

Det er Region Midtjyllands Specialområde Autisme, der har udviklet de foreløbig 34 AT Home-boliger specielt til borgere med autisme. Boligerne står fordelt rundt om på en håndfuld af regionens botilbud.

– Vi har mere og mere fokus på de fysiske rammer og på, hvordan vi med arkitektur og indretning kan understøtte borgernes behov. Og fordi en del borgere med autisme ikke rigtigt passer ind i vores eksisterende tilbud, er vi nødt til at være mere fleksible i forhold til de muligheder, vi tilbyder disse borgere, når vi nu gerne vil have dem til at være en del af samfundet – og ikke nogen, der står på sidelinjen, fortæller områdechef i Region Midtjyllands Specialområde Autisme, Lars Arup Jensen.

Løsningen blev AT Home-boligerne, som ifølge Lars Arup Jensen hjælper borgerne til at leve et mere selvstændigt liv.

– Vi ved, at også borgere med autisme har brug for at have deres eget hjem for at trives, udvikle sig og være en del af et fællesskab. Og med de her boliger, bor man for sig selv, men kan stadig være en del af et fællesskab, hvor man fx kan få pædagogisk støtte fra det botilbud, man bor ved. Og de små huse kan placeres lige præcis der, hvor det fungerer bedst for den enkelte – i forældrenes baghave, på et botilbud eller et helt tredje sted.

Sociale mursten

Region Midtjylland er langt fra det eneste sted, hvor de har indset, at de fysiske rammer kan være med til at understøtte det socialfaglige arbejde. Sidste år udkom undersøgelsen ‘Sociale Mursten’ (se boks), der så nærmere på samspillet mellem de fysiske rammer og det socialfaglige arbejde – med afsæt i seks konkrete eksempler hentet fra det specialiserede socialområde.

Konklusionen er klar: Veldesignede og gennemtænkte fysiske rammer kan understøtte og forstærke effekten af den sociale indsats – især hvis arkitekterne inddrager både medarbejdere og brugere i processen. 

– Rigtig mange institutioner har med god grund fokus på drift og faglighed – og glemmer måske at tænke i betydningen af de fysiske rammer. Men netop skræddersyede fysiske rammer kan i høj grad være med til at understøtte det socialfaglige arbejde, både når det gælder udsatte børn og unge, hjemløse, eller voksne med psykiske lidelser. Så der er rigtig meget værdi at hente, hvis man også begynder at interessere sig for, hvordan vi bygger og indretter os på det specialiserede socialområde, siger Nicolai Carlberg, etnolog og partner i carlberg | christensen – og medforfatter til rapporten ‘Sociale Mursten’, som Den A.P. Møllerske Støttefond og Realdania står bag. 

Her kan man bl.a. læse, hvordan Kirkens Korshærs varmestue i Odense har indrettet sig i nye, skræddersyede lokaler, der har gjort det muligt at tage imod dobbelt så mange brugere og samtidig opleve færre konflikter med næsten samme bemanding som tidligere. Hvordan Børnehjemmet Villaen i Kerteminde – med afsæt i ønsker fra de anbragte børn – har skabt en institution, der ifølge børnene selv er lykkedes med at blive et slot udenpå og et hjem indeni. Og hvordan man på det socialpsykiatriske bo- og rehabiliteringstilbud Orion i Hillerød helt har erstattet den klassiske funktionelle institutionsgang med mere selvstændige boligenheder med det resultat, at der i dag er mindre stress, mindre støj og færre konflikter.

En væg er ikke bare en væg

Den røde tråd i de mange eksempler på, at arkitektur og indretning gør en forskel for det socialfaglige arbejde, er, at både medarbejdere og brugere er blevet spurgt om, hvad der er vigtigt for dem. Det færdige resultat fra arkitektens tegnebord bygger altså på de ønsker og behov, den konkrete arbejdsplads har.

– I de projekter, vi har kigget på, har der været en tæt dialog mellem arkitekterne og arbejdspladserne, hvor der er lyttet til både de socialfaglige medarbejdere og de udsatte borgere. Og når den dialog lykkes, opdager man, at der ofte er mange og til tider modstridende behov og interesser, der skal tages hensyn til, siger Nicolai Carlberg og kommer med nogle eksempler:

– Vi har bl.a. set et dagtilbud, hvor væggene er beklædt med træplader med mønstre i. Nogle brugere finder det meget inspirerende, men for gruppen af autister er det så distraherende, at det er svært at gennemføre terapeutiske sessioner i rummene. Og hvor børnene på børnehjemmet i Kerteminde naturligvis ønsker omgivelser, der signalerer hjem, tryghed og hygge, så har vi også mødt brugere på natherbergerne, for hvem hjemlighed ikke vækker positive minder, og som derfor finder større tryghed i et mere institutionsagtigt miljø med bemanding og lysstofrør. 

Spørg dem, der bruger huset

Når man ved, at mange udsatte grupper har en øget sensibilitet i forhold til påvirkninger fra omgivelserne, og at der er stor forskel på, hvordan de fysiske rammer påvirker de forskellige grupper, er der et kæmpe potentiale i at tilpasse de fysiske rammer til netop disse grupper. 

Derfor er det også vigtigt, at både sociale fagfolk og arkitekter begynder at tale mere sammen, og i fællesskab interessere sig for det her felt, lyder det fra Nicolai Carlberg.

– Det handler om at inddrage både brugerne og det socialfaglige personale i designprocesserne. For resultatet skal være et sted, som både er godt for brugerne, en tryg og sikker arbejdsplads for medarbejderne – og en ramme, som understøtter og løfter det socialfaglige arbejde, siger han og fortsætter med et par eksempler på arbejdspladser, hvor man er lykkes med at ramme såvel medarbejdernes som brugernes behov.

– På Mændenes Hjem på Istedgade var det vigtigt for brugerne at få nogle kroge til deres hunde, fordi det er besværligt og tidskrævende at binde dem til radiatorerne. Og i den nye varmestue i Østergade i Odense har medarbejderne fået adgang til en lille ugeneret tagterrasse, fordi det er vigtigt for dem at få en pause og hurtigt kunne lade op igen i løbet af en intens arbejdsdag, lyder det fra Nicolai Carlberg, som lige nu sammen med Kirkens Korshær er i gang med at udvikle tre nye væresteder forskellige steder i landet.

– Her har ledelsen bl.a. fokus på også at skabe plads til eksterne socialfaglige aktører, fordi erfaringer viser, at det gavner det socialfaglige arbejde at møde brugerne i deres trygge rammer på værestedet, frem for at de skal troppe op på et offentligt kontor.

Færre bæltefikseringer i nye rammer

I Esbjerg ligger en nyombygget psykiatrisk afdeling, som indgår i rapporten ‘Sociale Mursten’ – som et aktuelt eksempel på, at man rent faktisk har kunnet måle en effekt af skræddersyede fysiske rammer. For udover medicin og behandling spiller arkitektur og indretning en afgørende rolle for behandlingen af psykisk syge, viser erfaring-erne fra Psykiatrisk Afdeling Esbjerg.

– Da vi planlagde en ombygning af psykiatrien, var den grundlæggende tanke, at vi ville skabe et byggeri med mulighed for fleksibilitet, lys og adgang til natur. Et konkret eksempel er, at samtlige sengestuer er placeret, så man kigger ud på noget grønt. Alle patienter, hvad enten de ligger i den åbne eller lukkede del i de integrerede afsnit, har mulighed for at komme ud i det fri døgnet rundt. 

Sådan fortæller sygeplejerske og funktionsleder på afdeling E, Psykiatrisk afdeling Esbjerg, Anne-Grethe Borch Lauridsen.

De målbare resultater af de nye helbredende omgivelser er et markant fald i både antallet af bæltefikseringer, tvangsforanstaltninger og i brugen af beroligende medicin under tvang. Alene det første år efter ombygningen faldt brugen af tvangsfikseringer med næsten 70 pct. 

Ifølge Anne-Grethe Borch Lauridsen skyldes de positive resultater i høj grad, at man i de nye rammer har formået at tænke måden, man arbejder på, og de fysiske rammer sammen. 

– Vi har helt fra start været i tænkeboksen omkring, hvad vi kan gøre med vores bygninger, som kan være gavnligt og helende for patienterne – og samtidig skabe en bedre arbejdsplads for medarbejderne. Og vi har tænkt i mange forskellige tiltag lige fra lydisolering og døgnrytmelys til fitnessrum, der er tilgængeligt 24/7 – og i forhold til møblerne har vi nu flere små stole og borde, som kan rykkes rundt efter brugernes behov.

Idræt ude og inde

En helt central del af den nye psykiatriske afdeling er idrætshallen. Før skulle patienterne over en lille vej for at komme til hallen – men i dag er sportsfaciliteterne en del af bygningen, så den er let at komme til for alle.

– Idrætshallen tiltrækker rigtig mange, fordi den ligger centralt og der er store glasvinduer hele vejen rundt – så man kan som patient eller pårørende få et kig ned til alle aktiviteterne, inden man selv tager stilling til, om man har mod på at være med. Og der er rigtig mange, der bruger idrætsfaciliteterne i dag, hvilket vi jo ved har en gavnlig effekt for den målgruppe, vi arbejder med siger Anne-Grethe Borch Lauridsen.

Også de udendørs omgivelser er lavet om, så de er mere indbydende at bruge.

– Oprindeligt var haven omkring os nærmest en parklignende ting, hvor man nærmest ikke turde betræde græsplænen. I dag har vi en multibane, man kan spille petanque, der er udendørs fitnessredskaber, en legeplads og masser af bænke, hvor man kan slå sig ned og nyde naturen, fortæller funktionslederen.

I det hele taget er afdelingen præget af lys, luft og åbenhed – også på patientstuerne, fortæller Anne-Grethe Borch Lauridsen.

– Alle stuer er indrettet med mere plads og store vinduer ud mod naturen. Det skal være et rum, der er rart at være i, hvor man som patient kan få besøg eller lave en aktivitet og hvor vi som medarbejdere har plads til at arbejde. Det har vi opnået – og det har en enorm positiv effekt på både patienternes trivsel og vores arbejdsmiljø, at vi har formået at skabe nogle fysiske rammer, der matcher vores behov.