Dagpenge
Meningsløse regler bliver fjernet
Til næste år bliver det lidt lettere at være dagpengemodtager. En ny aftale på Christiansborg forenkler nu for første gang nogensinde beskæftigelsesindsatsen. Det betyder færre regler og proceskrav og større ansvar til a-kasserne
29. august 2018
Forfatter: Malene Dreyer
Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale, som vil gøre op med stive proceskrav og unødigt bureaukrati, lyder det fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
Aftalen betyder bl.a., at der luges ud i den jungle af regler, som ledige i dag risikerer at fare vild i. Fx slipper man for at søge job, de sidste seks uger før, man starter i et fuldtidsjob, man har fået, eller før man går på barsel eller efterløn.
Kravet om, at man som ledig skal tjekke jobopslag hver syvende dag bortfalder også.
At tilværelsen således bliver lidt enklere for de ledige glæder formand for Socialpædagogernes a-kasse Michael Madsen:
– Det er en god nyhed, at man omsider fjerner regler, som er indlysende meningsløse, som fx tjek af jobforslag hver syvende dag, for det har aldrig bragt nogen i beskæftigelse at trykke på en knap, konstaterer han.
Kommunerne får med den nye aftale også langt større frihed til at planlægge hjælpen til ledige, så de selv kan tilrettelægge indsatsen med udgangspunkt i den enkelte.
– Det er også positivt, at kommunerne får større frihed fra rigide proceskrav, som bl.a. betyder, at alle ledige skal have samtaler på bestemte tidspunkter. Vi tror på, at det giver en bedre indsats, at samtaler afholdes, når det giver mening for den enkelte, siger Michael Madsen.
Kun samtaler ét sted
Aftalen lægger desuden op til, at a-kasserne får mulighed for at overtage kontakten med de ledige i starten af ledighedsperioden, hvor de i dag skal til samtaler hos både jobcentret og a-kassen. Udvalgte a-kasser får ansvaret for kontaktforløbet for dagpengemodtagerne i opsigelsesperioden og de første tre måneder af ledighedsforløbet i en fireårig periode.
–Det betyder, at ledige medlemmer ikke skal løbe spidsrod mellem a-kassen og jobcenteret. Vi vil i Socialpædagogernes a-kasse byde ind på at få ansvaret og tror på, at vi med vores lokalkendskab til det socialpædagogiske arbejdsmarked og viden om jobsøgning på området kan medvirke til at give vores medlemmer det bedste afsæt for at komme tilbage i job, siger Michael Madsen.
Den nye aftale er indgået mellem regeringen, S, DF, R og SF, og de nye regler træder først i kraft i 2. halvår af 2019.