Gå til indhold

opholdssteder

Faglige kompetencer kan redde liv

Fagligheden halter på private opholdssteder. Det viser ny DR-dokumentar med afsæt i et tragisk dødsfald sidste år, hvor en ung psykisk syg mand overfaldt en nordjysk købmand. Socialpædagogernes formand efterlyser mere fagligt uddannet personale

14. maj 2018

Artikel
ungpige.jpg

Forfatter: Malene Dreyer

En psykisk syg ung mand stak sidste år en købmand i Nordjylland ihjel.  En tragedie, der kunne være undgået, hvis nogen i tide havde reageret på alle de røde advarselslamper, der blinkede. Det fortæller en ny DR-dokumentar, der vises tirsdag den 15. maj på DR1.

Den unge mand boede på et privat opholdssted – et behandlingssted for unge med psykosociale problematikker. I dokumentaren fortælles historien om, hvordan han blev mere og mere psykotisk i dagene op til overfaldet. Og ifølge professor i psykiatri, Poul Videbech, så kunne tragedien være undgået, hvis personalet på opholdsstedet været opmærksomme på netop signalerne på, at den unge mand blev mere og mere psykotisk.

Fem dage før drabet fandt sted, blev den unge mand indlagt på psykiatrisk afdeling. Men allerede dagen efter blev han udskrevet. I de dage der fulgte efter besøget på psykiatrisk afdeling, noterede personalet på opholdsstedet i en logbog flere ting om den unge mands tilstand, der ifølge Poul Videbech burde give anledning til voldsom bekymring. Bl.a. at borgeren følte sig forfulgt og gav indtryk af at være paranoid.

- Der kan man se nogle symptomer, som er meget foruroligende. Symptomer på en svær psykose, som sandsynligvis har stået på i lang tid, udtaler Poul Videbech i 21 Søndag.

Jeg kan jo kun give udtryk for undren over, at hvis der er noget galt med vores hjerte, så sætter man de fineste specialister i kardiologi til at se på det. Men hvis der er noget galt med vores hjerne, så sætter man fiskere og frisører til at tage sig af det – det er da mærkeligt

Poul Videbech, professor i psykiatri

Manglende faglighed
I DR-dokumentaren fremgår det også, at Socialtilsynet var på besøg på opholdsstedet i dagene op til hændelsen. Her skriver tilsynet, at ’ledelsen ikke i tilstrækkelig grad har sikret de nødvendige socialfaglige kompetencer omkring den konkrete opgave’. Tilsynet konstaterer også, at ingen af de ni medarbejdere, der havde vagter med den unge mand i ugerne op til drabet, havde en færdiggjort socialpædagogisk uddannelse. I stedet talte staben omkring den unge mand bl.a. en erhvervsfisker, en frisør og en maskintekniker.

– Jeg kan jo kun give udtryk for undren over, at hvis der er noget galt med vores hjerte, så sætter man de fineste specialister i kardiologi til at se på det. Men hvis der er noget galt med vores hjerne, så sætter man fiskere og frisører til at tage sig af det – det er da mærkeligt, siger Poul Videbech til 21Søndag.

Mere fagligt uddannet personale
Socialpædagogernes formand Benny Andersen er enig med professoren. Han mener, at der på socialpædagogiske opholdssteder selvfølgelig skal være fagligt uddannet personale. Og masser af det.

– Der må simpelthen ikke være huller i sikkerhedsnettet, når børn og unge skal anbringes. Vi skal være ambitiøse, og vi skal altid stå på mål for vores indsatser. Derfor skal vi også have knivskarpe tilsyn, og vi skal have kommuner, der holder øje med den kvalitet, de betaler for, siger Benny Andersen og fortsætter:

- Jeg må sige, at er dybt forundret over, at et opholdssted tilsyneladende kan slippe afsted med ringe faglighed på så vigtigt et område, hvor der mest af alt er brug for faglighed, specialisering og kontinuitet.

Benny Andersen understreger dog samtidig, at der findes mange gode, fagligt kompetente opholdssteder med den rette personalesammensætning, målgrupper og faglighed.

Uklare kompetencer
I forbindelse med dokumentaren har DR lavet en rundspørge blandt landets kommuner, der viser, at over halvdelen af kommunerne oplever, at det kan være svært at gennemskue, om de rette kompetencer er til stede på private opholdssteder, når de skal anbringe unge.

Flere eksperter mener, det er bekymrende, at 56 pct. af kommunerne svarer, at det kan være svært at gennemskue om de rette kompetencer er til stede. Det gælder bl.a. juridisk konsulent i socialret, Bente Adolpsen.

- De siger jo dermed også, at de ikke er helt trygge ved, om de steder, de nu anbringer børn, faktisk kan det, de skal kunne, siger hun til DR.

DR sender dokumentaren ’Drabet på købmanden’ tirsdag den 15. maj kl 20.45 på DR 1

Bliv medlem
Bliv medlem