Gå til indhold

Familieplejekonference

Her bliver vi klogere

Faglig sparring og ny viden - og et stort ønske om bedre forhold for familieplejere. Vi har spurgt to deltagere på familieplejekonferencen om, hvad de får ud af at deltage - og hvad de forventer af Socialpædagogerne

30. maj 2018

Artikel
Voxpop-familieplejere.jpg

Forfatter: Malene Dreyer

Signe Welding, familieplejer (til højre på billedet)

Hvad glæder du dig mest til her på konferencen?

– Jeg elsker at være her! Jeg har været med gennem alle årene, det er 18. gang. Jeg elsker at sparre med andre familieplejere og hygge mig med mine kolleger over middagen. Og så lærer jeg nyt, selvom jeg er så gammel i gårde. Fx var det rigtig interessant at høre om Lær for livet.

Hvordan kan Socialpædagogerne støtte dig i dit arbejde som familieplejer?

– Det er at skaffe os en overenskomst. Det har vi så meget brug for. Det havde vi også for 20 år siden, men der er intet sket! Til gengæld er vores forhold blevet endnu mere forringet. Jeg føler en stor magtesløshed, så det er virkelig vigtigt at kæmpe for, at vi får nogle ordentlige arbejdsvilkår.

– Og så viser oplægget om magtanvendelse, at virkeligheden er, at nogle af de børn vi har, er så skadede, at de ikke passer ind i det rigide regelsæt. Fx har jeg haft en dreng med autisme i pleje, som bankede hovedet hårdt ind i væggen. Jeg var nødt til at stoppe ham fysisk – eller ville det være omsorgssvigt.

– De sociale medier kan også have virkelig store og alvorlige konsekvenser for vores plejebørn, og det er det uansvarligt ikke at beskytte dem i mod. Det synes jeg ikke, at reglerne tager højde for.

 

Bente Mosgård, familieplejer (til ventre på billedet)

Hvad glæder du dig mest til her på konferencen?

Jeg er her for at blive klogere. Det er inspirerende at få faglige input – fx som oplægget i dag om de retslige rammer i forhold til magtanvendelse, som vi hører ind under. Det afspejler også, at den lovgivning, vi har, ikke svarer til de børn, vi har - med de vanskeligheder, mange børn har i dag.

Hvordan kan Socialpædagogerne støtte dig i dit arbejde som familieplejer?

– Vi skal have ordentlige arbejdsvilkår. Vi vil behandles ordentligt. Vi skal opleve, at vi hører til et sted og ikke befinder os i et ingenmandsland som i dag, hvor vi ikke har nogen rettigheder. Mange af os oplever at have en trussel hængende over hovedet. Hvis vi ikke makker ret, så risikerer vi at miste barnet. Fx hvis man bliver sygemeldt i en periode, så er man i risiko for, at barnet bliver flyttet, og det er en meget utryg og svær situation at stå i.

 

 

Bliv medlem