Frivillige skal inddrages og inspireres fagligt

Hun var egentlig glad for at være familiebehandler i Bornholms Regionskommune, pædagoguddannede Ingrid Funch Jørgensen. Men efter 12 år på samme arbejdsplads og nyerhvervede lederkurser i rygsækken, opfordrede en kollega hende til at søge den opslåede stilling som leder af Bornholms eneste kvindekrisecenter.

Fire år senere er Ingrid Funch Jørgensen stadig den glade og visionære leder af den store, hvide patriciervilla i den nordlige del af Rønne. Stedet, hvor bornholmske kvinder med vold i nær relation kan søge hjælp, tryghed og redskaber til at rejse sig igen.

Kvindekrisecenter Bornholm blev grundlagt i 1991 af en gruppe frivillige, der så at behovet var der, og det er stadigvæk samme forening, der står bag i dag. I opstartstiden med vigtig støtte fra den kvindelige byrådspolitiker Annebeth Runge Gjesing og Amtsborgmester Jens Brandt.

I dag betaler Bornholms Regionskommune for drift, lønninger og udgifter til frivillige. Stedet har døgnåbent og døgnbemanding, og uden for normale åbningstider, i weekender og på helligdage har de mange frivillige oftest vagter. Ja, faktisk kunne stedet ikke løbe rundt og eksistere uden sine 60 frivillige, fortæller Ingrid Funch Jørgensen.

– Af ansatte er vi kun fire - jeg, to socialfaglige medarbejdere på hhv. 32 og 34 timer, en kontormedarbejder og en rengøringshjælp. Så de frivillige har en virkelig stor betydning for, at jeg som leder kan få dette sted til at løbe forsvarligt rundt. Derfor er jeg naturligvis utrolig bevidst om at give dem alt, hvad jeg kan, for efter klokken 18.30 om aftenen til klokken 7.00 om morgenen er stedet styret af frivillige, så vi er meget afhængige af deres indsats, forklarer hun.

Balancen mellem faglighed og frivillighed kan godt bevares, selvom der fyldes fagligt på de interesserede og engagerede frivillige. De ved nøjagtig hvor grænsen går for, hvad de skal stå med selv – og hvad de skal lade os uddannede og ansatte tage os af. Er de I tvivl, spørger de. Altid, forklarer Ingrid Funch Jørgensen.

Ansvar fordrer engagement

Ingrid Funch Jørgensen tror på, at hun som leder kan fastholde og inspirere de frivillige til at tage ansvar og involvere sig i arbejdet på Kvindekrisecentret ved netop at give dem ansvar, medbestemmelse og faglig input i form af temadage og sparring, så de ikke kun gør noget for kvinderne, der flytter ind i huset – men også lærer noget, de kan bruge i deres private liv, samt bliver en del af nogle rammer, der også kan give dem noget socialt.

– Vores frivillige er selvfølgelig kvinder, men det er kvinder, der har lyst, hjerte og overskud til at gøre en forskel for andre. De binder sig for to vagter om måneden af 6-8 timer samt et gruppemøde, idet alle frivillige har deres egen gruppe, hvor de kan sparre og vende gode og hårde oplevelser. Kollegial supervision, kan du kalde det.

Når man starter som ny frivillig på Kvindekrisecentret i Rønne, gør Ingrid Funch Jørgensen og de øvrige ansatte meget ud af at fortælle, hvad det er for et sted. For ud over at den frivillige skal være på plads i sit eget liv, så skal man også kunne efterleve husets værdigrundlag, der er udarbejdet af ansatte og frivillige i fællesskab.

– Sidste år lavede vi ansatte og vores frivillige en ’brand book’ over vores fælles værdier, hvad vi står for og dykkede helt ned i materien på, hvad vi er for et sted. Her blev de frivillige inddraget meget – for det er i min optik vigtigt, at de også føler ejerskab over stedet, og samtidig giver det mig et klart billede af, hvem de frivillige er, og hvad de står for. At de er med til at bestemme, hvordan her ser ud, hvilke uddannelsesmæssige tiltag vi skal iværksætte osv. På lørdag skal vi således have en temadag om traumatisering og mentalisering hos kvinder og børn og senere på året om anerkendende tilgang og empowerment, forklarer Ingrid Funch Jørgensen.

De frivillige kan noget andet end vi faglige og fastansatte
Hun oplever, at de frivillige næres af at lære og blive inddraget, hvorfor hun som leder sammen med de fastansatte gør alt for at imødekomme netop det.

– Jeg forsøger at lære de frivillige, hvad det er, vi skal holde øje med, hvordan vi lever os ind i kvinderne i husets liv – uden at tage for meget med hjem eller over-involvere os. Alle frivillige får derfor ved opstart en bog, hvori alle oplysninger om det at være frivillig, er samlet. Fra sikkerhed, til husregler, samt retningslinjer for, hvad der er den frivilliges opgave, og hvad der ikke er. Det er noget, der tiltaler dem, for jeg oplever nu også yngre generationer, der involverer sig. Det er godt for vores beboere, for så kan de tale med forskellige typer kvinder, der byder ind med al deres forskellighed.

For Ingrid Funch Jørgensen har det været vigtigt at skabe trivsel i et hus med mange følelser – ved at være klar på, hvad opgaven og målet er. Og det giver mening for både hende selv og de frivillige, mener hun.

– Min ledelsesopgave er også at sikre, at de frivillige ikke tager mere med sig hjem, end de skal, for problematikkerne her kan fylde meget. Derfor kan alle altid ringe til mig døgnet rundt – og alle har altid et stående tilbud om de-briefing og evt. ekstern supervision. For jeg er sikker på, at vores kvindelige beboere her taler med de frivillige om ting, de ikke taler med os om – i første omgang. De frivillige underretter selvfølgelig mig, hvis der er det mindste alarmerende. Men de frivillige kan bidrage med noget andet, end vi faglige og ansatte kan. En medmenneskelighed, en omsorg og lyttende ører måske, som kvinderne, der søger tilflugt her, i hvert tilfælde har brug for.

Anerkendelse og sammenhold
Ingrid Funch Jørgensen sørger for at skaffe lækre julegaver til de frivillige, og de får også penge til både julefrokost og sommerfest. Er man syg eller har jubilæum, modtager man også en buket. Dén slags taknemmelighed går Ingrid Funch Jørgensen meget op i at udvise. De fortjener al anerkendelse, mener hun.

– Deres ’løn’ er jo deres sammenhold, så jeg gør, hvad jeg kan for at støtte op om dette. Snart har vi haveweekend, hvor vi arbejder og hygger i haven, griller pølser osv. Så dette sted er ikke bare et sted, de arbejder – det er et sted, hvor vi alle er og kommer og gør en forskel.