Gå til indhold

Dilemmaer

Test dig selv: Hvad ville du gøre?

Når Jane Gejl, socialpædagog og formand for forbundets Etiske Udvalg, underviser pædagogstuderende, stiller hun dem over for en række situationer, hvor loven og den pædagogiske virkelighed kolliderer

12. marts 2018

Artikel
Blad_vignet_dilemma.jpg (1)

Forfatter: Lea Holtze

Her er tre af de eksempler, hun bruger. Test dig selv med de samme hverdagsdilemmaer – hvad ville du og dine kolleger gøre?

Nils vil af sted

Nils bor på et bosted sammen med Søren og Bjarne. Nils vil gerne med Søren og Bjarne ud at se fodbold på stadion. Han spørger dig derfor, om han må tage med.

Nils har svært ved at finde rundt, når han er et nyt sted som fx på stadion, og hans talesprog er svært for andre at forstå. Bjarne og Søren har tænkt sig at drikke øl til fodboldkampen. De vil gerne have Nils med, men kan nemt komme til at glemme ham. I virkeligheden er det også mest Søren, der gerne vil have Nils med, mens Bjarne er mindre vild med ideen.

Du er i tvivl, om Nils er i trygge hænder, men ifølge serviceloven må du ikke nægte ham at tage af sted. Hvad gør du?

Hans nægter at få hjælp

Hans på 45 år bor alene i en lejlighed. Lejligheden er fyldt op med bunker af pizzabakker, cykler, tøj og affald, og køkkenet er – bortset fra køleskabet – helt ufremkommeligt.

Hans har skiftet hjemmevejleder mange gange, for når de stiller krav til ham, smider han dem ud. Lige nu er du Hans’ hjemmevejleder og kommer en time hver uge. Du har brugt tid på at opbygge en relation til Hans, og han er tilsyneladende glad for dig – han er ensom og vil gerne tale om sine interesser.

Din opgave er at få ham til at acceptere at lukke et rengøringsselskab ind, så de kan rydde op og gøre rent. Men fire-fem måneder er gået, og Hans er stadig ikke indforstået, selvom du er gået ind på betænkningstid mere end en gang.

Du taler med Hans om, at han skammer sig over sit hjem, at han gerne ville, at det var anderledes, og at det alligevel er svært og angstprovokerende for ham at gøre noget ved det. Men du er kørt fast og overvejer dine muligheder for at hjælpe Hans. Hvad gør du?

Toves mani tager overhånd

I et bofællesskab for mennesker med autisme bor Tove. Tove har en mani med mælkekartoner, ketchupflasker og andet konserves, som hun vil have fat i og gemme under sin madras. Det kan personalet forhindre i dagtimerne ved hjælp af beskæftigelse og pædagogisk indsats. Om natten bliver køkkenet i stedet låst af.

Som afdelingsleder kommer du på kursus i reglerne om magtanvendelser. Her bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om den aflåste køkkendør er i strid med loven. Du rådfører dig med en jurist i kommunen, som konstaterer, at det er forbudt at låse køkkendøren og dermed begrænse borgerne i deres hjem, så længe de ikke er til fare for sig selv.

Herefter tager Toves mani over. Hun er rituelt dørsøgende og finder hurtigt ud af, at der er adgang til køkkenet. Hun kan ikke længere falde til ro om natten og får ikke den søvn, hun behøver, men søger i stedet konstant ud i køkkenet for at finde ting, hun kan gemme. Nattevagterne evner ikke at få Tove til at falde til ro. Hvad gør du?

Etisk udvalg

Socialpædagogernes etiske udvalg behandler både konkrete og mere generelle sager af etisk karakter. Udvalget diskuterer de etiske værdier og socialpædagogiske konsekvenser, når fx en ny metode eller praksis vinder frem. Formålet er at inspirere til en konstant etisk dialog – og etisk udvalg kommer gerne på arbejdspladsbesøg og holder oplæg om en konkret sag eller et mere generelt emne. Udvalget står også bag ‘Etisk værdigrundlag for socialpædagoger’.

Læs om udvalget og det etiske værdigrundlag

Bliv medlem