Gå til indhold

OK-2018

Få overblik på tre minutter

Hvordan er vi endt i storkonflikt? Og hvorfor er en lønstigning på 6,7 pct. ikke nok? Brug tre minutter på at se en video, hvor Socialpædagogernes formand Benny Andersen svarer på spørgsmål om den potentielle konflikt på det offentlige område

21. marts 2018

Artikel
OK-puslespil_1128x600.jpg

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

For at se denne video skal du give tilladelse til de nødvendige cookies.
Giv tilladelse her

I ovenstående video svarer Benny Andersen bl.a. på spørgsmålet om, hvordan forbundet er havnet i den aktuelle situation: Socialpædagogerne har varslet strejke for 2.750 medlemmer, de øvrige forbund har varslet strejke for, hvad der svarer til 10 pct. af medlemmerne - og arbejdsgiverne har svaret igen med en omfattende lockout af 440.000 offentligt ansatte.

Her lyder svaret fra Benny Andersen:

– Vi er havnet her, fordi vi grundlæggende ikke er enige om, at den offentlige sektor skal have den samme lønudvikling som på det private område. Det betyder konkret, at arbejdsgiverne definerer den offentlige sektor som et sekunda arbejdsmarked.

Hvorfor er 6,7 pct. ikke nok?

På spørgsmålet om, hvorfor en lønstigning på 6,7 pct. ikke er nok, lyder forbundsformandens svar:

– Af to årsager er det ikke nok. Den ene er, at de 6,7 pct. er en samlet ramme, som vi har fået tilbudt. Og der skal man jo regne nogle ting fra - altså penge, der skal bruges til nogle andre ting. Så det, der er tilbage til lønnen, det vil ikke sikre en reallønsfremgang. Den anden årsag er, at vi vil have en lønudvikling, der er parallel med det private arbejdsmarked. Og der må man bare sige, at lønskøn fra Det Økonomiske Råd, fra Indenrigsministeriet og andre - ja de ligger altså noget over 6,7 pct. Derfor er det ikke nok.

Hvad så med borgerne?

Tredje spørgsmål lyder: En konflikt rammer borgerne. Hvordan kan du forsvare det?

– Det er et dilemma, og jeg ved jo godt, at det kommer til at gå ud over nogle uskyldige mennesker og deres hverdag. Men hvis vi ikke sætter foden i nu, så er jeg bange for, at der om ti år ikke er ret mange, som har lyst til at være socialpædagoger. Og hvis der ikke er nogen, som har lyst til at være socialpædagoger, så vil det jo også få konsekvenser for de mennesker, vi arbejder for og med i dag. For så vil der ikke være den nødvendige faglighed, der vil ikke være de nødvendige kompetencer, som kan støtte dem i deres hverdag og give dem de livsmuligheder, som de fortjener.

Findes er en løsning for alle?

– Endelig bliver Benny Andersen spurgt om, hvad forbundet gør for at finde en løsning for alle?

Jeg ønsker af hele mit hjerte, at vi lander en aftale og undgår konflikten. Jeg tror, det er nødvendigt, at vi kommer til at tale om løn også i forligsinstitutionen, men det er ikke sket endnu. Derfor har vi også sendt det klare signal til forligskvinden, at det vil vi rigtig gerne. Vi er indkaldt til møde i forligsinstitutionen snart, og der er jeg ret sikker på, at vi netop kommer til at tale om lønspørgsmål og om lønnens størrelse. Det håber jeg kan være det, der skal til for at bryde isen - det der skal til for at vi kommer i forhandlinger og frem til en aftale, der forhåbentlig betyder, at konflikten ikke bliver til noget.

 

 

 

 

Bliv medlem