Det er ikke loven, den er gal med

Peter har en fodvorte, men nægter at få smurt creme på den. Johanne insisterer på at have sin storblomstrede kjole på, selvom det er januar måned. Svend bliver udadreagerende af at have fået sin aktivitetstavle ind på værelset. Og Mads spiser tre portioner lasagne til aftensmad, selvom hans BMI for længst har passeret 30.

Dilemmaerne på socialpædagogiske arbejdspladser kan være mange. Men hvornår må du gribe ind? Og i så fald hvordan? Det stiller diverse paragraffer i serviceloven, forvaltningsloven, sundhedsloven og persondataloven tydelige rammer for. Holder du dig inden for dem, kan du måske opleve, at det forringer din mulighed for at yde omsorg. Men overskrider du dem, bryder du loven.

– Vi lever i en tid, hvor man må finde løsninger inden for det koncept, lyder den kontante udmelding fra juraprofessor ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher.

– I mange år blev udsatte ikke respekteret som de mennesker, de var, med samme rettigheder som alle andre. Jeg tror ærligt talt ikke folk begræder, at man ikke kan spærre mennesker inde i en dårekiste længere, siger hun.

Pligt til at være indespærret

Kirsten Ketscher henviser til historiebøgerne, hvor man kan bladre tilbage til dystre kapitler om, hvordan mennesker med handicap blev anset som en trussel for samfundet, og derfor blev samlet på forbedringsanstalter, hvor de skulle udføre tvangsarbejde. I løbet af 1800-tallet blev der bygget fattighuse og store, statslige centralinstitutioner for sindslidende og udviklingshæmmede – de havde ret til forsørgelse, men pligt til at være indespærret. Og hverdagen var præget af regler og uden megen kontakt til det øvrige samfund.

I 1929 vedtog et politisk flertal i Folketinget – som det første land i verden – en forsøgslov om kastration og sterilisation af ’åndssvage’ og ’sindssyge’. Man ville begrænse deres antal, da man mente, de både var dyre for samfundet og mere usædelige end resten af befolkningen. Få år senere blev loven udvidet til også at gælde bl.a. fattige, drikfældige, hjemløse.

Alle er lige meget værd

Først efter Anden Verdenskrigs rædsler blev der udsigt til mere menneskelige forhold. Først og fremmest med Grundlovens § 71 om den personlige friheds ukrænkelighed i 1953.

– Siden er frihedsbegrebet blevet udvidet mere og mere til, at vi i dag ser ethvert menneske som lige værd. Det menneskesyn er trængt ind på mange områder af lovgivningen, siger Kirsten Ketscher.

I 1959 kom loven om åndssvageforsorgen som betød, at man oprettede Statens Åndssvageforsorg under Socialministeriet, som forsorgschef N.E. Bank-Mikkelsen blev leder af. Han gik i front for tanken om normalisering af tilværelsen for mennesker med udviklingshæmning og arbejdede for at give dem ligeværdighed og rettigheder i samfundet.

I kølvandet fulgte først civile rettigheder og dernæst politiske og sociale rettigheder. Desuden blev centralinstitutionerne afviklet.

Det gav samtidig pædagoger en ny rolle – fra at være eksperter, der tog over fra læger og sygeplejersker og traf beslutninger på borgernes vegne, til at de skulle støtte og hjælpe borgerne med at træffe egne valg. Det fortæller Niels Rosendal Jensen, der er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, og som bl.a. beskæftiger sig med socialhistorie og socialpædagogikkens grundlag.

– Fra da af bliver relationsdannelse og dialog pludselig vigtigt. For nu handler det om at forstå, hvad borgeren vil, siger han.

Nej tak til hjælp

I 1998 bliver institutionsbegrebet på voksenområdet – med Lov om social service – desuden opløst, og mennesker med handicap får nu deres egen bolig, som derved både er deres hjem og de ansattes arbejdsplads. Serviceloven understreger desuden, at man skal yde den sociale indsats efter en konkret og individuel vurdering i samarbejde med borgeren, uanset handicap, og at vedkommende har ret til at sige ja og nej til hjælp. Desuden kommer der fokus på at udvikle borgerens ressourcer.

Og endelig tiltræder Danmark i 2009 FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, som har til formål at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at mennesker med handicap har de samme menneskerettigheder og frihedsrettigheder som alle andre.

Med hele den udvikling følger en ny virkelighed for landets socialpædagoger, understreger Niels Rosendal Jensen.

– Spørgsmålet er, hvordan man sikrer den totale tryghed for borgeren samtidig med, at borgeren har ret til den totale frihed? Den gordiske knude skal de sagesløse professionelle løse, og det kan være rigtig vanskeligt. Lovgivningen kalder på superpædagogernes handlinger. Men virkeligheden er, at man skal finde frem til pragmatiske metoder, der dur, siger han.

En steril pædagogik

Grundlæggende deler Niels Rosendal Jensen opfattelsen af, at fx magtanvendelser over for udsatte mennesker er udtryk for afmagt. Men han mener samtidig, at der er grænser for, hvad man kan lovgive sig ud af.

– Jeg er enig i, at låste døre på et bosted er en falliterklæring. Men det må være op til de professionelle at vurdere, hvad den rigtige løsning er, og nogle gange er det at låse døren, siger han og fortsætter:

– Det er klart, at vi gerne vil sikre ens tilbud for alle, og at ingen falder igennem. Men lovgivning kan også lægge sig som en tung dyne over pædagogikken, så den enkelte socialpædagog må udelukke handlemuligheder og ikke tør tage chancer, når de skal ud af en rutine med en borger – af skræk for at træde uden for dydens smalle sti. Det giver en meget steril pædagogik. Og det efterlader socialpædagoger frustrerede og med følelsen af at blive undervurderet og latterliggjort, når man overlader så mange beslutninger til Christiansborg.

De ved bedst selv

Kirsten Ketscher er imidlertid helt uenig i, at man i højere grad skulle lade de gode viljer råde frem for at have nagelfast lovgivning. Den tid, hvor samfundets svageste var under andres bestemmelse og gode vilje, er forbi, mener hun.

– Når jeg kommer i nærheden af de gode viljer, spænder jeg hanen på min pistol. Udgangspunktet for lovgivningen er jo, at mennesker selv ved, hvad der er til deres eget bedste. Og når de ikke ved det, må vi som samfund lave nogle ordninger, der i videst muligt omgang forsøger at forstå, hvad den pågældende vil. Desuden sikrer lovgivningen jo de ansattes retsstilling – hvordan skulle de ellers kunne beskytte sig selv, spørger hun.

Spørgsmålet er da, hvordan socialpædagoger kan få loven til at harmonere bedre med virkeligheden. Svaret er ordentlige arbejdsvilkår, mener Kirsten Ketscher.

– Det kræver tid og tilstrækkeligt uddannet personale at opfylde loven, siger hun.

Rammerne er problemet

Det argument bakker Kathrine Hammerich op om. Hun er lektor ved pædagoguddannelsen på Campus Carlsberg i København og underviser bl.a. fremtidens socialpædagoger i social- og forvaltningsret. For hende at se er rettighederne for mennesker med udviklingshæmning og andre udsatte udtryk for et humanistisk menneskesyn. Det er de rammer og vilkår, man som samfund stiller op, der afgør, om det er muligt at efterleve loven.

– Jeg er helt med på, at selvbestemmelse er besværligt, men det er en fundamental ret. Hvis man ser isoleret på lovgivningen og synes, det er besværligt eller umuligt at skulle bruge så meget tid på at forvalte den, så er det nok et udtryk for, at man ikke har tiden. For som socialpædagog vil man jo hellere end gerne bruge den tid, det kræver at forklare Johanne betydningen af at have varmt tøj på, siger hun.

Kathrine Hammerich peger på, at større institutioner, der øger afstanden mellem leder og ansatte, brugen af uuddannet personale og manglende information om stadig mere lovgivning på området gør, at det opleves, som om lovgivningen spænder ben for det pædagogiske arbejde.

– Jeg ville være bekymret for, at man slækkede på loven. Jeg mener først og fremmest, at vi skal anerkende, at det tager tid at håndtere alle de dilemmaer, man dagligt støder på som socialpædagog. Derfor skal vi pege på rammer, vilkår, normeringer, mængden af uuddannet personale og institutionernes størrelser – det er der, problemerne opstår, siger hun.

Ledelsens ansvar

Hos Socialt Lederforum, der er en landsdækkende interesseorganisation for lederne af tilbud inden for handicap- og psykiatriområdet, oplever man, at der er kommet et øget fokus på den enkeltes frihed.

– Det ser vi bl.a. med de nye tilsyn på området. Der har måske tidligere været noget pragmatik omkring loven, som bliver tydeligt nu. Når det så er sagt, er det min klare overbevisning, at man ikke låser dørene på bosteder for at låse folk inde, men fordi man har ønsket at beskytte beboerne mod, hvad der var derude, siger organisationens direktør, Bo Mollerup.

For ham at se strider tendensen til at gøre tingene mere kollektive – bl.a. med større institutioner – netop imod frihedsbegrebet. Og her er det ledernes ansvar at råbe op, mener han.

– I den optimale verden kunne socialpædagogen følge en borger tættere, så man ikke behøvede at låse døren. Her er det ledernes opgave at slå i bordet og sørge for, at der er ressourcer nok til at udføre det pædagogiske arbejde på en ordentlig måde, siger han.