Socialpædagogik åbner døre

Debatten har rullet ivrigt, siden en pårørende til en udviklingshæmmet ung mand i december måned lagde et hjerteskærende opslag på Facebook. Hun beskrev, hvordan det er som pårørende at skulle være utryg og bekymret for, om der bliver passet tilstrækkeligt på ens familiemedlem. For hende var det utrygheden ved ulåste døre og risikoen for, at hendes bror stikker af fra det beskyttede område og kommer til skade. 

Jeg forstår hende godt! De fleste mennesker låser døren til deres hjem, når de går i seng. Vi låser også hoveddøren, når vi har små børn, der løber omkring. Det er en simpel beslutning. Den er bare knap så simpel, når det drejer sig om mennesker med udviklingshæmning. Og min påstand er, at hvis der var nok faglighed og ressourcer omkring mennesker med handicap, så ville vi undgå at skulle låse folk inde. 

Det aktuelle opslag fra Facebook sætter fokus på de dilemmaer, vi arbejder med, når vi går på job. For hvor går grænsen mellem personlig frihed og omsorg for et menneske, der måske ikke er i stand til at overskue konsekvensen af fx at gå ud ad døren? 

Jeg har læst mange af jeres kommentarer, efter at jeg var ude og kommentere sagen på bl.a. TV2 News, og jeg kan se, at I også synes, at den grænsedragning kan være svær. Men jeg vil gerne slå én ting fast, og det er, at man aldrig skal låse mennesker inde, fordi de har et handicap. At låse døren skal være noget, der sker i yderste konsekvens, hvis der er perioder, hvor de er til fare for sig selv eller andre. Men det må aldrig være en løsning, der står alene. Det skal være ud fra en faglig vurdering, og man skal have nøje afdækket, hvorfor behovet opstår. 

Og det er jo netop det, vi skal som socialpædagoger. Vi skal se på, om der er andre elementer eller ressourcer i menneskets liv, der kan erstatte behovet for fx at gå ud om natten. Præcis derfor er det så vigtigt med faglighed omkring mennesker med udviklingshæmning. Og præcis derfor er socialpædagoger vigtige.

Vi skal sikre deres personlige frihed, tryghed og værdighed. Vi har omsorgspligt – og det kan nogle gange betyde, at vi i perioder må låse døren eller sætte alarmer på. Men vores udgangspunkt er altid, at socialpædagogik skal åbne døre – for mennesker og for deres livsmuligheder.