Vi er noget ved musikken

På Skovtofte Social-pædagogiske Seminarium, hvor jeg tog min uddannelse i 1995-99, var de æstetiske fag, musik, drama og naturfag, kulturbærende. Vi talte om ’Skovtofteånden’, som den særlige kraft, der virkede i os og virkede så stærkt, at den havde en transformerende effekt på mange af os. Kulturen og forankringen i de æstetiske fag gav en stærk faglig identitetsfølelse - og i mit eget tilfælde en retning og en energi, der stadig driver mig til at skabe nye musiske projekter.

Men vi snakker om følelser og stemninger og om noget subjektivt oplevet, og det er ikke så nemt at redegøre for. Eller det vil sige: Det var nemt at redegøre for, da jeg gik på seminariet, fordi det var indlysende livskvalitetsskabende, når man via denne særlige energi smittede de borgere, man var sat i verden for at støtte.

En betydelig del af pædagogfagets musikkulturelle arvegods stammer fra kulturradikalismens oprør mod det antiautoritære og det snæversyn og de fordomme, der dengang prægede musikarbejdet i de pædagogiske institutioner. Med kulturradikalismen opstod tanken om det frie menneske, og den har haft en gennemgribende betydning for vores faglige selvforståelse og i samfundets forståelse af pædagoger som faggruppe.

Tag fx pædagog Lotte Kærså og seminarielærer Poul Kjøller, som begge optrådte i børneprogrammer i 70’erne. De var begge formidlere af den kulturradikale ide og samtidig stærke eksponenter for pædagogernes musikfaglige identitet i deres samtid.

Det var dog ikke kun på børn og unge-området, at de fik betydning. Inspiration fra deres arbejde har i høj grad fundet vej til voksenhandicapområdet – det er jeg selv et eksempel på.

En overset succes
Men selv om vores faggruppe har skabt et fagligt domæne i det musiske arbejde fx på de socialpædagogiske tilbud, har det kun i ringe grad haft politisk og samfundsmæssig bevågenhed. Hvem ved fx, at der er mange hundrede bands med udviklingshæmmede i Danmark? Og hvem tænker over, at disse er et resultat af et musisk-pædagogisk arbejde, der startede, da åndssvageforsorgen blev nedlagt i 1980, og handicapområdet blev socialfagligt?

Tag fx Sølundfestivalen. Når jeg er der, gribes jeg af en højtidelig form for stolthed over, at vi i vores land – med os socialpædagoger i de forreste rækker – har skabt så fantastiske resultater, som disse musikgrupper og -arrangementer er udtryk for.

Men samtidig får jeg en følelse af afmagt over den ringe opmærksomhed, værdien af resultaterne tildeles politisk. Hvorfor formår vi ikke at tale området op?

Måske er det sådan, som hjerneforsker Kjeld Fredens formulerer det, at bogholderen har trynet kunstneren i uddannelsessystemet: Man prioriterer den rationelle venstre hjernehalvdels evne til at skabe reproducerbar viden, mens højre hjernehalvdels evne til at forandre og få ideer nedprioriteres.

Tilpasses den enkelte
At kravet om øget brug af evidensbaseret viden bliver mødt med en akademisering af vores fag, er der ikke noget mærkeligt i. Vi er nødt til at tilpasse os for at overleve som fag.

Videnskabsteoretisk har vores faggruppe typisk fokus på det kvalitative, hvor vi med udgangspunkt i en dybere forståelse af individet må bruge indføling og empati, når vi tilpasser og justerer metode og teori, samtidig med at vi forholder os etisk til vores praksis. Kvalitet frem for kvantitet.

Sådan er det også, når jeg bruger musik i min egen pædagogiske praksis: Min oplevelse er, at hvis man skal lykkes, så skal man tilpasse interventionen og være meget opmærksom i det interpersonelle samspil. Den samme sang virker simpelthen forskelligt på forskellige borgere. Og sådan er det jo, når man skal arbejde pædagogisk med inklusion – man må tilpasse til den enkelte.

Men denne tilgang giver selvsagt udfordringer for et bogholdersystem, der efterspørger reproducerbar og generaliserbar viden. Og det øger risikoen for en diskvalificering af det musiske og kulturelle område, hvis der ikke er det rette forskningsmæssige belæg for det.

Mere end vores handlinger
Men fordi vi konstant tilpasser og ændrer teori og metode, bliver det svært at begribe begrebet socialpædagog, hvis man skal definere os ud fra, hvad vi gør. Det kan derfor hjælpe på forståelsen, både for os selv og andre, når vi husker det kulturelle stof, vi er rundet af, og tager det med i fortællingen. Vi er jo mere end ’kun’ vores handlinger.

Jeg håber derfor, at nye socialpædagoger inddrages i en faglig fortælling, de har lyst til at spejle sig i – noget, der ikke ændrer sig hele tiden. Præcis som mine studiefæller og jeg selv havde glæde af via kulturfagene, da vi tog vores uddannelse.

Vores faglige identitet kan ikke kun være bundet op på tidens fremmeste forskning og evalueringer. Det er simpelthen for spinkelt, og det er ikke nok at komme med, når man skal etablere en relation til et andet menneske.

Det handler, skal jeg lige understrege, ikke om, at vi pædagoger skal være musikere. Vi bruger musikken som fælles tredje og som middel til at fremme pædagogiske mål. Og det er vigtigt at pege på, at vores faggruppe har oparbejdet værdifuld praksisviden i feltet pædagogik og musik, fordi vi i høj grad har været udøvende og skabende i tilbuddene bl.a. til mennesker med kommunikative, kognitive og sociale funktionsnedsættelser.

Bring det med videre
Den viden er vigtig at bringe med os videre – ikke mindst når vi bevæger os ind på nye arbejdsområder, hvor pædagogikken ikke er en selvfølgelig faglighed.

Tag fx demens- og ældreområdet, som tegner sig som et stort fremtidigt arbejdsområde for os socialpædagoger. Her vil vi som socialfaglige i et sundhedsfagligt system være som en lillebror i en sammenbragt familie. Vi er de nye på området, og vores rolle er ikke forankret i traditioner og måden, tingene gøres på.

I den situation kan det være svært at stå fast på sin egen faglige identitet. Faren er, at vi tilpasser os den sundhedsfaglige tilgang så meget, at man ikke kan kende forskel på os som fagligheder. Det ville naturligvis være ærgerligt både for vores egne stolte traditioner, men ikke mindst for de mennesker, som har glæde af den socialfaglige tilgang. Derfor mener jeg, at vi skal revitalisere i stedet for at redefinere fagligheden – ganske enkelt, fordi vi allerede har udviklet det, der efterspørges:

Når man læser om forskning i musikkens rehabiliterende evner og ser på praksiseksempler, så er det påfaldende, at de metoder og tilgange, der giver den rehabiliterende effekt, i høj grad ligner dem, der allerede anvendes i de mange pædagogiske tilbud, hvor man bruger musikken.

Revitaliseringen går derfor ud på, at det socialpædagogiske fag – lige fra grunduddannelse til efteruddannelse – optager den nyeste forskning om musikkens rehabiliterende effekter og kobler den med de fagkulturelle traditioner. Som hvis Lotte Kærså og Poul Kjøller gjorde det, de plejede at gøre, og så argumenterede for deres praksis ud fra nyeste forskning.

En trædesten
Der er for tiden medvind til socialpædagoger på ældreområdet. Politisk ønskes der et samarbejde mellem det sundhedsfaglige og det socialfaglige område – man taler decideret om et paradigmeskifte. Og et større forskningsprojekt har fokus på, hvad der sker mellem demensramt og omsorgsgiver i musikterapeutisk sammenhæng med det udgangspunkt, at det ikke handler så meget om, hvad der bliver sagt, men mere om, hvordan det bliver sagt. Musikken er i denne forbindelse midlet til kommunikation - ikke målet. Den formodning vil de fleste socialpædagoger nok være enig i: Det handler om at opbygge en relation og arbejde ud fra et fælles tredje.

Således er der en ny evidensbaseret trædesten på vej for socialpædagoger og andre, der arbejder med musik på ældreområdet.

Vi skal naturligvis arbejde ud fra mange andre tilgange end den musiske og i respekt for det tværfaglige samarbejde. Men når det drejer sig om det musiske område, så ligger den efterspurgte tilgang altså forankret i vores fagidentitet.

Og vi skal bevare domænet og dermed en grundsten i vores faglighed ved at tilføre området den nye viden og ved igen at prioritere kulturfagene både på grunduddannelserne og på efteruddannelserne.

Lars Kongsø er socialpædagog og sidder i koordinationsgruppen for Fagligt Selskab for mennesker med kognitive og kommunikative funktionsnedsættelser