GF Midt og Vestjylland
OK18 var en øjenåbner
Vanskelige forhandlinger om nødberedskab satte fokus på den pressede personalesituation på de socialpædagogiske arbejdspladser, lød et af budskaberne på årets kredsgeneralforsamling i Kreds Midt og Vestjylland
2. oktober 2018
Forfatter: Carl Ancher Pedersen
Et fornuftigt resultat båret igennem af, at fagbevægelsen stod sammen om sloganet ’en løsning for alle’.
Sådan lød det fra kredsformand Peter Sandkvist, da han på Socialpædagogerne Midt- og Vestjyllands generalforsamling 26. september gjorde regnebrættet op efter forårets dramatiske overenskomstfornyelse, som længe balancerede på randen af en storkonflikt.
Men tiden frem til, at der blev nået et resultat, blev ifølge kredsformanden en øjenåbner. For her stod det pludselig klart, hvor presset økonomien og dermed udøvelsen af faget på de socialpædagogiske arbejdspladser er.
Har vores velfærdssamfund nået bunden for nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund?
Nødberedskab udfordrede
Cirka 10 pct. af kredsens medlemmer fordelt på fire kommuner og regionen var udtaget til konflikt. Efter reglerne skulle der af hensyn til borgernes liv og førlighed etableres nødberedskab på disse arbejdspladser.
– Det viste sig meget svært at forhandle nødberedskab på alle de udtagne arbejdspladser, og i to af kommunerne endte det med, at vi var nødt til at tilbagekalde vores strejkevarsel, da nødberedskabet var identisk med den daglige personalenormering, fortalte Peter Sandkvist og tilføjede:
– Det rejser spørgsmålet, om det socialpædagogiske område er organiseret, så vi kun opretholder det vigtigste, dvs. det livsvigtige og uopsættelige, jf. nødberedskabsformuleringen. Har vores velfærdssamfund nået bunden for nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund?
Hvad skaber værdi for medlemmerne?
I sin status over kredsens arbejde i det forløbne år tog Peter Sandkvist forskud på kongrestemaet ’Vi er Socialpædagogerne’, der handler om at afdække og følge op på, hvad der giver værdi for medlemmerne og fremmer engagementet i deres fagforening.
I Kreds Midt- og Vestjylland er vi overbevist om, at organisering, fastholdelse og tiltrækning af medlemmer er tæt forbundet med at være en gedigen fagforening
Inden forsamlingen blev bedt om at give deres bud og input til kongresdebatten, ridsede formanden en række indsatsområder og initiativer op, der efter kredsbestyrelsens opfattelse har bidraget til at give medlemskab af Socialpædagogerne værdi. Det er eksempelvis kompetente medarbejdere på kredskontoret, veluddannede og synlige tillidsrepræsentanter på arbejdspladserne samt øget fokus på den socialpædagogiske faglighed og arbejdsmiljøet, som fulgte at kongresbeslutningen om ’Socialpædagogerne i fremtiden.
– I Kreds Midt- og Vestjylland er vi overbevist om, at organisering, fastholdelse og tiltrækning af medlemmer er tæt forbundet med at være en gedigen fagforening. Samtidig skal vi have en solid værktøjskasse, der sikrer, at nuværende medlemmer ser værdi i deres medlemskab, og at kommende medlemmer ønsker at melde sig ind i fællesskabet, sluttede Peter Sandkvist.
Gode bud fra deltagerne
Efter yderligere information om kongrestemaet fra forbundets næstformand Verne Pedersen og kommunikationskonsulent Malene Dreyer fra forbundssekretariatet var det deltagernes tur til at lufte deres meninger om, hvad der gør Socialpædagogerne attraktiv som organisation, hvad der kan forbedres, og hvilke medlemstilbud der bør satses på. Blandt de mange idéer var:
- Faglig sparring og støtte fra en fagforening med indgående kendskab til faget og borgerne.
- Styrkelse af arbejdsmiljøindsatsen.
- Fokus på kontingentets størrelse. Fx kan der spares ved kun at udgive lokale medlemsblade.
- Kurser, seminarer og sociale arrangementer forbeholdt medlemmer af Socialpædagogerne, herunder flere lokale medlemsmøder.
- Større synlighed på arbejdspladserne og i medierne.
- Krisetelefon for stressramte.
- Mulighed for sundhedsforsikring som tilvalg.
- Et fagligt selskab for ledermedlemmer.
Nogle deltagere hæftede sig ved, at en del af de nævnte medlemstilbud allerede findes, men at de måske ikke er tydelige nok. Andre var inde på, at deltagerne i en kredsgeneralforsamling, der i forvejen er aktive og engagerede, måske ikke er de rette at spørge om, hvad Socialpædagogerne skal gøre for at skaffe øget opbakning.
– Spørg de almindelige medlemmer og ikke mindst de unge, lød det.
De mange gode bud fra medlemmerne vil indgå i det videre arbejde omkring kongressen.