Gå til indhold

Kongres 2018

Fire kandidater til forretningsudvalg

Socialpædagogernes forretningsudvalg bliver valgt på kongressen i november - og indtil videre er der fire kandidater til de fire poster. De er forbundets daglige politiske ledelse.

18. oktober 2018

Artikel
FUerne1128x600.jpg

Foto: Ricky John Molloy

Benny Andersen: Min drivkraft er socialpædagogers faglighed

Genopstiller som forbundsformand.

– For nylig besøgte jeg Mariagerfjord Gymnasium, der har ansat socialpædagog Charlotte Bilici Petersen til at støtte særligt sårbare unge. Jeg var på tomandshånd med en af dem og spurgte, hvad det betød for ham, at der var en socialpædagog. ’En socialpædagog,’ gentog han og stirrede mærkeligt på mig. ’Det kender jeg ikke noget til.’ ’Men Charlotte,’ sagde jeg, ’hvad betyder det for dig, at du har Charlotte?’ Også lyste hans ansigt helt op. Charlotte var guld værd. Blandt meget andet var det hendes skyld, at han for første gang i sit liv havde været med til en skolefest. Når jeg hører sådan en historie – og jeg kunne nævne 100 andre - tænker jeg: Hold da op for en faglighed, der kan gøre en forskel i andre menneskers liv! Og min drivkraft er at skabe bedre rammer og vilkår for at medlemmerne kan udfolde den faglighed og også anerkendes for den.

Fortæl om en oplevelse, der viser noget, du er stolt over:
– Da jeg satte min underskrift på overenskomst 2018 klokken fire om natten i Forligsinstitutionens historiske sal med de flotte gamle møbler, da var det stort. Da toppede det. Og det kunne kun lykkes takket være en kæmpe indsats fra alle vores tillidsrepræsentanter og medlemmer, der fx for første gang i deres liv havde stillet sig op i et vejkryds med en vest og demonstreret.

Hvad er dine mærkesager for næste kongresperiode?
– Medlemsprojektet ’Vi er socialpædagogerne’, ligeløn og et uddannelseskrav på socialpædagogiske arbejdspladser.

Marie Sonne: Jeg vil skabe rammer for værdige liv

Genopstiller som 1. forbundsnæstformand.

– Som ung var jeg medhjælper på Behandlingscentret i Næstved, der var en nyåbnet institution for mennesker med udviklingshæmning. Borgerne kom fra de store centralinstitutioner, og på centret gennemgik de en rivende udvikling. Bare sådan noget som selv at vælge sit pålæg var en kæmpe forandring. Selv skulle jeg i gang med en uddannelse og havde både søgt ind på politiskolen og teologistudiet, da min leder en dag sagde: ’Kom her Marie. Jeg har lige nogle papirer, du skal underskrive.’ Og så havde han udfyldt hele min ansøgning til Hindholm Socialpædagogiske Seminarium. Jeg skrev under og kom ind på alle tre uddannelser, så jeg kunne vælge mellem at blive præst, politi og pædagog. Og så tænkte jeg: ’Nu har vi startet en udvikling, der ikke må stoppes. Jeg vil være socialpædagog og skabe rammer for værdige liv.’

Fortæl om en oplevelse, der viser noget, du er stolt over:
– Jeg var alvorligt bekymret, da servicelovens voksenbestemmelser skulle revideres, for til at begynde med var der udsigt til store forringelser for mennesker med funktionsnedsættelser. Men det blev taget af bordet efter pres fra bl.a. Socialpædagogerne. I første omgang var der lagt op til pakkeløsninger, men det endte med, at der stadig skal tages udgangspunkt i den enkeltes livssituation og støttebehov.

Hvad er dine mærkesager for næste kongresperiode?
– Voksenhandicap og pædagoguddannelsen. To sager, der hænger tæt sammen, for vi kan kun tilgodese de udsatte borgere, hvis de kommende socialpædagoger får de nødvendige kvalifikationer og ordentlige arbejdsforhold.

Verne Pedersen: Vi skal stoppe social uretfærdighed

Genopstiller som 2. forbundsnæstformand.

– Troen på arbejdsfællesskabets styrke har jeg med mig hjemmefra takket være min mor, som var
ufaglært fabriksarbejderske og tillidsrepræsentant. Der er dog flere oplevelser, som har banet min vej til Socialpædagogerne. Jeg har som socialpædagog mødt mange udsatte børn, unge og familier og oplevet, hvordan god socialpædagogik kan gøre en forskel. De samme oplevelser har også givet mig indsigt i, hvor ulige og til tider uretfærdigt vores samfund kan være. Det har givet mig lyst til at udvikle og styrke socialpædagogikken gennem fagpolitisk arbejde samtidig med, at vi i Socialpædagogerne også har fokus på socialpolitikken.

Fortæl om en oplevelse, der viser noget, du er stolt over:
– Da jeg fik beskeden om, at regeringen vil give socialpsykiatrien et løft med Psykiatriplan II, rejste hårene sig faktisk på mine arme. Det har vi kæmpet så benhårdt for. Jeg ved godt, at psykiatriplanen ikke løser alt. Men når vi som organisation så tydeligt kan se vores aftryk og holdninger afspejlet i politiske aftaler og ny lovgivning, bliver jeg både stolt og glad.

Hvad er dine mærkesager for næste kongresperiode?
– Jeg glæder mig til at udvikle organisationen i tæt samspil med medlemmerne gennem projekt ’Vi er Socialpædagogerne’. Og så vil jeg fortsat have fokus på udsatte børn og unge, ledere og arbejdet med at formidle den socialpædagogiske faglighed. Der sker utroligt meget på socialområdet i disse år, og vi skal være vakse ved havelågen og deltage aktivt og til tider kritisk i denne udvikling.

Michael Madsen: Naturligt at søge indflydelse

Genopstiller som forbundskasserer

– Når du nu alligevel altid har en holdning, skal du så ikke også prøve at få indflydelse? Noget i den stil sagde mine kollegaer, da de for snart 30 år siden opfordrede mig til at blive tillidsrepræsentant. Nok fordi jeg havde gjort mig lidt bemærket på personalemøderne. Jeg sagde ja tak og blev valgt, selv om jeg både var ret nyuddannet og nyansat - og siden da har jeg været fagligt aktiv. Jeg ved ikke, om det ligefrem ligger i generne, men for mig er det i hvert fald naturligt at søge indflydelse og prøve at gøre en forskel.

Fortæl om en oplevelse, der viser noget, du er stolt over:
– Da jeg midt under OK18 gik ind ad døren til Odense Congress Center, gav det et gib i mig. ’Hold da op, vi er mange,’ tænkte jeg. Alle Socialpædagogernes tillidsrepræsentanter var inviteret til stormøde, og 600 var mødt op. Jeg kan ikke mindes, at vi har været så mange TR´er samlet i den tid, jeg har været med i Socialpædagogerne, og det var sådan lidt: Wow! Efterfølgende var der flere stormøder med de andre organisationer. Og vi fik jo også et rigtig godt resultat.

Hvad er dine mærkesager for næste kongresperiode?
– Som kasserer tænker jeg, at organiseringsindsatsen er meget vigtig. Vi er nødt til at blive flere medlemmer, så vi kan bevare et højt serviceniveau. A-kassen er også mit gebet, og her vil vi også gerne kunne yde en bedre service. Bl.a. vil vi undersøge om, vi kan komme med i den nye forsøgsordning, der gør det muligt, at A-kasserne påtager sig en større vejledningsopgave overfor de ledige.

Bliv medlem
Bliv medlem