Arbejdstid
Vi ender som daglejere og løsarbejdere
I flere af Socialpædagogernes kredse er deltid en stor udfordring. Bl.a. fordi det presser medlemmer til at tage flere job og gør det uattraktivt at være socialpædagog. Vi har spurgt to kredsformænd, hvad konsekvensen af de mange deltidsstillinger er
3. januar 2018
Forfatter: Kit Lindhardt
Jan Vium, formand, Kreds Midtsjælland
Oplever du problemer med deltidsarbejde i jeres kreds?
Det er et stort problem og har været det længe. For det første oplever vi, at mange er låst fast på deltid uden mulighed for at få flere timer, selvom de ønsker det. For det andet er det et ligestillingsproblem, fordi der er en stor overvægt af kvinder på deltid.
Vi oplever, at mange gerne vil have flere timer. Men når de spørger lederen, får de at vide, at det bliver ikke lige nu, for så kan tjenesteplanen ikke gå op. Der er jo en regel, der hedder, at deltidsansatte skal tilbydes at gå op i tid, hvis der er ledige timer. Men jeg kender ingen institutionsledere, der overholder den regel.
Vi har flere eksempler på, at institutionsledere i forbindelse med besparelser siger til medarbejderne, at vi kan undgå at fyre én af jer, hvis I alle sammen går tre timer ned i tid. Ingen af medarbejderne tør sige fra, for så er man bange for at være den, der ryger.
Hvor ser du udviklingen være på vej hen?
Jo mere institutionerne på især voksenhandicapområdet er pressede og bliver mere og mere vant til at bruge deltidsstillinger for at få enderne til at mødes, jo mere vil de gøre brug af dem. Snebolden ruller, og vi kan se, at der er flere på deltid nu end tidligere. Hvis det fortsætter sådan her, risikerer vi at få en daglejerkultur med ottetimers ansættelser, som allerede er vilkåret for en del unge FOA-medlemmer. Hvis vi ikke får stoppet snebolden, ender vi som løsarbejdere, der bliver nødt til at tage flere job for at få det til at løbe rundt.
Hvad skal der til for at vende tendensen?
Der skal et kæmpe paradigmeskift til. Deltidsansættelserne er et gammelt kulturelt fænomen, som det kræver en jernvilje fra kommunalbestyrelserne og institutionslederne at få ændret.
I regionerne har man sat sig for at nedbringe antallet af deltidsstillinger, og de er allerede rigtig godt på vej. Så kan det også lade sig gøre i kommunerne. Vi hører kun dårlige undskyldninger og ringe argumenter uden hold i virkeligheden for, at det ikke kan lade sig gøre at få flere på fuld tid.
Hanne Ellegaard, formand i Kreds Lillebælt
Hvad fortæller medlemmerne om at være ufrivilligt på deltid?
De fortæller generelt, at det er svært at have et deltidsarbejde, fordi det er vanskeligt at forsørge sig selv med en deltidsløn. De fortæller historier om, at der bliver slået nye deltidsstillinger op på deres arbejdsplads, selvom de ansatte, som er der i forvejen, ønsker flere timer. Svaret fra arbejdsgiveren er, at der er behov for flere hænder og fleksibel arbejdskraft for at få arbejdsdagen til at hænge sammen, og budgetterne tillader ikke flere fuldtidsstillinger.
Vi oplever også, at alle på en arbejdsplads kollektivt går ned i tid, så man ikke skal afskedige. Det er en solidarisering, jeg anerkender meget. Men det er jo en stakket frist. For der går ikke lang tid, før der skal spares og afskediges igen. Vi skal sikre, at alle har et eksistensgrundlag. Det gør vi ikke ved, at alle går ned i tid. Det gør vi ved, at arbejdsgiveren påtager sig at beslutte, hvem der ikke skal være der mere.
Hvilke konsekvenser er der ved at blive holdt på deltid?
Konsekvensen er, at man presses ud i at have dobbelt arbejde. Det ser vi på mange arbejdspladser. Vi har fx en arbejdsplads i Vejle Kommune, hvor der kun er 29 timer pr. stilling. Så bliver du presset til at tage et ledsagerjob eller være familieplejer ved siden af. Det kan forringe arbejdsmiljøet på arbejdspladsen, at en ansat kommer direkte fra et andet job, og det kan være uhensigtsmæssigt i forhold til det socialpædagogiske arbejde.
Jeg frygter også, at det bliver uattraktivt for unge mennesker at vælge det her fag, når det er så svært at få timer nok. Med de nye familiemønstre er det en forudsætning, at man kan forsørge sig selv.
Kan du se en løsning på problemet?
Vi skal være på pletten som fagforening. Vi skal hjælpe medlemmerne med at gå hele vejen, når de først har bedt om at komme op i tid, og vi skal bevidstgøre medlemmerne om, at de skal bakke op og holde fast. Det er meget fint, at fx Odense Kommune har lavet en fuldtidspolitik. Men hvis fagforeningerne og tillidsrepræsentanterne ude på arbejdspladserne ikke følger op, hiver den frem i lyset og presser på, så sker der ingenting.