Gå til indhold

videnscenter

Værdig ældrepleje rimer på socialpædagog

Hvordan sikrer vi, at ældre borgere får et værdigt og godt liv? Det skal et nyt nationalt videnscenter nu hjælpe med at finde gode svar på. Socialpædagogerne er med ved bordet

22. januar 2018

Artikel
ældre.jpg

Forfatter: Malene Dreyer

Foto: Colourbox

Det nye Videnscenter for en værdig ældrepleje skal de kommende år støtte kommunerne i at sikre borgerne en værdig ældrepleje, bl.a. ved hjælp af rådgivning, kompetenceudvikling og konkrete initiativer.

Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen, skal sidde med i videnscentrets råd.

– Når vi inviteres ind i rådet, vidner det om, at det socialfaglige perspektiv på ældreområdet anerkendes. Vi har et voksende antal medlemmer på ældreområdet i dag, som bidrager med den socialpædagogiske faglighed fx i forhold til borgere med demens. Socialpædagogikken er et supplement til den sundhedsfaglige del. Det er vigtigt, at de to fagligheder spiller sammen, siger Verne Pedersen.

Til videnscentret bliver der tilknyttet et rejsehold, som kommunerne kan trække på, når de sætter fokus på værdighed i ældreplejen. Rejseholdet skal tilbyde rådgivning og sparring fx om de udfordringer, som kommunen eller det enkelte plejehjem oplever.

Plejehjemmet er beboernes hjem
Rejseholdet kan også hjælpe med at sætte nye initiativer i gang. Det kan være metoder til at sikre, at der kommer færre forskellige hjælpere i borgerens hjem. Eller det kan være gode rammer for ældres måltider, initiativer, der skaber mere hjemlige rammer og hverdagsaktiviteter på plejehjem mv., så både beboere og pårørende i højere grad oplever stedet som et hjem.

–Socialpædagoger arbejder ofte i borgerens eget hjem og har viden om, hvordan man tilpasser indsatsen i respekt for det. Vi ved fx noget om, hvordan man inddrager pårørende, så det kan fungere godt, siger Verne Pedersen.

Videnscentret skal derudover løbende indsamle og udbrede viden om best practice og metoder til at sikre en værdig ældrepleje. Eksempelvis opsamle viden om satspuljeprojekter, viden og gode erfaringer på ældreområdet, som kan deles til hele landet.

Der er afsat i alt 60,2 millioner kroner til initiativet, som løber fra 2018 til 2021.

Bliv medlem
Bliv medlem