Gå til indhold

OK 2018

Så meget er din OK værd

For en gennemsnitlig socialpædagog er forskellen på at være dækket af en overenskomst eller ikke at være det næsten 90.000 kr. om året, viser ny beregning – og dertil kommer yderligere store gevinster for fx børnefamilier

6. september 2017

Artikel

Forfatter: Jens Nielsen

Nogle ting kan ikke gøres op i penge. Og nogle ting skal ikke gøres op i penge. Men der er også ting, der faktisk kan gøres op i penge, selvom det måske er sjældent, at der bliver sat kroner og øre på.

Tag fx overenskomsterne – rygraden i fagforeningsarbejdet og medlemskabet. De handler selvfølgelig også om andet end penge. Men det er faktisk muligt at opgøre den forskel, det gør, om man fx som socialpædagog er overenskomstdækket eller ej.

Og det er ikke småpenge. 

Den generelle del af de rettigheder og aftaler, der følger af overenskomsten, er for alle, der er omfattet af den, nemlig  næsten 90.000 kr. værd – eller mere præcist kan den opgøres til 88.862 kr. hvert år.

Det viser en ny beregning lavet af Socialpædagogerne, der sætter beløb på de forskellige elementer, overenskomsten består af. Beregningen viser med andre ord den konkrete økonomiske forskel på at være dækket af en overenskomst og ikke at være dækket.   

Oveni kommer de dele af overenskomsten, der gælder i forskellige situationer og faser i arbejdslivet og fx giver ret til fuld løn under barsel og tryghed ved afskedigelse. Disse dele af OK-aftalerne er endnu flere tusinde kroner værd for de overenskomstdækkede, hvis eller når de aftalte rettigheder bliver aktuelle for dem (se opgørelsen i tabellen).

Næsten 90.000 kr.

Men hvordan kan man overhovedet gøre tingene op i kroner og øre på den måde?

Kort fortalt er beregningerne lavet ud fra den løn og de vilkår, der gælder for en socialpædagog i en basisstilling ansat på den gældende døgn-overenskomst i kommunerne. Sådanne vilkår gælder for alle forbundets medlemmer på de døgndækkede områder i kommuner og regioner, og alt inklusive – dvs. nettoløn plus genetillæg, feriegodtgørelse og pensionsbidrag – er årsbruttolønnen for en socialpædagog på de vilkår på 425.065 kr.

De 88.862 kr. fremkommer ved at beregne værdien af fem rettigheder i overenskomsten: den arbejdsgiverbetalte pension, den særlige feriegodtgørelse, den 6. ferieuge, frihed juleaftensdag fra kl. 6, samt den betalte frokostpause.

Er man ikke dækket af en overenskomst, har man hverken ret til arbejdsgiverbetalt pension, ekstra feriegodtgørelse, ferie ud over fem uger, fridag juleaften fra kl. 6 og heller ikke til betalt frokostpause.

Jamen, vil mange nok sige, som socialpædagog arbejder man da for det allermeste i sin frokostpause – typisk ved at spise sammen med borgerne – og i det tilfælde er der heller ikke tale om betalt frokostpause. Lige præcis det tal, skal altså ses som det maksimale beløb, rettigheden er værd. 

Flere store gevinster

Men ud over de generelle regler giver overenskomsterne en række økonomisk meget håndgribelige fordele for socialpædagoger i forskellige faser af livet. Tag fx børnefamilierne:

Overenskomsten sikrer ret til fuld løn ved barnets første og anden sygedag – det svarer til 3.741 kr. for hver to dage. Og den giver ret til to omsorgsdage for børn under syv år – og de er ligeledes 3.741 kr. værd. Skulle dit barn blive indlagt på hospitalet, har du yderligere fem dages frihed med løn – det svarer til 9.351 kr. Er man ikke dækket af en overenskomst, har man ingen af disse tre rettigheder.

Men den helt store gevinst for børnefamilierne i OK-aftalerne er sikringen af fuld løn i 34 uger under barsel. Her er ikke-overenskomstdækkede på barselsdagpenge, som er på 4.245 kr. om ugen, og i løbet af de 34 uger betyder det en økonomisk forskel på 133.597 kr.

I den anden ende af arbejdslivet sikrer aftalen om seniorer fem fridage til alle, der er fyldt 58 år. Den aftale kan opgøres til 9.351 kr. pr. år.

Og undervejs i arbejdslivet giver OK-aftalerne i kommuner og regioner også adgang til støtte til efter- og videreuddannelse via kompetencefonden. Det betyder mulighed for 25.000 kr. i tilskud, som kun kan fås, hvis man er dækket af overenskomsten. 

Alle de andre fordele

Overenskomsten sikrer alle dækkede disse rettigheder – hvis man kommer i den eller de situationer, hvor de er beregnet til at dække. 


Børnefamilier

Barns 1. og 2. sygedag (værdi af to dage): 3.741 kr.

To omsorgsdage pr. barn pr. år (værdi af to dage): 3.741 kr.

Fuld løn i 34 uger i barselsperioden: 133.597 kr.

Barns hospitalsophold (fem dage pr. år): 9.351 kr.


Seniorer

Fem fridage fra det fyldte 58. år: 9.351 kr.


Andet (for alle)

Tryghed: Løn under sygdom, ekstra pr. sygedag: 1.021 kr.

Tryghed: Løn ved afsked, op til seks måneder: 212.532 kr.

Hjælp fra tryghedspulje ved afsked: 10.000 kr.

Kompetencefonden, uddannelsesstøtte pr. år: 25.000 kr.

Tryghed – også ved afskedigelse

Tryghed i ansættelsen er også noget, mange forbinder med overenskomsterne – og her sikrer socialpædagogernes overenskomst løn under sygdom, hvor ikke-dækkede får sygedagpenge. Det betyder en forskel i de OK-dækkedes favør på 1.021 kr. pr sygedag.

Dette skyldes, at socialpædagoger gennem overenskomsten er sikret samme rettigheder, som gælder for dem, der er ansat efter funktionærloven. 

Og det er også denne sammenkobling, der sikrer, at man ved afskedigelse efter at have været ansat mindst otte år og syv måneder via overenskomsten er sikret ret til seks måneders fuld løn. Den ret har en værdi af 212.532 kr.

Derudover er der på det kommunale område etableret en tryghedsfond, der sikrer alle afskedigede et beløb 10.000 kr. – igen en ret, der ikke gælder for ikke OK-dækkede.  ν


Læs mere om OK 2018 på www.sl.dk/ok2018

Bliv medlem
Bliv medlem