Førsteholdet er klar til kamp

–Jeg har gennem uddannelsen fået en langt større bevidsthed om min egen faglighed og om den socialpædagogiske kernefaglighed. Og jeg har lært, at man faktisk godt selv kan gøre noget i stedet for at stå uden for og brokke sig’, fortæller Lea Meldgaard Dietrichsen.

Hun har især været glad for at opleve, hvor meget det giver, når man blander sig, engagerer sig og vover sig ud i at sige sin mening.

– Det giver en enorm lyst til at engagere sig, når man oplever, at ens stemme også betyder noget. Og den erfaring vil jeg nu prøve at give videre til mine kolleger. Jeg vil være brobygger, jeg vil tale fagligheden op i hverdagen – og jeg vil lade mine kolleger forstå betydningen af at engagere sig i fagpolitik. Og jeg glæder mig til at komme i gang. 

– I stedet for at gå og være frustreret over, at vi er klemt på vores fag, vil jeg gerne være fødselshjælper for vores faglighed, og jeg føler mig efter uddannelsen helt klædt på til tydeligt at fortælle, hvad vi kan, og hvad vi kommer med som socialpædagoger.’ 

Sådan siger Tine Jensen oven på den fagpolitiske uddannelse og forklarer, at hun ‘er sådan en, der føler sig forpligtet til at forny sig fagligt’ og vil bruge det til at bane vejen for den socialpædagogiske faglighed:

– Jeg har altid været lidt af en fagnørd. Vi er jo lidt i konkurrence med andre faggrupper, og det handler meget om, hvordan vi kommunikerer. Hvor de sundhedsfaglige er meget skarpe på deres fagsprog, har vi som socialpædagoger det her brede og nuancerede blik. Vi ser borgerperspektivet og er klar til at tænke alternativt, når vi skal løse et problem. Men i fx tværfaglige sammenhænge er det som om, at vi ruster lidt på fagsproget. Dér skal vi blive meget klarere i mælet om vores faglige styrker med fx relationsarbejdet – og nu føler jeg mig meget mere skarp, når jeg skal forklare, hvorfor jeg gør, som jeg gør som socialpædagog, siger Tine Jensen.

Den skarphed skal bruges på flere måder: På arbejdspladsen er hun klar til at tydeliggøre over for andre faggrupper, hvorfor hun gør, som hun gør. Hun stiller op til bestyrelsen i sin kreds på den kommende generalforsamling, og hun er ved at lægge sidste hånd på et debatindlæg, der retter fokus på de borgere, hun arbejder med – borgere med udviklingshæmning og en psykiatrisk diagnose.

– Og så vil jeg arbejde for, at vi som socialpædagoger ikke står bagest i køen, men træder frem og fortæller nuanceret og klart om den faglighed, vi står for. Det er jeg klar til nu.

– Da jeg selv tog til kredsgeneralforsamling første gang, var min allerførste tanke: Hvor er alle de unge henne? Jeg oplevede en hel masse fagligt engagerede socialpædagoger, som alle var nogle garvede rotter i faget – men jeg mødte ikke mange på 28 år som jeg selv. Og det har jeg brugt som afsæt i den opgave, jeg lavede i forbindelse med Fagpolitisk Uddannelse’, fortæller Ida Tanita Lykkegaard.

For hende har det især været netværksdelen af Fagpolitisk Uddannelse, der har været en øjenåbner. Hun håber nu at kunne etablere et ungenetværk med udgangspunkt i Kreds Lillebælt, hvor hun selv hører til. Det skal give yngre socialpædagoger muligheder for at indgå i et netværk skabt af medlemmer for medlemmer – med fokus på både det faglige og det sociale.

– Da jeg læste på seminaret mødte jeg rigtig mange tilflyttere, og de har jo ikke det store netværk. Samtidig oplever jeg, at mange unge ikke kender meget til fagforeningen og den faglige struktur, man kan læne sig op ad der. Og med de værktøjer, jeg nu har fået, vil jeg gerne være med til at sprede det gode ord om, hvad vi kan som socialpædagoger, og hvad der gør vores faglighed og vores forbund unikt. 

– Jeg føler, at jeg er kommet tættere på det poliske niveau i forbundet og har fået en langt større forståelse for hele den strategiske tænkning, der ligger bag de ting, Socialpædagogerne gør. Det er noget, jeg helt personligt kan bruge til fx at blive bedre til at time et spørgsmål eller en handling’, siger Morten Skovgaard, som med fagpolitisk uddannelse føler sig bedre klædt på til at komme ud over rampen.

– Jeg er blevet skarpere på, hvordan jeg kan networke, og hvordan jeg kan bruge sociale medier professionelt – og jeg har fået masser af nye redskaber til at gøre ting på en anden måde, end jeg plejer.

Og så glæder Morten Skovgaard sig til som faglig ambassadør at bringe det politiske niveau og praksis lidt tættere på hinanden – og måske udfordre omgivelserne lidt mere.

– Som familieplejekonsulent oplever jeg indimellem dilemmaer, som jeg nu føler mig bedre rustet til at håndtere. Jeg kender så at sige begge sider af bordet nu – og har derfor forståelse for såvel de politiske rammer som det faglige fokus, vi har i forbundet med hensyn til familieplejeområdet. Det kan være en stor fordel, når jeg fx møder plejefamilierne om nogle af de udfordringer, de oplever i hverdagen, lyder det fra Morten Skovgaard, som også har nærmet sig forbundets politiske arbejde i forbindelse med fagpolitisk uddannelse.

– Jeg sidder nu med i Kreds Nordjyllands arbejdsgruppe i projektet ‘Arbejdsmiljø og faglighed går hånd i hånd’ – og det arbejde giver rigtig god mening for mig. 

– Jeg har altid brændt for det fagpolitiske arbejde. Jeg vil gerne både være en bedre medspiller for mine kolleger på arbejdspladsen og for Socialpædagogernes visioner – og jeg har set den her uddannelse som en måde at opkvalificere mig selv til det arbejde.’

Sådan siger Tine Børlum om baggrunden for at hoppe ombord i den fagpolitiske uddannelse. Samtalerne med de andre deltagere har givet indsigt i andres udfordringer og nye perspektiver på nogle af de problemer, hun selv kender fra sit felt.

– Men det vigtigste for mig er, at jeg har fået ideer til at formidle og er blevet bedre til at formulere mig og har fået nogle argumentationsredskaber, der gør, at jeg kan komme i dialog og få noget ud af modparten. Og så har det været godt at få bedre kendskab til det politiske landskab og lære noget om, hvornår man skal gøre hvad for at få mest indflydelse, siger Tine Børlum.

– Jeg vil primært bruge de nye redskaber på min arbejdsplads og vise mine kolleger, at det kan lade sig gøre at få politikerne i tale. Politikerne vil faktisk gerne vide noget om det, vi laver, men vi skal blive bedre til at italesætte det de rigtige steder. Der kan vi hjælpe kredsene med indspark fra arbejdspladserne – og hvem er bedre hverdagseksperter på vores område end os?