Tør du holde en kvælerslange?

Elefantlort, slanger og en død mus. Udviklings- og undervisningsmedarbejder Julia Suhr gør klar til de pædagogstuderendes ankomst. Vi er i Zoologisk Have i København, hvor der om lidt skal afholdes grænsebryderkursus for en flok studerende fra Pædagoguddannelsen Frøbel, der alle har valgt Natur og udeliv.

– Formålet med kurset er, at de studerende skal blive klogere på sig selv som rollemodeller. De skal blive bevidste om, at uanset om de vil være det eller ej, så er de rollemodeller for fx børn, og de skal blive bevidste om, hvad det er, de giver videre: Giver de en skræk for dyr videre? Eller giver de en nysgerrighed, siger Julia Suhr, mens hun stiller en kasse med en vandrende pinde frem på bordet.

– Fra Zoologisk Haves side vil vi gerne have, at de pædagogstuderende giver en nysgerrighed videre, så børn eller andre som fx udviklingshæmmede får lyst til at se nærmere på dyrene og opleve dem på en neutral måde. Det er faktisk lige så slemt, hvis man er meget positivt værdiladet og taler om nuttede, søde, dejlige og fantastiske dyr, som hvis man er meget bange for dem. Det gælder om at være neutral og objektiv, så fx barnet eller den udviklingshæmmede selv kan finde ud, hvad de synes. 

Vild med rotter

Som eksempel nævner Julia Suhr en uddannet pædagog, der var ellevild med rotter og hele tiden talte om, hvor smukke og kærlige de var. 

– Der anbefalede jeg hende at skrue lidt ned for begejstringen. Og det er det samme, hvis man er meget glad for hunde – så er det bedre at tale om hunden på en neutral måde, så man fx snakker om, at hunden har tænder, og hvad den kan bruge dem til – og så overlader det til fx barnet eller den udviklingshæmmede at finde ud af, hvad vedkommende selv synes om hunden.

I en gennemsigtig kasse ligger en kvælerslange.

Julia Suhr fortæller, at der altid er nogle studerende, der på forhånd er bange eller forbeholdne over for nogle dyr som fx slangerne.

– Og der er altid nogle, der ender med at turde meget mere, end de selv troede. Nogle, der starter med at stå uden for lokalet uden at ville komme ind – og som ender med fx at røre ved en slange. 

Skrækslagen

Helt som Julia Suhr har forudset, er også en af de studerende på dagens hold noget forbeholden. Det er Kathrine Gaaei, der får et chok, da Julia Suhr tager kongepythonen op af kassen. Med tårer i øjnene småløber hun ud i garderoben.

Senere kommer Julia Suhr ud til hende.

– Jeg vil gerne hjælpe dig… Hvis du har lyst kan vi prøve at kigge på dyret ‘snegleskinken’. Den ligner en slange, men den har fire ben, så der er mange, der ikke synes, den er lige så ubehagelig som en slange, siger hun.

Kathrine Gaaei tøver lidt.  

– Så skal du holde den.

Julia Suhr nikker, og så stiller Kathrine Gaaei sig i døråbningen til garderoben, mens Julia Suhr henter snegleskinken.

– Den er godt nok klam, udbryder Kathrine Gaaei og må igen søge tilflugt mellem knagerækkerne. Imens bliver Julia Suhr helt roligt stående med dyret i hånden, og lidt efter kommer Kathrine Gaaei igen frem i døråbningen. 

Med væmmelsen lysende ud af ansigtet stirrer hun på dyrets tunge, der kører fra side til side.

– Det er så klamt, det der, siger hun. 

– Den lugter. Det er det, den gør, forklarer Julia Suhr.

– Er det en blanding af en slange og et firben, spørger Kathrine Gaaei med antydningen af nysgerrighed i stemmen.

– Nej… den er sin egen art, svarer Julia Suhr.

Tættere på 

– Vil du komme lidt tættere på? Du kan komme op og stå ved siden af, så har du klaret det…

Tøvende tager Kathrine Gaaei et par skridt frem.

– Hvis du kunne tænke dig komme hen og røre, kan du gøre det… Hvis du ikke vil, så har du allerede klaret mere, end du troede, du kunne.

Kathrine Gaaei tager et enkelt skridt mere. 

– Nu er jeg godt nok tæt på… Jeg tror godt, jeg kan røre den med fingeren… Det tror jeg godt, jeg kan… 

Kathrine Gaaei stikker pegefingeren frem. Et øjeblik holder hun den stille i luften. Så prikker hun en enkelt gang. 

– Så, siger Julia Suhr. 

– Nu har du gjort det. Nu behøver du ikke mere.

En uges tid efter forklarer Kathrine Gaaei, at hun altid har været bange for slanger. 

– Da jeg var lille, kunne jeg ikke klare at se Disney-film med slanger, og hvis jeg så en plasticslange eller en trærod, blev jeg bange. Men jeg blev alligevel overrasket over, at det var så slemt, nu hvor jeg er voksen. Da underviseren tog kongepythonen op af kassen, tænkte jeg bare: ‘Ud! Jeg vil ud!’ Rummet blev pludselig helt småt, og jeg følte mig enormt usikker. Alt var helt spændt indeni mig.

En lille sejr

Lige da Kathrine Gaaei rørte ved snegleskinken, var hun med egne ord så opkørt, at hun ikke rigtig kunne nyde det.

– Men et par dage efter kunne jeg godt tænke, at det var en lille sejr, og jeg er glad for, at jeg fik rørt ved lidt mere end et marsvin og en frø, siger hun. 

Julia Suhr er vant til at opleve pædagogstuderende og andre overvinde sig selv.

– Dyr er faktisk et godt redskab til succesoplevelser, fordi man tit vil opdage, at man tør mere, end man troede, siger hun. 

– Og for at nå dertil er min rolle meget vigtig. Det gælder om, at jeg selv skal være rolig og neutral og fx hjælpe de studerende med at skille fakta fra følelser. Når det drejer sig om slanger fortæller jeg fx tit, at vi mennesker er biologisk programmerede til at tænke, at en slange er mere farlig end en skarp kniv. Selvom det jo faktisk er omvendt.  Og til slut forklarer jeg så de studerende, at de skal prøve at være mig – og være rollemodeller for fx børn på samme måde, som jeg har været rollemodel for dem.

Den tanke har Kathrine Gaaei taget med sig. 

– Nu kan jeg nemmere sætte mig ind i, hvordan andre har det, hvis de er bange for noget, jeg ikke selv er bange for. Kort efter kurset var jeg og nogle medstuderende på feltarbejde i en vuggestue, hvor vi skulle kigge på insekter og smådyr sammen med børnene. En af pigerne græd, da hun så en skovsnegl, og så prøvede jeg at anerkende hendes følelser samtidig med, at jeg opmuntrede hende til at være nysgerrig. Jeg sagde: ‘Jeg kan forstå, du bliver lidt ked af det, for den ser måske ikke så rar ud. Men den gør ikke noget. Og se: Andre snegle har et hus på ryggen, men det har den her ikke’. En af mine medstuderende tog skovsneglen op og lod den kravle på sin hånd, imens vi snakkede om Mariehønen Evigglad og Søren Snegl. Efter et stykke tid var den lille pige helt tryg. Og så turde hun godt røre ved skovsneglen.