Kommentar
Spørg børnene om sikkerhedsnettet passer
Det er på alle måder uansvarligt at smide den unge ud af systemet, når hun eller han er fyldt 18 år. Både for den unge, men også med tanke på den investering og de indsatser, kommunerne har gjort
28. juli 2017
Forfattere: Verne Pedersen og forbundsnæstformand
For mange af os er sommerferien ved vejs ende, når vi sidder med denne udgave af Socialpædagogen i hånden. Vi har pustet ud. For mig var der dog i år et emne, jeg havde svært ved at parkere, selvom jeg ikke sad på kontoret. Kort før ferien var jeg nemlig bl.a. på besøg på Grenen, en lukket institution for domsanbragte børn og unge. Og det var bestemt ikke for børn. Ud over tunge døre, tremmer og låse så var det noget andet tankevækkende, jeg fik med mig hjem. Nemlig at børnene stort set alle havde haft en utal af sammenbrud fra de steder, hvor kommunerne havde sendt dem til. Og at ingen havde lyttet til dem. De var ikke blevet inddraget. Ingen havde hørt på dem og det, de ønskede. Dén dybe forundring over, at man som myndighed kan lukke ørene og tænke så kortsigtet, har fyldt hos mig.
For vi ved, hvad der virker. Og det er sætte tidligt ind med rette tilbud og faglighed – og så er det at lytte og inddrage børnene og de unge. Præcis som det socialpædagogiske personale og ledelsen på Grenen gør hver eneste dag. Børnenes behov, ønsker, drømme og perspektiv skal frem, for de er jo om nogen eksperter i eget liv. Der skal vi lytte og spænde sikkerhedsnettet ud under dem. Og nettet skal for mange børns vedkommende være der i flere år. Vi skal tænke i sammenhængende og langsigtede planer. Helt frem til når de unge fylder 18 år og skal støttes i overgangen til voksenlivet, for det er på alle måder uansvarligt at smide den unge ud af systemet, når hun eller han er fyldt 18 år. Både for den unge, men også med tanke på den investering og de indsatser, kommunerne har gjort. Sådan som mange af os så det i tv-dokumentaren ‘Mors lille dreng på egne ben’ om anbragte Jørn, hvis liv på halvanden måned tog en fatal drejning, fordi kommunen ganske enkelt ikke var ordentligt forberedt på den vanskelige overgang til voksenlivet.
Det samme kan I, desværre fristes jeg til at sige, også læse om i dette nummer. På et forsorgstilbud i Aarhus for unge hjemløse er der massive problemer at slås med – fx stof- eller alkoholmisbrug eller begge dele, kriminalitet, manglende uddannelse, arbejdsløshed og sindslidelser. Og så er mellem halvdelen og tre fjerdedele af beboerne på det aarhusianske tilbud tidligere anbragte. Desværre er det en generel tendens, at tidligere anbragte er stærkt overrepræsenteret blandt de unge hjemløse.
Det bør få en alarmklokke til at bimle løs på landets kommunekontorer. Man skal sikre, at der er lagt planer for, hvad der skal ske, når børnene fylder 18 år. Og så bør alarmklokken føre til, at man spænder sikkerhedsnettet ud under de børn, som af forskellige årsager ikke kan være hos deres forældre. Og den bedste måde at gøre dét på, det er såmænd at spørge børnene og de unge, om nettet passer. Om det er stort og finmasket nok. Om de har det godt. Om de har gode venner. Om de ser deres biologiske forældre nok. Og om de har planer for deres fremtid.