Velbeskyttet eller overbeskyttet?

En 17årig pige er sammen med sin seksårige lillebror anbragt i en plejefamilie. Pigen har adskillige gange i sit liv oplevet, at kommunens sagsbehandlere ikke har taget hånd om hendes problemer, og det har langt fra gjort hendes liv nemmere. Det vil hun gerne fortælle om i en tv-udsendelse – ikke for at hænge nogen ud, men fordi hun håber, at det kan hjælpe andre udsatte børn og unge, så det samme ikke sker for dem.

Da kommunen hører om planerne fra pigens plejemor, er beskeden klar: Medvirker pigen i udsendelsen, kan plejefamilien anse sig selv som fyret. Og det er det sidste, pigen ønsker, ikke mindst at hensyn til sin lillebror. Så hun ender med at trække sig som medvirkende i tv-programmet.

Hvem passer på hvem?
Det er blot et af mange eksempler på den modstand, tv-journalist Astrid Holck Jensen fra Dokumentarkompagniet har mødt fra myndigheder og socialfagligt personale, når hun har villet have udsatte børn og unge som medvirkende i sine udsendelser. Det fortalte hun i en debat på Folkemødet under overskriften: Udsatte børn og unges stemmer er tavse i socialdebatten.

Afsættet for debatten var netop at undersøge, om udsatte børn og unge er udsat for en særlig beskyttelse eller måske ligefrem overbeskyttelse af de pædagoger og sagsbehandlere, som omgiver dem – og om der er en forventning til, at de i højere grad skal kunne overskue konsekvenserne af at udtale i forhold til andre børn og unge? For hvis det er tilfældet og socialfagligt velbegrundet, hvad betyder det så for disse børn og unges mulighed for at ytre sig om deres liv? Og ikke mindst – hvordan varetager de voksne, som har ansvaret for dem og deres ledere, så bedst muligt deres interesser?

Det handler om måden, de høres på
Leder af botilbuddet Startskuddet i Sydsjælland, Jørgen Aabye, har ifølge eget udsagn mødt ’mange dårlige journalister’ og kun få gode. Han har oplevet journalister, som bestikker unge med dyre dunjakker for at få dem til at medvirke i interviews eller chikanerer dem på telefonen, indtil de en dag siger det, journalisten vil høre: ”Ja, pædagogerne er dumme”.

- Men jeg ved godt og oplever også i mit daglige arbejde, at de unges stemme vil høres. Og det er jeg principielt helt enig i, at de skal. For mig handler det om måden, de bliver hørt på. Ofte oplever jeg, at historien er skrevet på forhånd, og journalisterne bare skal have de unge med i deres cirkus som aktører. Det er jeg imod, sagde Jørgen Aabye – og nævnte både sagen med de tre piger fra Skælskør, der netop har vundet en sag i landsretten og fået erstatning for kommunens svigt i forbindelse med overgreb begået mod dem, da de var anbragt i pleje – og udsendelsen ”Mors lille dreng”, som netop har været sendt i tv.

- Pigerne fra Skælskør er seje, de ville høres. Det skulle de også, og det blev de også. Udsendelserne med Jørn (Mors lille dreng, red.) er også gode, fordi her får børnene faktisk lov at sige noget, uden at journalisten fylder det hele. Men udsatte børn skal ikke misbruges i medierne – de er udsatte nok i forvejen.

Skal ikke medvirke for enhver pris
Journalist Astrid Holck Jensen, der står bag udsendelser som ”Rebellen fra Langeland”, ”Socialrådgiverne” og ”Fjernet fra far og mor”, var enig i, at børn og unge ikke skal medvirke for enhver pris. For hende er den unges egen motivation for at medvirke vigtigt. Og det kan de voksne omkring dem hjælpe med at afklare.

- Det er selvfølgelig en individuel vurdering fra gang til gang – hvad har den unge på hjertet, hvilken situation står han eller hun i osv. Nogle gange kan det skade deres situation, andre gange har det stor gennemslagskraft. Det er ”Mors lille dreng” et godt eksempel på.

- Men, tilføjede hun: Sagen er, at vi taler rigtig meget om de unge og noget sjældnere med de unge. Og jeg oplever i hvert fald ofte, at der står en mur af socialarbejdere mellem dem og mig – og rigtig ofte, at det er kommunerne, som ønsker at beskytte sig selv mod dårlig omtale.

Børn og unge overeksponeres også
Ifølge professor i medievidenskab på SDU, Kirsten Drotner, er problemstillingen lige så ofte den modsatte: At udsatte børn og unge selv eller med tilladelse fra deres forældre overeksponerer sig selv, blandt andet på de sociale medier. For børn har, pointerede hun, ifølge FN’s Børnekonvention, ret til at ytre sig – på egne præmisser.

- Derfor handler det ikke bare om at få en stemme, men inden for hvilken kontekst og på hvilke betingelser, de får den, mener jeg. Jeg har i mit arbejde interviewet mange børn og unge, og jeg har oplevet forældre, der siger ja til, at deres børn må medvirke i næsten hvad som helst uden at kunne overskue konsekvenserne af det.

Derfor, mener professoren, har de professionelle – både journalister og socialfaglige - et stort ansvar for dialogen undervejs med de unge, så det bliver gjort helt klart, hvilke betingelser de medvirker på.

- Man kan også komme for meget til orde – på de forkerte præmisser, sagde Kirsten Drotner, der efterlyste en opprioritering af viden, både hos ledere og medarbejdere i kommunerne og på journalistuddannelsen.

Den melding bakkede Mikael Skak Pedersen, leder af institutionen Døgndiamanten op om:

- Vi skal finde midler til forskning i, hvad det gør ved udsatte børn og unge at blive eksponeret i medierne, fordi vi ved, at den opmærksomhed det afføder, påvirker dem.

Kirsten Drotner var enig:

- Der sker i disse år en transformation med gatekeeperrollen i og med, at børn og unge selv er på de sociale medier, og journalisterne uden om alle officielle kanaler selv kan rette henvendelse til dem, står vi med udfordringer, vi endnu ikke er begyndt at tage højde for.

Skal ikke være social underholdning
For Verne Pedersen, næstformand i Socialpædagogerne, er det afgørende, at udsatte børn og unges medvirken i interviews og tv-udsendelser gavner dem og deres situation. 

- Ellers er det bare underholdning, og det er ikke i orden. Det er en opgave, vi voksne skal tage på os og hjælpe barnet og den unge med at vurdere. Derfor skal vi også sikre, at der er et beredskab både før, under og efter deres medvirken. Alene at håndtere de sociale medier bagefter er jo en opgave i døgndrift. Det ved jeg fra ”Mors lille dreng”. Men samtidig hører jeg også, at Jørn (hovedperson i udsendelsen, red.) er stolt over at have været med, fordi udsendelserne har flyttet noget politisk og rent faktisk gjort en forskel.
Derfor har, var Verne Pedersens budskab, det socialfaglige personale et ansvar for at foretage en faglig vurdering af ud fra den unges situation, om det gavner den unge at træde frem i medierne. 
- Vi skal ikke agere på en automatisk mavefornemmelse, som siger nej. Vi skal se med faglige øjne på situationen, og vi skal drøfte det – også med journalisterne, som skal være bevidste om deres moralske ansvar. Og ja, det lyder måske besværligt, men det skylder vi disse børn og unge.

Vi har alle et ansvar
- Jeg er enig i, at vi har et kæmpe ansvar som journalister. Både i relationen til de børn og unge, vi taler med, så de ikke føler sig misbrugt. Men det er også sindssygt vigtigt for samfundsdebatten – og for de unge selv – at de får lov at medvirke. Jeg ville da ønske, at det slet ikke var nødvendigt at lave de historier om, at der er noget galt i systemet, men det mener jeg er min demokratiske pligt som journalist, svarede Astrid Holck Jensen.

Den melding bakkede Verne Pedersen fuldt op om, og var på baggrund af debatten ganske optimistisk:

- Jeg er blevet bekræftet i, at vi skal inddrage børn og unge i debatten – og gøre det sammen med journalisterne, sagde hun.

Jørgen Aabye var fra sin plads på scenen begejstret for at have mødet, hvad han kaldte ’en ordentlig journalist’.

- Men uanset hvad, så skal vi som de voksne og ledere, de udsatte børn unge er trygge ved, passe på dem, men ikke overbeskytte dem. Og så skal der være et opsamlingsarbejde, når den enkelte unge har været i pressen.