Sikkerhed kræver modige ledere

TV-dokumentaren ’Dræbt i tjenesten’, som DR har sendt over de seneste tre uger, har sat fornyet fokus på sikkerheden på socialpsykiatriske bosteder. Dokumentarserien gennemgår de fem tragiske drab på medarbejdere, der har været i løbet af de seneste år og rejser spørgsmålet: Kunne drabene være undgået? Der er mange aspekter i emnet, det handler blandt andet om sengepladser i psykiatrien, ressourcer og faglighed, men det handler også om ledelse, siger Socialt Lederforums direktør, Bo Mollerup i en kommentar i den forbindelse. Socialpædagogerne har bedt ham uddybe sit synspunkt.

Er det lederens ansvar, hvis en medarbejder bliver dræbt, mens hun er på vagt?

- På en måde ja. I hvert fald har lederen det overordnede ansvar for de ansatte, og det er lederens ansvar at få opbygget en organisation, hvor det ikke er farligt at gå på arbejde.

-Hvis man vurderer, at der skal ekstra personale på i situationen for, at det er fagligt forsvarligt, så SKAL man sætte en ekstra på vagt. Så må man bagefter stille sig foran sin egen chef og sige, at man har truffet et valg. Man må holde fast. Hvis der ikke er ressourcer nok til at løse opgaven, så er man nødt til at holde fast i de faglige og sikkerhedsmæssige argumenter.

Mod til at lede opad
Hvis vi skal komme nogen vegne skal ledere, afdelingsledere og forstandere ude i praksisfeltet vise mere mod til at lede opad og holde fast, når der er brug for det, mener Bo Mollerup. Han opfordrer til at bruge sin indflydelse overfor sin ledelse og tage ansvaret på sig i forhold til arbejdsmiljølovgivningen.

- Lederne er i dag blevet rigtig dygtige til at tilpasse sig. De er superloyale overfor systemet og ser sig selv som en del af maskinrummet. De passer rigtig godt på pengene. Og det er der mange positive ting ved. Men det har også en slagside. Hvis man er for optaget af at gøre sin egen chef tilfreds udelukkende i forhold til økonomi, så risikerer man, at det får konsekvenser for personalesikkerheden, og at det er medarbejderne, der må betale prisen. Lederen skal vise, at de ikke kun har øje for sikker drift og økonomi. Ledere har også ansvaret for den pædagogiske kvalitet og ikke mindst for personalets sikkerhed.

Faglige skøn må ikke underkendes af regnskabsfaglighed
Bo Mollerup mener også, at man med rette kan udfordre forestillingen om, hvad der er dyrt og hvad der ikke er råd til – det gælder om at argumentere for sin sag.

- Hvis der er brug for at hente en ekstra person ind på vagt, så kan det godt være, at det koster mere i første omgang, men det er ikke dyrere på den lange bane. Sygefravær og dårligt arbejdsmiljø koster mange penge, og uanset hvad har vi aldrig råd til, at folk bliver slået ihjel. Det er en alt for høj pris.

Kan man – og skal man – sige nej til borgere, som man ikke er gearet til at tage imod?

Måske kan man ikke sige nej, men man må stille krav om, at der følger den rette faglighed og de rette ressourcer med for at løse opgaven. Man skal ikke kun være loyal overfor sine overordnede, men også overfor sine medarbejdere. Det er absolut ikke i orden at ’redde sin egen bagdel’ og så samtidig at sætte ’personalets bagdel i farezonen.

Det der Tarzan-syndrom, der førhen har præget området, skal lægges langt væk. Det er okay at tale om, at der er en risiko og at man er bekymret. Synlighed og åbenhed er vigtig.

Imens vi venter på flere ressourcer og flere sengepladser i psykiatrien mv., hvad kan lederen så gøre i morgen for at forbedre sikkerheden?

- Vi skal have høj opmærksomhed og en løbende dialog, så vi hele tiden har fingeren på pulsen – hvordan ser det ud? Hvor er vi hårdest presset? Vi skal samarbejde tæt med tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Åbenhed om problemet er vigtig.  Og så skal man bruge risikovurderinger systematisk og sikre, at medarbejderne har den viden, der skal til omkring voldsforebyggelse. Og vi skal sørge for at uddanne personalet til opgaverne.

Der findes værre ting end at blive fyret for budgetoverskridelse
Bo Mollerup har mange års erfaring som leder og har selv været i en situation som forstander, hvor han måtte stå på mål for de faglige og ledelsesmæssige beslutninger, han havde truffet.

- Jeg havde haft en merforbrug på 4-500.000 kr. og vidste godt, at jeg stod til en reprimande omkring budgettet, men så valgte jeg at skrive til socialudvalget og være helt ærlig omkring mine dispositioner. Jeg skrev også, at ”hvis I fyrer mig, så vil jeg tænke på den bronzestøtte som mine medarbejdere vil rejse for mig, som tak for at jeg til gengæld tog ansvar for deres sikkerhed”. Men jeg blev ikke fyret, jeg blev derimod inviteret til kaffe hos socialudvalget, som var glade for min indsats. Jeg ved godt, at det var uortodokst og at det ikke er alle, der kan gøre sådan. Jeg siger ikke, at man skal udvise civil ulydighed, men jeg mener bare, at man som ansvarlig leder må fastholde, at man ikke udelukkende kan fokusere på en økonomisk bundlinje. Det er for unuanceret at se bort fra, at der er simultane bundlinjer i forhold til pædagogik, kvalitet og ikke mindst arbejdsmiljø.