Dagpenge
Sådan sikrer vi dig på dagpenge
IT-leverandøren KMD når at ikke levere et færdigt IT-system inden overgangen til dagpengereformen 1. juli. Det kan berøre ledige i blandt andet Socialpædagogernes a-kasse. Her kan du læse om sagen, og hvad Socialpædagogerne gør for at løse problemet.
27. juni 2017
Forfatter: Klaus Lange
Foto: Ricky John Molloy
KMD har meddelt en lang række a-kasser - heriblandt Socialpædagogernes a-kasse - at de ikke kan levere et helt færdigt IT-system, der kan håndtere alle de automatiske processer, som skal håndteres ved overgangen til dagpengereformen fra den 1. juli.
Socialpædagogernes a-kasse er derfor sammen med de øvrige a-kasser, som anvender samme IT-leverandør, i tæt kontakt med KMD om at få så meget på plads som muligt inden udbetalingen for juli måned.
- Sideløbende hermed har vi sikret, at vi har manuelle arbejdsgange, som vi kan anvende, der hvor det bliver nødvendigt. Medlemmerne kan måske hen over sommeren opleve, at sagsbehandlingen ikke er lige så hurtig som den plejer at være. Vores prioritering er fortsat, at sørge for at medlemmerne får deres dagpenge og efterløn til tiden, siger Michael Madsen, forbundskasserer.
Dagpengereformen fordrer en meget stor omstillingsproces, ikke mindst på IT siden. Der kan derfor opstå tekniske udfordringer, som nogle medlemmer har oplevet det i forbindelse med indsendelse af dagpenge, - og efterlønskort for juni måned.
- Det har vi løst i samarbejde med KMD og de berørte medlemmer fik med det samme en direkte orientering via SMS og mail om at de igen kunne indsende deres kort via NetKassen.
- Vi er naturligvis kede af det besvær som det har medført for medlemmerne, men vi forventer, at alle som har sendt deres kort senest tirsdag den 27. juni vil få deres dagpenge og efterløn på sædvanlig vis den sidste hverdag i måneden. Ligesom vi forventer, at vi også fremadrettet kan sikre rettidige udbetalinger, siger Michael Madsen.