Gå til indhold

faglige selskaber

Sådan kan du bruge de faglige selskaber

Tre ud af Socialpædagogernes seks nye faglige selskaber er i luften – og de sidste tre følger i efteråret. Læs her, hvad du kan bruge de nye faglige selskaber til som leder

30. juni 2017

Artikel
triodag1.jpg

Forfatter: Malene Dreyer

Foto: Kissen Møller Hansen

Er du leder på en arbejdsplads, der arbejder med udsatte børn og unge, mennesker med sindslidelser eller voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser på botilbud eller i eget hjem, har Socialpædagogerne indmeldt dig og dine medarbejdere i et fagligt selskab.

Det har vi gjort, fordi en af de helt centrale målsætninger for Socialpædagogernes Landsforbund er at understøtte udviklingen af den socialpædagogiske faglighed. De faglige selskaber er Socialpædagogernes nye tilbud om videns-netværk, der skal være med til at udvikle medlemmernes kompetencer, den socialpædagogiske praksis og synliggøre faget.

Faglig referenceramme
Det faglige selskab kan være en god referenceramme til at tale faglighed på arbejdspladsen. Eksempelvis kan man på et personalemøde i fællesskab se fagligt selskab for børn og unges webinar om voksenansvarsloven. Se mere

Som leder kan du som alle andre medlemmer bruge de faglige selskaber til at holde dig opdateret om dit fag og dele viden om de socialpædagogiske indsatser. Det er altså også din adgang til viden om faget og de nyeste tendenser, metoder og redskaber indenfor dit område.

Selskabernes konferencer er af høj fagligt kvalitet, udviklet af praktikere og socialpædagogiske ledere. Selskabernes aktiviteter har fokus på praksis.

Kernen i de faglige selskaber er vidensdeling og erfaringsudveksling omkring et socialpædagogisk speciale. Derfor er selskaberne opdelt efter arbejdsområde eller borgergruppe og ikke efter, om man er leder, TR eller AMR.

Aktiviteter
I hvert fagligt selskab vil der fremover blive arrangeret en årlig konference, to lokale temamøder og udkomme en dybdefaglig artikel eller et webinar om et specifikt emne indenfor selskabets faglige område. Til at tilrettelægge de mange aktiviteter er der nedsat en koordinationsgruppe bestående af 10 medlemmer udpeget af kredsene. Koordinationsgruppen er en arbejdsgruppe, der sikrer, at indholdet i selskabet er relevant for praksis bl.a. ved at bringe ideer fra selskabets øvrige medlemmer ind i gruppen.

Ca. 25.000 medlemmer er nu budt velkommen i et af tre faglige selskaber: Fagligt selskab om udsatte børn og unge, fagligt selskab om mennesker med sindslidelser eller fagligt selskab om mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser i boenheder. 

Næsten alle medlemmer af Socialpædagogerne bliver tilknyttet et fagligt selskab. Ud over at være tilknyttet et primært fagligt selskab på baggrund af arbejdspladstypen, er der også mulighed for at tilvælge et ekstra fagligt selskab. For mange medlemmer vil dette være interessant, da der findes mange overlappende borgergrupper og indsatser, hvor medlemmerne kunne have glæde af, at være i flere selskaber.

Faglige selskaber er et eksklusivt tilbud til medlemmer og en faglig fordel ved medlemsskabet af socialpædagogernes Landsforbund.  Dette er endnu et godt argument for at vælge Socialpædagogerne som fagforening.

Du er du velkommen til at kontakte kredsen, hvis du har spørgsmål til arbejdspladsens tilknytning til et selskab eller har konkrete ideer eller ønsker til, hvordan de faglige selskaber kan bruges på arbejdspladsen.

 

Find flere informationer om de faglige selskaber på: fagligeselskaber.sl.dk

Bliv medlem