Refleksioner fra en Netto-tur

Jeg vil sætte jer ind i en situation, som jeg går og spekulerer over. Ikke at selve episoden som sådan er den, der har mit fokus, men mere hvad det evt. skyldes, eller kan være medårsag til, at hele situationen får lov til at udspille sig.

Episoden finder sted i Netto. Netto er jo et indkøbssted for rigtig mange mennesker i Danmark, så jeg vil gå så vidt som til at kalde Netto for et offentligt sted.

Jeg og min mand har handlet ind på fuldstændig sædvanlige måde. Vi køber ind efter vores indkøbsliste + lidt spontant, som jeg og min mand kunne tænke os hver i sær.

Vi kommer til kassen, jeg betaler med mit kort tilhørende vores fælles konto. Der sker det, der altid sker. Jeg står stille og venter på, at alle varerne passerer forbi kassedamens bip. Min mand ser på mig med et ganske bestemt blik og et nik, og så spørger han: ”Skal vi ikke have en pose?”

Jeg svarer hurtigt: ”Nej, jeg har et net i tasken.”
Jeg tager nettet frem. Min mand begynder at pakke varen ned. Jeg siger med totalt overblik i stemmen: Kartofler og andet i poser tager vi ved siden af.

Da vi går ud af Netto spørger min mand: ”Hvad handlede det om?” Jeg spørger: ”Hvad mener du?”
Jeg får dette svar: ”Ja, vi har jo en del varer, der ikke kunne være i nettet!”
Jeg svarer: ”Nå... det går vel!”

Jeg kan tydeligt mærke, at min mand er utilfreds med min beslutning om ikke at bruge de 2,50 kroner fra vores fælles konto på en plastikpose. Der er en lidt trykket stemning i bilen på vej hjem. Vores friaften bliver bare ikke som forventet. Og jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig får taget den snak om beslutningen om besparelse af 2,50 kr., eller får kørt i Netto efter en plastikpose, eller sagt undskyld.

Men jeg har som sagt mere spekuleret over, hvad der skyldes, at hele situationen opstod.

Mit første tanke har været, at jeg simpelthen ikke orkede en friaften sammen med min mand. Jeg kan godt høre, at den tanke måske lige kræver lidt forklaring. Jeg og min mand er, hvad man kan kalde en offentlig familie. Vi har stort set aldrig fri, idet vi har to plejebørn døgnanbragt i vores familie. Vi er konstant på, og skal være på forkant med alle situationer.

Så kunne man tænke sig, at jeg stod der i Netto, og så min mulighed for at skabe en pisse dårlig stemning på vores sjældne friaften, for så at kunne sidde i min sofa lidt senere samme aften med en følelse af ensomhed, en følelse jeg i min hverdag måske kan gå og længes efter, da jeg konstant er omringet af børn, der kræver min opmærksomhed. Børn, der konstant siger mit navn. Børn, der afbryder alle samtaler. Børn, der insisterer på mit nærvær.

Min anden spekulation blev på om, det kunne handle om kønsroller. Stod jeg der i Netto og savnede min mand? Havde jeg så stor lyst til at blive forført af ham, min jager, der nu havde fundet vores bytte på nutidens jagtmark - den gule salgsjungle, fyldt med farlige tilbuds fristelser. Ville jeg måske have ham til at sige: ”Mit bytte er for stort, jeg kræver mindst tre plastikposer mere. Du kan bruge dit net til det du selv har samlet.”

Hvorfor én spekulation om kønsroller? Det er nødvendigt, da det fylder en del i min hverdag. Mit fuldtidsjob er at passe de to plejebørn. Men min mand er så vigtig en del i mit arbejde. Jeg ville ikke kunne udføre jobbet uden ham, ej heller blive godkendt som plejefamilie uden en mand.

Nu stod jeg der i Netto med en mand, der ikke stod frem som en jager, men som en svag mand, der lod det være op til mig - kvinden! at få byttet sikkert hjem.

Jeg blev måske ramt af, at jeg igen skulle træffe beslutning i forhold til noget praktisk. Og lad mig lige her forklare mig igen:

Min mand arbejder ude de timer plejebørnene er i skole. Når han har fri, ja, så kommer han hjem til sit andet job, som jo faktisk er mit job. Mit job er absolut et fælles projekt, vi har. Samværet med plejebørnene er i centrum fra de kommer hjem fra skole til de skal i seng. Hele weekenden er tilrettelagt ud fra plejebørnenes behov og udvikling.

Det er mig, der står for alt det praktiske i huset. Vores plejebørn har brug for os begge to, så vi kan ikke lige støvsuge eller vaske tøj, når de er hjemme. Så jeg har vel det man kan beskrive som den gamle husmoderrolle, når vi taler kønsroller. Jeg tager beslutninger om alt det praktiske i vores familie. Jeg har ansvaret for, at alt kører som planlagt. Jeg har det store forkromede overblik. Jeg gør rent, vasker tøj og jeg rydder op, også efter andre end mig selv. Jeg rydder fælles ting op, jeg rydder andres personlige ting op. Dog laver jeg aldrig mad. Før vi fik plejebørn, var disse praktiske opgaver en fælles ting, der blev klaret i weekenden og efter fyraften.

Når plejebørnene er i skole, skal jeg nøje planlægge min arbejdstid for praktiske gøremål, daglige beskrivelser af plejebørnene, indkøb, møder og ja en gåtur med familiens hund. Jeg er den familiens medlemmer spørger, når der skal laves legeaftaler, biografture, familiebesøg eller andre aktiviteter der må og skal planlægges i en familie som vores.

Tredje spekulation blev om det hele kunne handle om, at jeg er den, der altid tømmer den dertil indrettede sokkelskuffe med tomme plastikposer. Jeg må da indrømme, at jeg hader den opgave. Men, jeg tænker også på vores fælles moderjord, og vores fælles fremtid, hvor vores fælles børn, plejebørn og børnebørn skal bo. Vi kunne måske spare lidt på alt det plastik…. Men det er nu ikke her, jeg har tænkt så dybt og brugt mest tid.

Jeg kom hurtigt videre til min fjerde spekulation. Kunne det handle om følelser. Kunne dette fravalg af en plastikpose handle om følelser.

Som plejefamilie, som plejeforældre, skal du kunne mentallisere, og du skal kunne rumme alle slags følelser døgnet rundt alle dage. Du skal være autentisk fattet og rolig, imens du rummer barnets følelser. Det er en påstand, men mange plejebørn i dag kan være uregulerede i deres følelsesliv. Som plejeforælder er det vigtigt at kunne forestille sig, hvordan barnet har det, også selv om barnet umiddelbart viser en helt anden følelse. Opgaven er ikke at tale om det du tror, men i nuet tage dig af den følelse du ser. Senere kan du lege/tale om den følelse, du tror, udløste en reaktion. 

Som plejeforælder ’tager’ du syg på arbejde, og du har dit syge barn med på job. Der er ingen undskyldning for ikke at være tilstede. Der kan opstå kaos i plejebarnet, hvis du ikke er tilstede på en autentisk måde.

Et barn med uregulerede følelser har brug for hjælp til at regulere sine følelser og træne i at regulere følelser. Det betyder, at vi som plejefamilie har fokus på hvordan, hvornår og til tider hvorfor, vi kan arbejde med barnets følelser. Jo mere reguleret et barn er i sit følelsesmæssige liv, jo bedre trives barnet måske.

Så måske stod jeg og min mand der i Netto og orkede ikke at forholde os til hinandens eller vores egne følelser, fordi vi lige den aften havde fri.

Nu kan man måske overanalysere en enkelt episode, men jeg er helt sikker på, at jobbet som familieplejer kræver hele dig og hele din familie. Så de små pauser, der kommer, skal udnyttes også selvom de koster 2,50 kroner eller mere.

Det har vores familie, biologiske børn og plejebørn fortjent.

Lina Kjær Hammer

Plejemor J