Musik er medicin for hovedet

’Livet går i stå, når du rammes af en hjerneskade. Det ene øjeblik er du lægestuderende, direktør eller ung og i fuld gang med at feste med vennerne. En hjerneskade afføder stor sorg og vrede: Du er nødt til at opfinde en helt ny identitet. Vi kan ikke give borgerne deres gamle liv tilbage, men vi kan forsøge at skabe øjeblikke af lys.

Ordene er socialpædagog Marianne Fog Martinsens, og vi er på Tagdækkervej Musikfestival i Hammel, hvor musikken og glæden denne dag giver en tiltrængt timeout fra svære livsomstændigheder.

Tagdækkervej er et bo-, rehabiliterings- og aktivitetstilbud for mennesker, der i forbindelse med traumer som en hjerneblødning eller et trafikuheld har fået skadet hjernen.

Det er syvende år, at Danmarks eneste festival for senhjerneskadede slår teltdøren op. Dagen byder på seks bands udefra, optrædende borgere på scenen, pølser, fadøl og gang i den.

Marianne Fog Martinsen er idékvinden bag festivalen og også tovholder for den. Musik er i forvejen et omdrejningspunkt i hendes og stedets arbejde.

– I dagligdagen bruger vi musikken som et led i genoptræningen af borgerne. Vi lytter til musik, træner stemmen, synger og spiller. Forskning viser, at musik får hjernens to halvdele til at tale sammen og er med til at skabe nye veje i en skadet hjerne. Det er den eneste form for aktivitet, som aktiverer og stimulerer hele hjernen, fortæller hun.

Et borgerdrevet festivaludvalg står for planlægningen af festivalen på Tagdækkervej.

– Vi gør meget ud af, at brugerne med støtte fra os så vidt muligt selv skal styre festivalen. Inddragelsen er tidskrævende, men ekstrem vigtig, fastslår Marianne Fog Martinsen.

Magisk musik

Fra scenen varmer bandet Ligefrem Lykkelig op under publikum, før dagens konferencier-trio – sammensat af to brugere og en medarbejder, alle standsmæssigt klædt i jakkesæt og farveglad butterfly – kalder brugere, beboere og medarbejdere sammen til fælles velkomstsang.

‘Tag mig med ud til Tagdækkervej, der hvor man kan synge’, gjalder det i teltet på melodien af det gamle Kim Larsens-nummer Joanna. Sangen akkompagneres af en håndfuld medarbejdere og brugere – bl.a. en kørestolsbruger, der med trommen i skødet taktfast slår rytmen.

– Han har ellers ikke fuld kontrol over sine arme, men når vi spiller, finder han ubesværet takten. Også når tempoet skifter, fortæller Marianne Fog Martinsen om brugeren.

For musikken kan noget særligt og næsten magisk. Især i den individuelle musikterapi.

– Jeg oplever brugere, der ellers ikke har noget sprog ud over ja og nej, som pludselig synger med på hele teksten, når jeg synger en sang.

Den slags sejre betyder alt i en hverdag, hvor det meste ellers er op ad bakke. Og de smitter.

– Borgeren får håb og et mere positivt syn på sig selv og tilværelsen som sådan. Hun forlader musiklokalet med ny glæde og energi, som hun deler med resten af gruppen, siger Marianne Fog Martinsen.

Men selvom der er gennembrud, kræver det en intens indsats, hvis man skal fastholde fremskridt og sikre yderligere rehabilitering. Den individuelle musikterapi er betinget af løbende bevillinger fra kommunen.

– De fleste har kolossale hukommelsesproblemer, og færdighederne skal hele tiden holdes ved lige. Det betyder også meget, om brugeren har et netværk, der kan være med til at støtte op om indsatsen.

Musik skaber nye veje

Marianne Fog Martinsen entrer scenen for at holde en velkomsttale på vers. Bagefter spiller hun et nummer sammen med Ejvind Pagh Larsen, der de seneste seks år har været bruger på Tagdækkervej. Over guitarerne holder de hinanden fast med blikket – hans lidt nervøst og flakkende i begyndelsen og hendes hele tiden roligt og opmærksomt – mens de spiller Springsteen-nummeret The River. Udtrykket er på en gang skrøbeligt og stærkt.

Ejvind Pagh Larsen er tidligere musiker. Som 61-årig fik han en hjerneblødning.

– Jeg kunne ikke tale, skrive eller huske noget. Men det største savn var faktisk, at jeg ikke længere kunne spille, fortæller han.

Netop musikken har været et afgørende redskab i Ejvind Pagh Larsens rehabilitering.

– Marianne er en utrolig dygtig musikterapeut. Hun har lært mig at spille igen. Musikken er medicin for hovedet, og den har på alle planer hjulpet mig tilbage til livet. Musikterapi er den mest effektive behandling, du kan få.

Ejvind Pagh Larsens mirakel kan dokumenteres. Hele venstre hjernehalvdel blev ødelagt ved hjerneblødningen og fremstod fuldstændig sort på scanningsbillederne. I forbindelse med et ildebefindende fik han for nylig scannet hjernen igen. Scanningen viste, at der i dag er dannet nye hjernebaner og centre i venstre halvdel. Lægerne siger, at udviklingen helt klart kan forbindes til hans musikterapi.

Ejvind Pagh Larsen glæder sig over festivalens vokseværk. De sidste to år er teltet, som er sponsoreret af et teltudlejningsfirma, blevet udvidet med en ekstra sektion for at rumme de mange besøgende og optrædende. 

– Og det stopper helt sikkert ikke der, spår han og tager en tår af sin fadøl.

– Det særlige ved festivalen er, at den udover gæster udefra samler en masse mennesker, som alle er i samme båd. Jeg er så glad, når jeg tager hjem fra festivalen. Også fordi jeg får lov at spille for folk igen. At stige op på den scene er stort og giver selvtillid.

Synliggørelse i lokalområdet

At Tagdækkervej Musikfestival i dag er en succes, der samler omkring 500 mennesker, stod ikke skrevet i kortene, da Marianne Fog Martinsen oprindelig fik ideen i 2011. Der var nemlig ingen penge at hente i de offentlige kasser. Hun tog udfordringen op, og arbejdet med at skaffe sponsorater spiller i dag en væsentlig rolle i forhold til inddragelsen af brugerne.

– Opbakningen fra vores sponsorer betyder alt, og brugerne er selv meget aktive i søgningen af midler, siger Marianne Fog Martinsen.

Og når brugerne sammen med en medarbejder er ude at søge penge til festivalen, er det ikke bare penge, der ryger ind på kontoen, men også en stor portion goodwill og forståelse. Det klare signal fra Tagdækkervej til omgivelserne er: ‘Kom og spørg!’. Det giver den enkelte bruger mulighed for at fortælle sin historie – at han har haft en hjerneblødning eller er blevet kørt ned af en spritbillist – og er med til at skabe yderligere forståelse, fortæller hun:

– I dag kender de erhvervsdrivende vores brugere. Berøringsangsten er væk. Vi har vist Hammel, hvem vi er, og at man godt kan tale med et menneske, selvom munden er skæv.

For brugerne kan jagten på festivalkronerne også være med til at få hul på bylden i forhold til den blufærdighed, mange oplever, når de på grund af en senhjerneskade pludselig ikke længere er de samme som før.

– Tidligere har der været en tendens til at isolere sig. Fra behandlerside har fokus også været på at skærme disse mennesker. Det skal vi stadig, men der ligger også en opgave i at sørge for, at de bliver en integreret del af lokalsamfundet. Vi tager dem med ud i byen, når de har overskud, og får dem hjem igen, når vi kan se, at de trænger til et hvil, fortæller Marianne Fog Martinsen.

Festival giver liv og håb

En af festivalens faste sponsorer er Aarhus Bankocenter, der giver en årlig donation på 40.000 meget velkomne støttekroner.

– Vores bidrag falder på et rigtig godt sted og gør en masse mennesker glade, siger formand Annie Gisselmann.

Blandt de store sponsorer er et vindmøllefirma og et par banker. Men også brugere støtter festivalen økonomisk. En af dem er et medlem af dagens konferencier-trio, Per Røddik Normand, der fik sin hjerneskade i forbindelse med en arbejdsulykke, som betød mange og lange indlæggelser.

– Ryggen og de fleste knogler i kroppen brækkede. Jeg skulle lære alting forfra, fortæller han.

Ud over at investere dyrebar energi i planlægning og afvikling af festivalen, støtter Per Røddik Normand den ved at købe 100 billetter, som han donerer til andre med en senhjerneskade. I år er de fleste gået til patienter på Hammel Neurocenter.

– Festivalen giver mennesker med en senhjerneskade mulighed for at komme ud og opleve noget i stedet for at sidde inde og kigge på fire hvide vægge. Den skaber liv og er med til at give håb. Det er dejligt at opleve folks glæde og høre al musikken. Tempoet er et helt andet end på andre festivaler. Alle kan være med her, og der er mulighed for at gå til og fra teltet, når du har brug for en pause, siger han.

Lampefeber

Det er blevet tid til, at Bente Drost Jensen sluger sin lampefeber og kører på scenen for at synge. Hun har sclerose og en deraf affødt hjerneskade og flyttede ind på Tagdækkervej, da stedet åbnede for ti år siden. Foran scenen sidder søsteren Birthe Andersen parat med sin iPad for at forevige optrædenen. Og hun er her hvert år.

– Festivalen er et fantastisk arrangement, som jeg selvfølgelig støtter op om. Det er så modigt, at min søster og andre borgere overhovedet tør gå på scenen. Og så flot, at der kommer bands udefra og optræder helt gratis, siger Birthe Andersen og fortsætter:

– Stemningen på festivalen er kærlig og intim – vi kommer hinanden ved. Det er en rigtig god og hyggelig dag. Samtidig er det en dejlig måde at være sammen med min søster på. Derudover giver dagen os og de andre i huset noget at snakke sammen om bagefter. Selvom det er en endagsfestival, lever den hele året – også via billeder og videoer, som bliver delt på Facebook.

Også Marianne Fog Martinsen oplever, at der sker noget specielt, når alle under festivalen løftes ud af de vante rammer:

– Vi er sammen med borgerne og deres pårørende på en anden måde end til daglig. Skellet mellem os udviskes, og fællesskabet styrkes.