Frit valg? Farvel til fællesskabet?

Masser af seniordage til den ældre socialpædagog, mere ferie til socialpædagogen med tre børn i skolealderen, og mere i lønningsposen til den rejseglade socialpædagog, hvis børn lige er fløjet fra reden. En såkaldt fritvalgsordning i socialpædagogernes overenskomst, som giver den enkelte råderet over fx 2 pct. af lønnen, vil kunne give alle mulighed for at tilpasse lønnen til den fase af livet, de er i.

Ideen lyder besnærende, men der er som altid også en bagside: Hvis arbejdsgivere og fagforeninger aftaler at bruge en stor pose penge til en fritvalgsordning, så vil pengene formentlig gå fra et løft af pensionen, som kommer alle til gode og ikke mindst er godt for samfundsøkonomien, fordi færre ældre dermed i fremtiden skal på offentlig forsørgelse. Og hvis de kollektive pensionsopsparinger ikke holdes ved lige, risikerer vi at smide en solidarisk tanke om, at de brede skuldre skal bære mest, ud med badevandet, lyder advarslen fra pensionskasserne.

Men fritvalgsordningerne er formentlig alligevel på vej til overenskomsterne for de offentligt ansatte socialpædagoger, hvor de i dag nærmest er ikke-eksisterende, lyder vurderingen fra tidligere overvismand og nuværende professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Torben M. Andersen.

I overenskomsten for industrien, OK 2017, blev ordningerne fordoblet, så de nu udgør 4 pct. af lønnen, og de takter vil man også kunne finde i overenskomsterne på det offentlige område, vurderer han.

Opsparing betaler sig ikke

Og det er der én grund til. Og den grund hedder noget så sexet som ‘samspilsproblemet’. Samspilsproblemet har sit navn, fordi det netop er et problem i et samspil mellem private pensionsopsparinger, som socialpædagogernes arbejdsgiverbetalte pension, og folkepensionen, som staten udbetaler. Folkepensionen består af et grundbeløb, som alle pensionister får, og derudover nogle tillæg til dem, som ikke har en velpolstret privat pension. Men pensionstillæggene bliver modregnet i den pension, man selv har sparet op – og for nogle socialpædagoger vil det derfor på papiret ikke kunne betale sig at spare op til pensionen, som reglerne er i dag, forklarer Torben M. Andersen.

– Pensionstillæggene kan give god mening, fordi det en målretning af offentlige ydelser til de mennesker, der rent faktisk har behov for det. Men problemet er modregningen, for den kommer oven i skatter af pensionen, så den samlede effekt kan blive ret høj. I øjeblikket får ca. 40 pct. folkepensionens grundbeløb plus pensionstillæg, ca. 30 pct. bliver modregnet, og omkring 30 pct. får kun folkepensionens grundbeløb. Men i fremtiden tegner alt til, at flere vil blive modregnet, siger han.

Dermed er der groft sagt ikke økonomisk incitament til at spare op, og det strider mod den herskende politiske ambition om, at flere skal spare mere op til alderdommen, og at vi skal blive længere tid på arbejdsmarkedet. Det var intentionerne med bl.a. tilbagetrækningsreformen i 2011, og formålet er at have råd til, at danskernes forventede levetid er steget kraftigt.

– Vi har et af verdens bedste pensionssystemer, men den her lille knast – samspilsproblemet – vil kun blive større i fremtiden, lyder forudsigelsen fra Torben M. Andersen, der også stod i spidsen for den pensionskommission, som skulle afsøge løsninger på bl.a. samspilsproblemet, men som regeringen lukkede i 2015, inden arbejdet var færdigt.

Ansvaret for fremtidens pensionister

Og fritvalgsordninger er kun med til at sætte turbo på konsekvenserne af samspilsproblemet. Jo flere lønmodtagere, der får fritvalgsordninger og vælger at få udbetalt pengene i stedet for at sætte dem ind på en pensionsopsparing, jo flere ældre skal det offentlige forsørge nogle årtier. Der er altså et potentielt bundløst hul i samfundsøkononomien i fremtiden – og fagbevægelsen har muligheden for at mindske det ved ikke at lave fritvalgsordninger som tilskynder til at spare mindre op.

Der er altså gode argumenter for at lade være – men også gode argumenter for at indføre frit valg for socialpædagogerne.

For fritvalgsordningerne er også et svar på en trend i samfundet, som det er vigtigt for fagbevægelsen at holde sig ajour med: den stigende individualisering.

Alle behøver ikke gå i de samme fodformede sko, og man forventer at være medlem af en forening, som tilbyder en skræddersyet service, der matcher ens behov, forklarer Torben M. Andersen. Og så skal fagforeningerne selvfølgelig også rådgive deres medlemmer til at gøre det, som bedst kan betale sig.

– Fagforeningerne ved udmærket godt, at det ikke for alle deres medlemmer nødvendigvis kan betale sig at spare op til pension lige nu, og at de får mere ud af pengene, hvis man ved en overenskomstforhandling veksler en stigning i pensionen med en fritvalgsordning, hvor flere får pengene udbetalt nu. Selvom fagforeningerne også udmærket godt ved, at det samfundsøkonomisk set ikke er så smart, for udgifterne til det stigende antal ældre vil jo stadig være der i fremtiden, siger han.

Sagt med andre ord: Fritvalgsordningerne er gode for den enkelte, men ikke så gode for fællesskabet.

– Fritvalgsordningerne er jo også et udtryk for et opgør med en kollektiv tankegang. For arbejdsmarkedspensionerne sammen med velfærdssamfundet er jo i dén grad udtryk for, at man valgte en kollektiv løsning på, hvordan vi forsørger vores ældre. Arbejdsmarkedets parter påtog sig virkelig et ansvar for at sørge for, at folk sparer op, og ved at signalere, at det er vigtigt, siger han og fortsætter:

– Med samspilsproblemet saver man den gren over, man selv sidder på, nemlig vores pensionssystem. Men spørgsmålet er, hvem der har ansvaret for løsningen? Er det politikerne på Christiansborg, eller er det fagbevægelsen, der fortsat skal udbygge pensionsprocenterne mod deres medlemmers bedste for ikke at udhule fremtidens velfærd?

Tunge byrder og brede skuldre

Britt Brandum, der er medlemschef i Socialpædagogernes pensionskasse, PKA, giver Torben M. Andersen ret i, at det på papiret for nogle grupper ikke kan betale sig at spare op til pensionen, og at en fritvalgsordning dermed også ville være i offentligt ansattes favør. Men kun på papiret, understreger hun.

– Vi er ikke rationelle individer, der altid handler ud fra nøje kalkulerede regnestykker. Og især for vores medlemsgrupper af ansatte, der arbejder med omsorg og udsatte mennesker, så er der andre værdier i livet, der også er vigtige – fx fællesskab og solidaritet med mere udsatte mennesker, siger hun.

Som tommelfingerregel betyder modregningen i folkepensionstillæggene, at et gennemsnitligt medlem af PKA bliver modregnet mellem 150 og 300 kr. i pensionstillægget afhængig af civilstatus for hver 1.000 kr., de sparer op hos PKA. Og det må den enkelte afgøre, om er for dyrt, mener pensionschefen.

Men kommer der en fritvalgskonto ind i overenskomsten, vil det altså også betyde et opgør med en fælles ansvarsfølelse og en tanke om samfundssind, som offentligt ansatte gennem deres arbejdsmarkedspensioner har været med til at udbygge siden 1960’erne og 1970’erne, mener Britt Brandum.

Arbejdsmarkedspensionerne, som er aftalt mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerorganisationerne – og gennem årene har nået en betragtelig størrelse på omkring 14-16 pct. af lønnen for offentligt ansatte – er nemlig i samspil med det danske velfærdssystems sociale ydelser årsagen til, at det danske pensionssystem ofte nævnes som et af verdens bedste. Og de kollektive aftaler om arbejdsgiverbetalt pension har også været en stærkt medvirkende årsag til, at vi har den gode samfundsøkonomi, vi har i dag, lyder vurderingen fra Britt Brandum.

– Hvis ikke danskerne selv sparede op, ville en stor del af de offentlige midler skulle gå til at understøtte mange flere pensionister økonomisk, end man gør i dag. Så arbejdsmarkedspensionerne handler også om fælles ansvar og en tanke for kollektivet – og ikke bare om, hvordan man kan regne den ud og skrabe flere penge til sig end naboen, siger hun og fortsætter:

– Og det tror jeg, at mange af PKA’s medlemmer sætter pris på. At de bredeste skuldre løfter de tungeste byrder, og at mennesker, der kan forsørge sig selv, også gør det i alderdommen. Så fælleskabets penge kan gå til de borgere, der ikke har samme muligheder.

Vink med en vognstang

Britt Brandum tror modsat Torben M. Andersen ikke, at fritvalgsordninger bliver en del af overenskomstresultatet for det offentlige område i 2018. For det første har offentligt ansatte en større pensionsopsparing, og derfor vil modregningen fylde mindre totalt set end på det private område, som typisk har mindre pensioner. Og for det andet er der hos PKA allerede muligheder for frit valg med frivillig indbetaling af fx en alderssum, som ikke modregnes i folkepensionen, eller en delpension, der kan strikkes sammen, så det ligner de mange seniordage, som industrioverenskomsten gav privatansatte seniorer.

– Og så mener jeg faktisk også, at det er fagbevægelsens rolle at være formynderisk på det område. For ingen 30-årige ville frivilligt spare så mange penge op – eller de ville i hvert fald udskyde det. Men når man så fylder 62 år og faktisk godt kunne tænke sig at gå ned i tid, så bliver man godt nok glad for, at der var nogen, der traf den beslutning for én, siger Britt Brandum.

Men det ændrer ikke på, at samspilsproblemet er der – og at mange lønmodtagere altså vil blive modregnet i deres pension i forskelligt omfang. Derfor mener hun også, at politikerne på Christiansborg skylder at løse problemet.

– Industrioverenskomsten var et vink med en vognstang til politikerne om at finde en løsning. For hvis de ikke gør, er konsekvensen, at også de offentlige lønmodtagerorganisationer måske stopper med at tage et medansvar for samfundsøkonomien og i stedet forhandler fritvalgsordninger hjem til medlemmerne, som betyder mindre opsparing til alderdommen. Og det vil faktisk i sidste ende ikke bare udhule de offentlige finanser, men også kunne øge uligheden blandt de ældre, lyder salutten fra pensionschefen til Christiansborg-politikerne.

Formand: Fordele i frit valg

Den opsang til politikerne er Socialpædagogernes formand Benny Andersen enig i.

– Det kommer til at lyde, som om det kun er fagbevægelsens ansvar at sikre, at vi har penge på kistebunden til de ældre i fremtiden. Og det er det jo ikke. Det er ikke os, der nedlagde pensionskommissionen, der ellers skulle finde en løsning på samspilsproblemet, siger han og fortsætter:

– Samfundskontrakten lød dengang, arbejdsmarkedspensionerne blev skabt, at parterne påtog sig et ansvar for at få folk til at spare op og udbygge opsparingerne, men kontrakten sagde også, at politikerne skulle sørge for, at der var folkepension og dengang efterløn til alle. Og den del af kontrakten skal jo også overholdes, før det giver mening at bede de bredeste skuldre bære byrden.

Derfor mener han også, at tiden er moden til at lukke fritvalgsordningen ind i socialpædagogernes overenskomst.

– En overenskomst har i min bog to formål: Det ene er at give gode vilkår for medlemmerne. Og ens behov ændrer sig altså gennem et arbejdsliv, fordi man gennemgår forskellige faser i livet og i familielivet. Og jeg synes, at det er positivt, hvis vi kan skabe rammerne for, at flere kan vælge det, der passer til dem, siger Benny Andersen.

– Men kunsten bliver at skrue det sammen, så det ikke forstyrrer det andet formål med en overenskomst, nemlig at understøtte de bedst mulige rammer for at løse arbejdsopgaverne på det socialpædagogiske område. For modsat ansatte i industrien, hvor man bare kan slukke for maskinen, når man går fra arbejdet, så er der jo nogle borgere, som er afhængige af, at vi er på arbejde og tager os af dem, fortsætter han.

– På socialpædagogiske arbejdspladser – og mange andre i omsorgsbranchen – er der altså nogle særlige hensyn, som skal tages i en fritvalgsordning – for hvordan skruer man en vagtplan sammen og sikrer borgerne en ordentlig service, hvis alle medarbejdere på et bosted vil holde samtlige 32 seniordage i den samme måned? Her kan man med fordel skæve til den decentrale arbejdstidsaftale på det kommunale område, hvor det lykkes at balancere hensyn til fællesskab og den enkelte, og samtidig lade tillidsrepræsentanterne spille en rolle i at skabe den balance, påpeger Benny Andersen.

Men skal en fritvalgsordning give mening, skal den dog også have en vis volumen, mener Socialpædagogernes formand. Nogle småtterier hist og her giver ikke følelsen af, at din overenskomst giver muligheden for at tilrettelægge dit arbejdsliv, så det passer i dit kram. Man skal altså mindst op på at kunne vælge ekstra ferie, løn eller pension af et par procenter af den samlede løn, før det kan mærkes – og i en forhandling skal man som bekendt have arbejdsgiverne med ombord og have det samlede regnestykke til at gå op, pointerer Benny Andersen og understreger, at medlemmerne jo i allerførste omgang skal udtage kravene til forhandlingerne, inden de overhovedet går i gang.

– Og så skal vi have lavet nogle grundige beregninger af, hvad der bedst kan betale sig for medlemmerne. Men naturligvis skal vi også stræbe efter den rette balance mellem hensynet til den enkelte og så det store fællesskab.