Gå til indhold

velfærd

Flertal prioriterer velfærd

Et flertal af danskerne foretrækker, at opsvinget i dansk økonomi bruges på velfærd i stedet for på skattelettelser, viser en ny undersøgelse

9. juni 2017

Artikel
boegeskobgaard-RB.jpg

Forfatter: Malene Dreyer

Foto: Rasmus Baaner

Spørger man danskerne, hvad de mener, at den økonomiske fremgang skal bruges til, så svarer 62 procent, at det er vigtigst, at pengene går til mere velfærd, mens 18 procent svarer skattelettelser. Det viser en ny befolkningsundersøgelse foretaget af Epinion, som Socialpædagogerne står bag sammen med en række andre organisationer, som repræsenterer ansatte i kommuner og regioner.

Den danske økonomi er sund, viser den netop offentliggjorte rapport fra Det Økonomiske Råd og krisen er ovre:

- Der er ikke nogen undskyldning for ikke at investere i uddannelse og velfærd. Økonomien og væksten er i fremdrift, så der er brug for, at områder som socialområdet, handicapområdet, uddannelses- og, sundhedssektoren og andre centrale velfærdsområder får en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Og det skal politikerne på Christiansborg tage et fælles ansvar for og gøre noget ved, siger Benny Andersen, Socialpædagogernes formand.

Det private og det offentlige hænger sammen
Samtidig viser Epinions befolkningsundersøgelse, at 79 procent er helt eller overvejende enige i, at en velfungerende offentlig sektor er en afgørende forudsætning for et velfungerende privat erhvervsliv. 8 procent svarer, at de er overvejende eller helt uenige.

Benny Andersen siger:

-Den offentlige sektor og den private sektor er hinandens forudsætninger. Det kan betale sig at investere i velfærd og uddannelse, for det er med til at skabe grundlaget for vækst og høj produktivitet i vores samfund. Hvis vi undlader at opprioritere og udvikle den offentlige sektor, saver vi den gren over, som vi sidder på. God uddannelse og god velfærd er Danmarks stærkeste kort, hvis vi vil have et velfungerende samfund med fortsat vækst.

I alt har 1169 danskere deltaget i Epinions befolkningsundersøgelse.

Bag undersøgelsen står Forhandlingsfællesskabet, som består af 36 faglige organisationer på det offentlige område.

- Vi er med i det her samarbejde, fordi det er vigtigt at synliggøre, hvor central en rolle velfærdsområderne spiller i vores samfund, og hvor stor en opbakning, der er til vores fælles velfærd. Vi har jo set, at de offentlige tilbud igennem en årrække er blevet forringet på grund af nedskæringer.  Men som det fremgår af undersøgelsen, er der ikke med befolkningens mandat. Og økonomien er stærk, så nu må politikerne sadle om, siger Benny Andersen.

Bliv medlem
Bliv medlem