Gå til indhold

Familiepleje

Bedre vilkår tak

Mandag den 8. maj 2017 havde Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen, nedenstående debatindlæg i Politiken

14. juni 2017

Artikel

Kunne du tænke dig at sige dit lønarbejde op for at tage et barn i pleje, der har oplevet så store svigt, at det er et fuldtidsjob at drage omsorg for barnet og sikre en god udvikling? Og så have en måneds opsigelse, hvis barnet af den ene eller den anden grund er nødt til at flytte igen?
Det er virkeligheden for mange af landets familieplejere.

I Danmark arbejder familieplejere uden overenskomst. I stedet skal de indgå en kontrakt med kommunen, og i sidste uge cementerede Socialstyrelsen det ringe opsigelsesvarsel på én måned som ’generel praksis i alle landets kommuner’. 
Opsigelsesvarslet er kun et af flere punkter, hvor familieplejere står langt dårligere end de fleste andre på arbejdsmhslarkedet, og mange familieplejere må eksempelvis også leve med risikoen for at blive sat ned i løn – eller vederlag, som det hedder.

I Socialpædagogerne mener vi ikke, at det kan være rigtigt, at de mennesker, der åbner deres hjem for udsatte børn, skal stilles ringere – og leve med en større økonomisk usikkerhed – end andre.

Vi mener, at der skal skabes ordentlige vilkår for familieplejerne. Rammer, der skaber den fornødne tryghed, så familieplejerne kan koncentrere sig om indsatsen for plejebørnene uden at skulle bekymre sig for, om økonomien også er i orden om to måneder. Rammer der sikrer, at vi kan tiltrække de bedst mulige til at løse den krævende og vigtige opgave med hjerne og hjerte.

Vi ser allerhelst, at der kommer en overenskomst på området. Og alternativt nogle faste, bindende aftaler.

Bliv medlem
Bliv medlem