Opgør med det omvendte incitament

Hold da op, hvor har du gjort en god indsats. Så skal du da sættes ned i løn. Sådan oplever mange familieplejere, at virkeligheden ser ud, fordi antallet af vederlag afhænger af barnets udfordringer: Jo højere belastningsgrad, jo flere vederlag, hvilket betyder, at antallet af vederlag sættes ned, hvis barnet får færre udfordringer – også når det skyldes familieplejerens vellykkede indsats.

Men flere steder i landet bliver der – eller er der allerede blevet – indført en ny honoreringsmodel, hvor familieplejerne i stedet aflønnes med en fast gennemsnitshonorering gennem hele anbringelsen.

– Og det er vi som udgangspunkt meget positive overfor – men det skal gælde for nye plejeforhold eller være et frivilligt tilvalg for eksisterende plejeforhold, siger Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen.

Otte kommuner

Indtil videre arbejdes der med gennemsnitsmodeller i mindst otte kommuner (Aarhus, Randers, Herning, Gentofte, Rudersdal, Herlev, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk). Derudover kommer der i løbet af 2017 efter planen en ny aflønningsmodel i Guldborgsund Kommune, og her har en form for gennemsnitsmodel også været på tale.

I Randers Kommune er en gennemsnitsmodel for øjeblikket ved at blive indført under store sværdslag, fordi mange familieplejere går ned i vederlag (se også artiklen ‘Økonomisk strid går ud over børnene’). Men overgangen til en gennemsnitsmodel behøver på ingen måde at hænge sammen med besparelser.

I Herning Kommune understreges dette i en redegørelse til Børne- og Familieudvalget, hvor der står:

‘Forvaltningen er netop overgået til ‘gennemsnitsaflønning’ af nye plejefamilier. Det betyder, at man aftaler en gennemsnitsløn for en længere periode, uanset om barnets funktionsniveau bliver bedre i perioden. Lønnen sættes ikke (som tidligere) ned, hvis barnet får det bedre. Hensigten er at fremme og påskønne plejefamiliens indsats for, at plejebarnet skal få det bedre. Vi forventer ikke at spare penge ved denne omlægning, men forventer at plejebørnene vil få det bedre, og plejefamilierne bliver mere tilfredse.’

Ro i anbringelsen

De fem sjællandske kommuner Gentofte, Rudersdal, Herlev, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk har siden 2011 brugt en gennemsnitsmodel til honorering af kommunernes såkaldte kommunale familieplejere, der er godkendt til at tage sig af børn med særlig store belastninger. Her får man som kommunal familieplejer 10 vederlag om måneden for at have ét barn i pleje – svarende til godt 40.000 kr.

– Vi har valgt den model for at skabe ro gennem anbringelsen, og for at spørgsmål om økonomi ikke skal komme til at fylde for meget, siger Jane Mannerop Wiid, der er tværkommunal projektkoordinator i de fem kommuner.

Bedre samarbejde

Efter hendes vurdering er det en stor fordel, at vederlagenes størrelse ikke er til forhandling.

– Det siger sig selv, at det gør en kæmpe forskel i samarbejdet. Andre steder kan der måske være en tendens til, at familieplejerne ‘taler barnet ned’ for ikke at blive trukket i vederlag. Det er vi helt fri for, og det frigør en masse energi. Det giver også de kommunale familieplejere et større overskud, når der er ro på økonomien.

Selvom alle de børn, der anbringes i kommunal familiepleje, har en høj belastningsgrad, kan der godt være individuelle forskelle, så nogle har behov for endnu mere pleje og støtte end andre – men de kommunale familieplejere får alligevel samme betaling. Ligeledes kan der være perioder af anbringelsen, hvor arbejdet som kommunal familieplejer er mere krævende end andre perioder – og også i de tilfælde er honoreringen den samme.

– I sidste ende tænker vi, at det i store træk nok går nogenlunde lige op, men det kan da godt være, at der er nogle, der arbejder lidt hårdere for deres penge end andre. Hvis nogle kommunale plejefamilier er særlig hårdt udfordret, kan vi ikke tilbyde flere vederlag – men vi kan prøve, om vi kan understøtte dem, så det bliver mindre hårdt. Typisk med mere supervision eller anden faglig støtte, men der har fx også været et tilfælde, hvor en plejefamilie fik hjælp til at gøre rent i hjemmet, siger Jane Mannerop Wiid.

Socialpædagogerne er positive

Hos Socialpædagogerne bliver ideen om en fast aflønning gennem hele plejeperioden modtaget med åbne arme. Næstformand Verne Pedersen siger:

– Allerhelst vil vi have overenskomstdækket området, og det er det, vi arbejder for – men indtil vi får en overenskomst, er gennemsnitsmodellen det næstbedste, fordi den skaber ro og stabilitet. Men det er selvfølgelig ikke lige meget, hvad det er for et gennemsnit: Det skal være en gennemsnitsmodel med en rimelig størrelse på gennemsnittet.

Hun lægger vægt på, at aftalen om gennemsnittet skal forhandles på plads, inden barnet flytter ind – og kun ændres, hvis det viser sig, at forholdene omkring barnet bliver markant anderledes, som det fx kan være tilfældet, hvis barnet senere får stillet en diagnose.

– Forhandlingerne hører som udgangspunkt hjemme inden barnet flytter ind, for det er der, familieplejerne har en fair chance for at sige ja eller nej til vilkårene. Når først barnet er der, begynder familieplejerne jo at knytte sig til det – og det er også meningen med det hele. Men det gør forhandlinger urimelige, for så kan familieplejerne blive så følelsesmæssigt pressede, at det kan føles næsten umuligt at sige nej.

I hendes øjne er en af de store fordele ved indførelsen af gennemsnitsmodellen, at det er et opgør med den såkaldte omvendte incitamentsstruktur, hvor man går ned i løn, når arbejdet lykkes, og det går bedre for plejebarnet.