Nødvendigt spot på familieplejere

Som politisk ansvarlig for familieplejeområdet glæder det mig, at de grønne bøgeblade i maj ankommer sammen med danmarkshistoriens til dato største familieplejeforskningsprojekt. Professor ved Aalborg Universitet, Inge Bryderup, har stået for projektet, og med hendes forskning får vi nu for første gang det overblik over området, som har manglet i mange år. Vi håber, at rapporten bliver obligatorisk læsestof på ethvert kommunalt natbord. For den dræber mange myter – og den giver vigtig viden om et område, vi årligt bruger over tre mia. kr. på. Endelig sættes der spot på, hvad der helt konkret opleves af udfordringer i en plejefamilie anno 2017.

Mange af rapportens konklusioner overrasker os ikke. Men med den i baghånden har vi nu et meget bedre og validt grundlag at tage de politiske diskussioner på. Og man må sige, at timingen ikke kunne være bedre. Vi oplever nemlig, at politikerne er interesserede i området, og at flere og flere politikere endelig har fået øjnene op for, at området skal styrkes, hvis ønsket om familiepleje som primær anbringelsesform stadig skal give mening.

Vi får med rapporten syn for sagen. Familieplejerne oplever i stigende grad, at de børn, som de modtager, har langt større udfordringer end tidligere. De er udfordret på langt mere, end hvad der kan afhjælpes med trygge og stabile rammer. Vi får også understreget, at sagsbehandlingen og samarbejdet omkring familieplejeanbragte børn stadig lader en del tilbage at ønske.

Vi kan takket være rapporten nu konstatere, at særligt belastede børn og unge er anbragt hos alle typer af familieplejere. Det kalder på, at vi skærper fokus på at matche bedre og have højere krav til kvalifikationer. Og at kommunerne ikke anbringer børn med høj belastningsgrad i plejefamilier godkendt til børn med lav eller middel belastningsgrad.  

Omkring en femtedel af familieplejerne har ikke modtaget efteruddannelse de seneste tre år, selvom der faktisk er et lovmæssigt krav om det. Omkring en tredjedel har aldrig fået supervision, og ca. en fjerdedel oplyser, at de i lav eller meget lav grad er tilfredse med både omfanget og kvaliteten af supervisionen.

Med disse tal foran os kan vi konstatere, at der i høj grad er plads til forbedring. Socialpædagogerne vil bruge rapporten til aktivt at sikre plejefamilierne det, der skal til for at løfte opgaven. Men også til at understrege, at det ikke er alle børn, der profiterer af en plejefamilie. Nogle har brug for en langt højere grad af specialiseret hjælp – på samme måde som når en borger med åbent lårbensbrud ikke henvises til fysioterapeut.

Vores udsatte børn og unge har stadig krav på den rette hjælp i rette tid.