Gå til indhold

Familiepleje

En helt speciel dag

Familieplejernes arbejdsdag er noget ganske særligt, og forbundet bad derfor familieplejerne om at skrive dagbog. Nedenstående bidrag er en livsbekræftende fortælling fra en ganske særlig dag

16. marts 2017

Artikel

Det er i dag tirsdag den 21. juni 2016. Vi står og venter på, at vores plejebarn kommer ud fra eksamenslokalet, så jeg kan sætte huen på hovedet af ham.

Tankerne glider 19 år tilbage. Stedet var Bagsværd Observationshjem, vi havde netop fået at vide, at det var os, der ud af 3 plejefamilier, var blevet valgt til at få en lille dreng på 8 måneder i pleje. Vi får at vide, at det er en stor opgave, han er meget sårbar, og det første stykke tid, er det kun mig, der sammen med hans faste kontaktperson må være omkring ham på Observationshjemmet. Vi får også at vide, at vi ikke skal forvente, at han udvikler sig særlig godt.

Det var et stort arbejde i starten efter vi havde fået ham hjem, hvor han skulle beskyttes bedst muligt, og han havde det svært efter samkvem. Heldigvis blev samkvemmet allerede fra starten overvåget.

Da han kom i skole og samkvemmene ikke var så tit, begyndte han at udvikle sig, men en dag fik vi et telefonopkald fra den anbringende kommune, som virkelig gjorde en forskel: Der var bevilget psykolog både til ham og os, og ikke den samme psykolog, men hver vores.

Han udviklede sig til en af de dygtigste elever, og selvfølgelig valgte han i 7., 8. og 9. klasse at gå på den internationale linje.  9. klasses eksamen blev bestået med flotte karakterer. Efter folkeskolen er det blevet til 3 år på handelsskolens internationale linje, hvor det også blev til pæne karakterer, og samtidig  udviklede han et godt socialt netværk.

Og nu står jeg og venter på ham. Det sidste fag er engelsk, et af hans favoritfag. Nu kommer han ud og med et 12-tal.

En meget stolt plejemor sætter huen på ham, selv om det er 2 meter oppe i luften.

Og fremtiden? Bliver det universitet eller CBS, dette spørgsmål blæser lidt i vinden, medens man på denne specielle dag tænker med taknemlighed på den opbakning, som vi fik af en hel fantastisk kommune, men også hjælpen fra psykologerne var hel unikt.

For at sikre plejebarnets anonymitet er også familieplejeren / skribenten anonym.

Bliv medlem