Vigtigt signal eller ren symbolpolitik?

– Jeg synes, det er skudt helt ved siden af – og jeg kan ikke se, at et knivforbud overhovedet hjælper. Faktisk risikerer man, at et forbud mod kniv får den stik modsatte effekt og virker voldsfremmende.

Sådan lød den umiddelbare reaktion fra Nille Jensen, som er forstander på det socialpsykiatriske botilbud Pilekrogen i Gentofte Kommune, på børne- og socialminister Mai Mercados (K) udmelding om, at hun vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på mulighederne for at indføre knivforbud på socialpsykiatriske botilbud. Et forbud, Nille Jensen har svært ved at se gennemført i praksis.

– Alle kan jo i princippet gå ud og købe en kniv – også vores beboere. Forestiller politikerne sig så, at vi skal til at kropsvisitere vores beboere, når de har været ude ad døren? Eller at vi skal ransage beboerens boliger? For det vil i den grad have en voldsfremmende effekt, siger Nille Jensen.

Med sine 18 års erfaring på området anbefaler hun i stedet, at man gør dét, som for nylig blev slået fast i en rapport fra SFI om voldsforebyggelse på botilbud og forsorgshjem – nemlig at forebygge vold gennem faglighed, relationsarbejde og pædagogik.

– Problematikken omkring knive er jo ikke ny, det har vi diskuteret mange gange. Derfor ser jeg også det nye forslag som ren symbolpolitik. På Pilekrogen har vi gennem mange år haft gode resultater med at skabe ro og tryghed i borgenes liv ved at opbygge gode relationer og bruge vores faglighed – og selvom vi arbejder med mennesker med komplekse problemstillinger, dobbeltdiagnoser og behandlingsdomme, så oplever vi ikke, at beboerne går rundt med en kniv på sig, siger Nille Jensen.

Ikke kniv på fællesarealer

På det socialpsykiatriske botilbud Lindevang i Helsingør er forstander Inge Fjordside spændt på at se, hvad arbejdsgruppen når frem til. Hun har selv tidligere luftet tanker om et forbud mod knive på fællesarealer.

– Jeg tror ikke på et generelt knivforbud på et bosted som vores, for borgerne skal bevare deres ret til at leve, som de vil i eget hjem. Men jeg har ofte undret mig over, at det er tilladt for en beboer at gå rundt med en kniv på fællesarealerne, som vi indimellem oplever. For det kan virke skræmmende på medarbejdere og beboere, hvis man pludselig får øje på en kniv, siger Inge Fjordside.

Hun ser derfor gerne et forbud mod knive og andre våben på fællesarealer.

– Der er rigtig meget signalværdi i at tage stilling til, at det ikke er ok at gå rundt med en kniv de steder, hvor man er sammen med andre beboere og medarbejdere. Som det er nu, kan vi ikke ringe til politiet, hvis en beboer går rundt med kniv – medmindre vedkommende er truende, siger hun og tilføjer, at hun betragter det som et svigt af både beboere og personale, hvis man giver alle adgang til kniv.

– Hvis en borger i psykotisk tilstand får adgang til en kniv og stikker et andet menneske ned, så svigter vi jo også den pågældende borger. Så hvis man tillader knive alle vegne, så er det lidt som at sige, at vi konstant bevæger os i en potentiel rød zone.

Intern husorden

På Lindevang har man internt lavet en husorden, der sætter nogle grænser for, hvornår og hvor man som beboer må have en kniv.

– Hos os er det ikke ok at gå med kniv eller andre våben på fællesarealerne, ligesom knive også skal pakkes væk, når vi kommer i borgerens egen bolig. Der må fx ikke ligge en kniv fremme på sofabordet. Og hvis borgeren ikke vil samarbejde om det, så kan vi som medarbejdere med husordenen i ryggen sige, at så går vi ikke ind i borgernes hjem – så må vi finde et andet sted at tale sammen, forklarer Inge Fjordside, som generelt taler for, at der skal være længere vej til knive på bostederne.

– Det gør altså noget ved mennesker, at de rent fysisk kan se den der kniv. Og der er ingen grund til at optrappe de potentielle konflikter, der kan opstå, når en beboer fx udviser tegn på selvskadende eller udadreagerende adfærd – eller øge muligheden for, at borgeren i affekt eller i psykotisk tilstand griber til kniven.

Skruen uden ende

I Lejre Kommune på det socialpsykiatriske tilbud Solvang betegner forstander Anne Røder tanken om et knivforbud som skruen uden ende.

– Vi er inde i en ond cirkel. Vi rammer de mest udsatte borgere med besparelser i psykiatrien, og når det så giver en negativ effekt i form af uadreagerende adfærd, vold og drab, så skal der strammes endnu mere op med nye sikrede tilbud til de særligt farlige og knivforbud. Men det løser jo ikke det grundlæggende problem med, at de her mennesker altså ikke er blevet farligere de seneste år – de får bare ikke den behandling, de har behov for, siger Anne Røder.

Hun er bekymret over det billede, der generelt tegnes af psykisk syge mennesker som dem, der fx bor på Solvang.

– Vi læser efterhånden kun om psykisk syge i avisen, når de har begået mord eller truet med en kniv – og man bruger en masse penge på at lave forbud på forbud og beskytte befolkning og medarbejdere mod de her farlige borgere. Jeg ville ønske, at man kunne se tingene i et større perspektiv, siger Anne Røder og tilføjer, at det med hensyn til knive på botilbud i høj grad handler om sund fornuft, faglighed og respekt for borgerne.

– Der er masser af forholdsregler, man kan tage uden at indføre forbud. I vores boenheder er der lås på køkkenskuffen med knive, som vi låser op, når vi laver mad sammen. Medarbejderne har også bærbare alarmer – og vi arbejder bevidst med konfliktnedtrapning, forebyggelse og fornuftig adfærd. Men forbud eller ej – vi vil jo aldrig kunne forhindre en borger i at gå over til købmanden på den anden side og købe en kniv, siger hun.