Tallene bag tallene, tak

Lige før årsskiftet udkom Ankestyrelsens seneste – og sidste – ‘Anbringelsesstatistik’. Fra nu af overgår denne opgave til Danmarks Statistik. Også i år konkluderes det, at der er ‘færre anbragte 0-17 årige ved udgangen af 2015’, og at ‘antallet er det laveste i perioden 2010-2015’. Der var anbragt 11.572 børn i 2014, og antallet var 11.049 i 2015. Der er således anbragt 523 færre børn og unge i 2015 end i 2014.

Tager man et hurtigt kig ind i befolkningsstatistikken, viser det sig, at også antallet af alle 0-17 årige er faldende ved udgangen af 2015. I 2014 var der i alt 1.171.910 børn og unge i alderen 0-17 år, og i 2015 var der 1.166.429. Der er således 5.481 færre børn og unge i alderen 0-17 år i 2015 end i 2014.

Beregnes anbringelsesfrekvensen skal vi helt ned i decimalerne for at finde de minimale ændringer: I 2014 var 0,99 pct. af alle børn og unge anbragt, og i 2015 var andelen på 0,96 pct. Her er altså ikke tale om de store udsving i forhold til det historiske faktum, at der i de forgangne 100 år til enhver tid har været anbragt lige omkring 1 pct. af alle børn.

Anbringelsesfrekvensen er stigende med alder. Der er altså en større andel af de 15-17 årige, der er anbragt (knap 40 pct. af alle anbragte) end blandt de 0-3 årige (7 pct. af alle anbragte). Men også i denne sammenhæng ville det være relevant at se på befolkningsstatistikken. Eksempelvis var der i 2014 blandt 0-3 årige cirka 57.000 i hver årgang, mens der blandt de 15-17 årige var cirka 70.000 i hver årgang. Det ville således være interessant at få anbringelsesfrekvenser fordelt på aldersgrupper – og i et historisk perspektiv vil dette give store udsving, da årgangene af børn i forskellige aldre har været svingende over tid.

Kære Danmarks Statistik. Når I nu overtager ansvaret for denne vigtige opgave, kunne I så ikke grave et spadestik dybere i anbringelsesstatistikken? I har befolkningsstatistikken i huset. I har også statistikker i et længere historisk perspektiv.

Og når jeg nu er ved de gode råd: Kunne vi ikke få mere præcis viden om ophør af anbringelser – i særdeleshed om omfanget af ikke planlagte flytninger fordelt på forskellige anbringelsesformer.

Kunne vi ikke også få statistik på, hvor mange og hvor lange anbringelser børn og unge gennemsnitlig oplever i deres barndom.

I forhold til efterværn er det alene døgnophold, vi har tal på i dag, og det ville være godt også at vide noget om de andre former for efterværn – altså at få det samlede billede. 

Mange socialpædagogiske og socialpolitiske diskussioner kunne kvalificeres af en sådan viden – fx diskussionen om kontinuitet i de anbragte børn liv.

Inge Bryderup er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.