Socialpædagog i lægeland

– Jeg er meget imponeret over den specialviden og tårnhøje faglighed, der er her. Den er nødvendig, hvis man som socialpædagog vil ses og anerkendes i et sundhedsfagligt system. Den anerkendelse hører jeg også, at socialpædagoger inden for sundhedsområdet får – fra både psykiatere og sygeplejersker – fordi de kan noget andet, når det kommer til at se mennesket bag diagnosen. Det er fantastisk at opleve i praksis.

Sådan lyder reaktionen fra Socialpædagogernes formand Benny Andersen, da han er på arbejdspladsbesøg på Børne- og Ungdomspsykiatri Odense fredag den 15. december. Her bliver han i selskab med Kreds Lillebælts formand Hanne Ellegaard vist rundt og møder afdelingens socialpædagogiske medarbejdere.

Påvirker hele familien

I alt er der 11 socialpædagoger tilknyttet den psykiatriske afdeling, hvor der er 22 døgnpladser. Her bliver børn og unge fra 0 til 19 år behandlet for fx spiseforstyrrelser, psykotiske sygdomme og neuropsykiatriske lidelser.

Socialpædagogerne er fordelt i tre teams – et børneteam, et spiseforstyrrelsesteam og et ungeteam – hvor de arbejder tæt sammen med afdelingens sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer og socialrådgivere.

– Nogle arbejder med én-til-én kontakt til børnene og de unge. Derudover påvirker en psykiatrisk sygdom jo ikke kun barnet eller den unge, men ofte også forældre og den øvrige familie, som skal kunne kontakte os, når de har brug for det, fortæller socialpædagog og tillidsrepræsentant Tina Frydenlund og peger på en stor tavle, der viser sort på hvidt, hvem der på arbejde, hvornår.

Dufter af pædagogik

Selvom man fra hovedindgangen kan se ned ad en lang, bar institutionsgang, og den sterile lugt af sprit forsikrer en om, at man er landet i sundhedssektoren, så skal man ikke ret langt rundt om det næste hjørne, før de pædagogiske fingeraftryk er sat.

Her bliver man mødt af krydrede og søde dufte fra de planter, som snart skal blive til en sansehave uden for. Og rundt om på væggene hænger der billeder i livsbekræftende farver, som børnene og de unge selv har lavet.

Længere nede af gangen er der indrettet sanserum med spejle, sækkestole og bolde i alverdens former og farver. Afdelingen har desuden en gymnastiksal og et musiklokale, hvor Tina Frydenlund og kollegaerne laver aktiviteter, og hvor børnene og de unge selv kan gå ned og tage en pause fra det hele.

I hjertet af afdelingen ligger det centrale rum ’hjerterummet’, hvor man kan synke ned i de bløde sofaer, og hvor brætspil og Mandala-tegninger ligger fremme.

– De unge kan trække sig herud, når det hele bliver for svært. Her skal en af os altid være tilgængelig. Det giver en enorm tryghed for dem at vide. Mange af dem har desuden svært ved at sove om natten og i stedet for, at vi skal sidde på deres sengekant, så kan de tage deres dyne og pude med herud.

Skal være ultrafaglig

Men selvom afdelingen på mange måder emmer af socialpædagogik og relationsarbejde, er det ikke altid nemt at være rund og rummelig socialpædagog i et skarptskåret sundhedsfagligt miljø, hvor chefen er overlæge. Her er det primært medicin og ernæring, der bliver målt på, og i stigende grad sundhedsfaglige stillinger, der bliver slået op, fortæller socialpædagogerne.

Derfor skal socialpædagogerne altid være skarpe på deres egen faglighed og understrege den forskel, de gør, fortæller socialpædagog Kirsten Buur Thomsen.

– Vores værdigrundlag kan være svært at harmonisere med sundhedsvæsnet, hvor diagnoser og ressourcer er i fokus. Vi arbejder i stedet med at kigge bag diagnosen hos de unge mennesker. Så nogle gange føler vi os lidt på udebane. Selvom ledelsen selvfølgelig kender vores viden og know how, skal vi passe ind i sundhedssystemet og tale deres sprog og faglighed, siger hun og bliver suppleret af sin kollega Jim Schoubo Scherning.

– Som socialpædagog i et sundhedssystem oplever man en vis modstand. Og man oplever også at skulle være ultrafaglig og klar i mælet. For hvis vi taler snørklet pædagogsnak til vores kollegaer, forstår de det ikke. Samtidig arbejder vi med nogle af dem, der har det allersværest. Så hvis man gerne vil udfordres, er det her, man skal være, siger han.

Vi hjælper dem ud herfra

Jim Schoubo Scherning og kollegaerne arbejder blandt andet med miljøterapi, hvor man har fokus på at vende belastede børn og unges udvikling og ændre deres personlighedsstrukturer. Han og kollegaerne er optagede af at tale med de unge om, hvordan de sammen kan tage ansvar for at skabe den forandring i deres sind, som de har brug for, frem for at fokusere på, at medicinen eller kosten er forandringsagenten. Desuden arbejder de med børnenes og de unges egenkontrol og motivation for at blive raske, fortæller han.

Endelig er han og kollegaerne også optagede at overgangen fra den psykiatriske afdeling til hjem eller bosted. Og Jim Schoubo Scherning har blandt andet været med til at oprette et mobilt team af fagfolk, der følger patienterne, når de bliver udskrevet.

– Vi er godt klar over, at hvis vi skal gøre en forskel for de her børn og unge, så kan vi ikke isolere indsatsen til sygdomsbehandling på afdelingen. Det er alt for ensidigt. Vi skal tage os af det hele menneske, siger han.