Klar til at kaste håndklædet i ringen

– Nu magter jeg det ikke mere.

Sådan tænkte familieplejer ‘Marie Jensen’, da hendes ni-årige plejesøn endnu en aften smed rundt med tingene på sit værelse. Stole og legetøj fløj gennem luften, og Marie Jensen var meget frustreret.

– Når du bliver plejefamilie, er det jo fordi du gerne vil gøre en positiv forskel for et barn. Og når du så føler, at det kan du ikke, ja, så er det meget hårdt, fortæller hun.

Vi møder Marie Jensen et lille års tid senere i et mødelokale på Børne- og Familiehjemmet Bakkevej i Hedensted Kommune. Siden 2014 har Familieplejen været en del af døgninstitutionen – både rent fysisk, idet de tre familieplejekonsulenter har til huse på stedet, og organisatorisk, så familieplejen nemt kan trække på døgninstitutionens ressourcer. Fx har alle kommunens familieplejere døgnet rundt adgang til en akuttelefon, hvor de kan få støtte af de medarbejdere, der alligevel er på vagt på døgninstitutionen – eller af den bagvagt, der træder til i akutte situationer på døgninstitutionen.

– I praksis har akuttelefonen kun været brugt syv-otte gange i løbet af de to år, vi har været i gang. Men jeg tror, at det giver en stor tryghed, at man ved, at man altid kan ringe. Ellers kan man føle sig meget alene som familieplejer, siger Familieplejens leder Lene Høtoft Michaelsen, der også selv har været familieplejer.

Kurser for familieplejere

Bakkevej arrangerer også kurser for familieplejere, hvor socialpædagoger fra døgninstitutionen deler ud af deres viden, ligesom de kan få en-til-en supervision af socialpædagoger fra døgninstitutionen.

– Når en familieplejer står i en særlig problematik, tager jeg det op på ledergruppemødet på Bakkevej – og så kan de andre afdelingsledere forholde sig til, om der er en af Bakkevejs i alt 60 socialpædagoger og andre fagpersoner, der kan være særlig god til at hjælpe med netop den problematik, siger Lene Høtoft Michaelsen.

På Bakkevej er der både afdelinger for småbørn og teenagere, ligesom der er børn med forskellige typer af handicaps eller andre særlige problemstillinger. Det er derfor tit muligt at finde en socialpædagog med erfaringer, der matcher familieplejerens problematikker. Det kan fx være en socialpædagog, der har arbejdet med piktogrammer.

– Men vi har stadig mulighed for også at købe ekstern supervision, understreger Lene Høtoft Michaelsen.

Marie Jensen fik tilknyttet socialpædagogen ‘Mogens Hansen’, og for hende gjorde det en stor forskel.

– Inden vi fik Mogens, var vi faktisk klar til at smide håndklædet i ringen, men Mogens har hjulpet os og medvirket til, at vi stadig er i gamet, siger Marie Jensen.

Mogens er der for mig

Det sidste års tid er Mogens Hansen gennemsnitligt kommet på besøg hos Marie Jensen en gang om måneden – i nogle perioder mere, i andre perioder mindre.

– Mogens er der for mig. Der er andre fagpersoner, der kommer for barnets skyld, eller for kommunens skyld, men Mogens er min støtte. Jeg har 100 pct. tillid til ham, siger Marie Jensen, og Lene Høtoft Michaelsen uddyber, at det netop er meningen, at supervisionen skal være et særligt, fortroligt rum, hvorfra der ikke rapporteres videre til fx hende.

For at mindske den udadreagerende adfærd hos Marie Jensens plejesøn, er det meget vigtigt med en helt fast struktur, hvor han fx hver dag vækkes på samme måde på samme tid, og her har Mogens Hansen været en god sparringspartner.

– Både rent fagligt, fordi vi har talt sammen om, hvordan vi bedst kan arbejde med strukturen, og – hvilket har været mindst lige så vigtigt – fordi Mogens har anerkendt os og sagt, at vi er på rette vej. Ellers føler man sig jo meget alene, når man arbejder for lukkede døre, siger Marie Jensen.

Hun fortæller, at hele familien lever efter et fast mønster, hvor plejebarnet hver eneste dag bliver hentet fra skole mellem kl. 16.00 og 16.30. Herefter tager de hjem og drikker kaffe og snakker, og så må han spille iPad, indtil de spiser aftensmad på slaget 18.00. Derefter spiller de altid et spil efter maden, og det skal helst være UNO, æsel eller hr. Skæg.

– Det er klart, at det faste mønster får stor betydning for alle i familien, og når man skal sætte hele sit liv ind i sådan et skema uden at vide, om man gør det rigtige, så er det altså hårdt. Så det betyder rigtig meget, at Mogens anerkender, at vi gør det godt, og at han også anerkender, at vi fx har behov for at holde fri ind i mellem, siger Marie Jensen.

En spændende opgave

De socialpædagoger, der fungerer som sparringspartnere, er også glade for opgaven – i hvert fald taler nærværende fagblad med flere, der er glade for tiltaget. En af dem er Agnete Aagaard, der fik til opgave at hjælpe i overgangsfasen, da to børn skulle flytte fra Bakkevej og ud i en plejefamilie.

– Jeg er ret nyuddannet, så først var jeg spændt på, om jeg kunne fungere som rådgiver, men jeg synes, at det gik godt. Bl.a. fordi jeg havde været kontaktpædagog for børnene og derfor kendte dem rigtig godt.

Den nye plejefamilie ønskede bl.a. sparring omkring samarbejdet med den biologiske far – og samværet, som skulle foregå i deres hjem.

– Og jeg synes selv, at det er meget spændende at arbejde med forældresamarbejdet, så her var jeg glad for at kunne give noget af min egen indsigt videre til andre. Konkret handlede det fx om at hjælpe plejefamilien til at sætte sig ind i faderens situation og få en forståelse for, hvorfor han handler, som han handler – i stedet for bare at blive frustreret over, at han i plejefamiliens øjne ikke gav børnene den fornødne omsorg.

Lene Høtoft Michaelsen supplerer og siger, at det er ret almindeligt, at socialpædagogerne i første omgang ikke tror, at de kan løfte opgaven – og at de så finder ud af, at det kan de godt.

Brug for mere støtte

Selvom Lene Høtoft Michaelsen mener, at Familieplejen i Hedensted er på vej i den rigtige retning, er målet ikke nået endnu.

– I takt med, at flere og flere børn bliver anbragt i familiepleje, bliver vi nødt til at arbejde med, hvordan vi i endnu højere grad kan støtte familieplejerne. Især fordi der bliver anbragt flere behandlingskrævende børn i plejefamilier. Og hvis familierne ikke får tilstrækkelig støtte, ender vi med at splitte familierne ad – og for nogle børn, er familiepleje ikke den rette løsning. Uanset støtten. 

I samarbejde med resten af Bakkevej har Familieplejen flere tiltag i støbeskeen, der gerne skulle ruste familieplejerne endnu bedre i fremtiden. Den ene idé handler om at udvide et forældretræningskursus, der for øjeblikket kører i dagtilbuddet som støtte til biologiske forældre, så familieplejere også kan få tilbuddet. Den anden idé er at lave netværksgrupper for plejebørn, så de kan møde hinanden og få støtte af en socialpædagog fra døgntilbuddet.

– Og så har vi en idé om, at vi måske samtidig kan lave en netværksgruppe for familieplejerne, så familieplejere mødes med familieplejere, samtidig med at plejebørn mødes med plejebørn, siger Lene Høtoft Michaelsen.

Alle oplysninger om familieplejere og plejebørn er anonymiserede.