Smagsprøver på virkeligheden

Når jeg har fortalt om mit liv, mine drømme og min hverdag, så siger mange af de studerende, at de på halvanden time har lært mere end på et helt semester. Jeg kommer jo med noget, lærerne ikke kan, for jeg fortæller, hvordan det er i virkeligheden – der hvor de snart skal ud og arbejde. ’Sådan lyder det fra 30-årige Kasper Jensen, som efterhånden har opbygget en ret solid erfaring med at holde oplæg på pædagoguddannelsen. Som udviklingshæmmet har han mange års rutine med at samarbejde med og modtage støtte fra socialpædagoger, og det er den viden, han øser ud af, når han holder oplæg for pædagogstuderende. Nogle gange alene – andre gange sammen med bofællerne Lea, Lise og Casper, som også kan berette om hverdagen og livet i opgangsfællesskabet Gyngemosen i Mørkhøj.

Eksperterne kalder de sig samlet – og ifølge Kasper Jensen får de pædagogstuderende lidt af en øjenåbner, når han bringer virkeligheden ind i undervisningen.

– Jeg slår bunden ud af dem, når jeg fortæller, hvad jeg laver. At jeg både arbejder som pædagogmedhjælper og på TV Glad, at jeg bor i et opgangsfællesskab med fem andre, hvor vi selv klarer rigtig mange ting i hverdagen. Mange af de studerende tror jo, at mennesker som mig bor i bofællesskaber med pædagoger døgnet rundt og kun arbejder i beskyttede værksteder. Så de bliver altid lidt klogere, når de møder os, siger Kasper Jensen.

Husk det menneskelige

 Ideen til at tage ud på pædagogstudiet og holde oplæg om hverdagen som udviklingshæmmet opstod ud fra en gammel drøm om selv at læse til pædagog.

– Jeg har aldrig selv taget en ordinær uddannelse, for jeg er ikke bogligt stærk nok. Men på den her måde får jeg mulighed for at snuse til undervisningen og komme lidt ind i deres verden, lyder det fra Kasper Jensen, som foreløbig har været ude med sit oplæg 20 gange på fire forskellige pædagogstudier i hovedstadsområdet.

– Jeg fortæller om min barndom, om hvordan det har været at gå i specialbørnehave og specialskole, om mine fritidsinteresser – og om mit arbejdsliv. Og så punkterer jeg også en masse fordomme, for mange gange ved de studerende slet ikke, hvordan sådan nogen som mig lever, og hvordan vi klarer os i hverdagen. Et af de allervigtigste budskaber til de studerende er ifølge Kasper Jensen, at de skal huske at få det menneskelige med ind i arbejdet som socialpædagog.

– For mig er det meget mere vigtigt, at de som pædagoger er til stede, end at de bruger alt det, de har lært i skolen. Vi ser jo vores pædagoger som mennesker, og vi kan godt mærke, om det, de laver med os, kommer fra hjertet. Om de virkelig vil os.

Professionsforståelse og etik

Også i Kreds Nordjylland har man gode erfaringer med at krydre undervisningen med lidt virkelighed. Kredsen har indgået en fast aftale med pædagoguddannelsen i Aalborg om, at de hvert semester råder over to dages undervisning på det tidspunkt, hvor de studerende er på indkald fra deres specialpraktik.

– Vi kører efter et fast mønster, hvor jeg den første dag underviser i professionsforståelse, mens dag to handler om etiske dilemmaer. Her er det så medlemmer ude fra arbejdspladserne, der fortæller om de dilemmaer og etiske overvejelser, de møder i deres konkrete arbejde. Og der er ingen tvivl om, at det virker super godt at have praksis folk ude hos de studerende, fortæller kredsformand Peter Kristensen.

I sit oplæg tager Peter Kristensen hul på en snak om, hvad socialpædagogisk kernefaglighed er – og kommer med masser af praksis eksempler.

– Fx snakker vi meget om, at socialpædagogisk arbejde har det med at være usynligt, når man lykkes med det – men meget synligt, når man mislykkes. Og om hvordan det at hjælpe en borger aldrig må reduceres til et stykke praktisk arbejde, fordi netop vores faglighed kan være helt afgørende for, hvor vidt en borger får en god eller dårlig dag, siger Peter Kristensen. Han glæder hver eneste gang over, hvor begejstrede og engagerede de studerende er.

– De er meget fagligt bevidste, og de forholder sig enormt meget til egen praksis. Så når jeg står der og fortæller om konkrete eksempler fra socialpædagogers arbejdsliv, giver de god respons, og jeg fornemmer virkelig, hvordan de kan relatere det til deres egen praktikperiode.

Hverdagens dilemmaer

Ud over kredsformanden er der også repræsentanter fra nordjyske socialpædagogiske arbejdspladser med, når der snakkes etik i faget. For Maria Hæstrup, der til daglig er leder på den sikrede institution for unge, Kompasset i Brønderslev, er det en unik mulighed for at tilføre de studerende både viden og erfaringer fra praksis. Hun har foreløbig været ude på pædagoguddannelsen fem gange.

– Uanset hvilket område, man arbejder med som socialpædagog, så kommer man til at stå overfor etiske dilemmaer – og det er det, vi snakker om, når jeg er ude på pædagogstudiet. I vores fag er der jo ikke noget facit – vi træffer vores valg ud fra en faglig og saglig begrundelse, og vi står hele tiden over for etiske overvejelser, hvor det ikke nødvendigvis er den teoretiske viden, man kan trække på, siger Maria Hæstrup, som altid kommer med masser af konkrete eksempler fra Kompasset.

– Som socialpædagoger fokuserer vi helst på de unges ressourcer og muligheder – men samtidig fylder faktorer som risikovurderinger, overfaldsalarmer og visiteringer af både de unge og besøgende også meget i vores hverdag. Og hvordan håndterer man det dilemma, hvor man på den ene side vil de unge det bedste og på den anden side møder dem med mistro?, spørger hun fx de studerende. Et andet hverdagseksempel kunne være dilemmaet med, hvad der vejer tungest i arbejdet – den faglige viden eller reglerne.

– Hvis nu en ung har svært ved at være alene på sit værelse i den time, der er afsat som egentid, fordi vedkommende har ADHD og finder det angstprovokerende at være alene – hvad gør man så som socialpædagog? Man vil gerne lave et individualiseret tilbud og give den unge mest mulig personlig frihed, men samtidig skal man også tage hensyn til alles sikkerhed og de generelle regler på arbejdspladsen. Den slags etiske dilemmaer er superspændende at sætte til debat blandt de studerende.

Tilfører flere nuancer

Både Kasper Jensen, Peter Kristensen og Maria Hæstrup oplever, at de med deres optræden i undervisningen tilfører studiet nogle nuancer, som gør det nemmere for de studerende at træde ud i virkeligheden, når de står med eksamensbeviset i hånden.

– Jeg tror virkelig på, at det rykker ved noget, når de studerende bliver udfordret på, at virkeligheden og praksis ikke altid er noget, man finder i en bog. De her unge har jo selv stået i situationer i deres praktik, hvor de har oplevet, at arbejdet ikke altid er så lige til – og med vores erfaring er vi med til at lære dem, at det er ok at være i tvivl og reflektere over sin faglighed.

Det er med til at gøre gabet mellem uddannelse og virkelighed mere overskueligt, lyder det fra Maria Hæstrup. Også Kasper Jensen er overbevist om, at han er med til at gøre faget mere levende, når han og bofællerne rykker ud på pædagogstudiet og viser en flig af deres hverdag.

– Jeg fortæller dem altid, hvad jeg lægger vægt på hos de pædagoger, jeg får hjælp af – og der er ikke den ting, de studerende ikke har spurgt mig om. Fx spørger de næsten altid om, hvordan man som handicappet ser på kærligheden. Men så stikker jeg det lige i hovedet på dem igen og spørger, hvordan de selv ser på kærligheden? Så tænker de nok lidt mere over, hvordan de skal møde sådan en som mig.

Én gang om året – den sidste onsdag i april – holder Kasper Jensen og hans bofæller åbent hus i deres opgangsfællesskab Gyngemosen, og her inviterer de gerne alle de studerende og lærere, de har holdt oplæg for.