Gå til indhold

Fagbladet

Færre blade flere nyheder

Fra august udkommer den trykte udgave af Socialpædagogen hver tredje uge. Hvert blad får til gengæld lidt flere sider og suppleres af et opgraderet nyhedsbrev, særlige tillæg og dag til dag-journalistik på nettet.

24. august 2016

Artikel

Forfatter: Redaktionen

Der sker nye ting med dit fagblad. Fra dette num­mer går der tre – mod tidligere to – uger, før der igen dumper et trykt blad ned i din postkasse. Til gengæld bliver der mere digital journalistik og kommunikation med bl.a. et opgraderet elektronisk nyheds­brev, der giver mulighed for en langt højere grad af aktualitet i den journalistiske dækning.

Formand for Socialpæda­gogerne og ansvarshavende redaktør for fagbladet Socialpæ­dagogen, Benny Andersen, siger:

– Fagbladet skal fortsat være stedet, hvor man kan fordybe sig og holde sig orienteret om både det pædagogfaglige, det fagpolitiske og det socialpoliti­ske stof, ligesom det også er der, man som læser møder fagfællers viden og erfaring. Men samtidig ønsker vi i Socialpædagogerne at præge debatten og sikre, at medlemmernes stemmer bliver hørt. Og skal man være synlige i nyhedsstrømmen, handler det i høj grad om at kunne være ‘på’ med det samme.

Derfor er der nu udtænkt en ny model, hvor antallet af trykte blade sættes ned fra 24 til 17 blade om året, mens den aktuelle dag til dag-journalistik opgraderes dels via nyheder på sl.dk og socialpaedagogen.dk, dels via en styrkelse af forbun­dets nyhedsbrev, der fra efter­året vil udkomme midt imellem udgivelsen af de trykte fagblade og både stille skarpt på aktuelle nyheder på det socialpæda­gogiske område og orientere om forbundets aktiviteter og holdninger, faglige nyheder og servicetilbud til medlemmerne.

Ind i nyhedsstrømmen

Hvor jobannoncer før har udgjort en stor del af fagbladets sider, er annoncerne nu i sti­gende grad flyttet over på net­tet. Samme udvikling er også sket med hensyn til nyheder og debatstof, hvor mange dan­skere – herunder også social­pædagoger – i stadig større grad får nyheder fra pc, tablet eller mobilen. Og her spiller både de traditionelle mediers netud­gave og de sociale medier som eksempelvis Facebook og Twit­ter en stor rolle.

Det har øget tempoet i nyhedsstrømmen og antallet af nyhedsudbydere, og det påvir­ker muligheden for at sætte en dagsorden om fx det socialpæ­dagogiske arbejdsområde.

– For en faglig organisation som Socialpædagogerne er det selvfølgelig vigtigt at være synlige både lokalt i kommunerne og på landsplan, og det kræver, at man kan rykke hurtigt på en sag. Det har i sagens natur hidtil været noget af en akilleshæl for det trykte fagblad, hvor der går en uge, fra bladet afleveres til tryk, til det udkommer, siger Benny Andersen, som tilføjer, at det handler om i højere grad at kunne byde hurtigt ind med en socialpædagogisk vinkel på de daglige nyheder.

– Vi skal sikre, at forbundets og medlemmernes holdninger og erfaringer kommer i spil i den offentlige debat – og at socialpæ­dagoger og det socialpædago­giske fag bliver mere synligt og helst ikke til at komme uden om.

Tillæg og temanumre

De penge, der spares ved at udgive færre trykte blade, de geninvesteres bl.a. i at øge sideantallet i hvert blad og i at ansætte en journalist mere for at opgradere dag til dag-journalistikken.

Derudover vil der med mel­lemrum blive udgivet særlige tillæg og temanumre, der fx fokuserer på forskning og ny viden, på efteruddannelse og kompetenceudvikling eller på aktuelle (fag)politiske emner. Endelig vil også fagbladets hjem­meside, socialpaedagogen.dk, få en længe tiltrængt overhaling, der gør sitet mere brugervenligt, ligesom der også i det trykte blad vil blive introduceret nye elementer og justeringer af designet.

– I sidste ende skulle med­lemmerne gerne få en bedre og mere aktuel journalistisk dækning af den socialpædagogi­ske virkelighed, af den social­politiske debat og af forbundets indsats for at forbedre både medlemmernes arbejdsvilkår og borgerens livsbetingelser, lyder det fra Benny Andersen.

Det er forbundets hovedbe­styrelse, der i foråret godkendte den nye model for udgivelsen af fagbladet, og ændringerne kom­mer løbende til at ske henover efteråret, hvor bl.a. forbundets kongres og de fagpolitiske debatter op til og på kongressen selvfølgelig vil præge bladets indhold. Men redaktionen vil stadig også rigtig gerne høre om erfaringer, dilemmaer og løs­ninger ude på arbejdspladserne, så skriv derfor fortsat med gode ideer til redaktionen@sl.dk.

Bliv medlem
Bliv medlem