De hjemløse kollektivister

– På andendagen stod der en enlig mor til tre børn, som var tilknyttet projektet, med en dymomaskine og ville sætte mærkater på vores tandbørster. Hvad, mand! Der er kun to af os, der har hele vores tandsæt tilbage, så vi skal sgu nok finde ud af vores tandbørster. De skal på ingen måde komme her og sætte os ind i de rammer, de gerne selv vil bo i, fortæller Marlene Granild, som ønsker at blive kaldt for Malle, om begyndelsen i Kollektivet.

Tæt på vandtårnet i Brønshøj ligger en stor rød toetagers murermestervilla på en stille vej med masser af den slags huse. Her slog seks mennesker sig sidst på vinteren ned med tre hunde i en stueetage og kælder. Huset er stillet midlertidigt til rådighed af en advokat, mens det venter på at blive renoveret. Først med hjælp fra frivilligprojektet ‘Tag over hovedet’, siden – efter eget udtrykkelige ønske – på helt egen hånd (se tekstboks om kollektivets baggrund og korte historie).

De har to stuer en suite, et smalt køkken, hvor en gulvskrubbe holder opvaskemaskinelågen tæt, og fire tilstødende værelser samt sovemuligheder i kælderen. I de rammer har de seks hjemløse boet i halvanden måned, da Socialpædagogen kommer på besøg. Her er de stået op, har drukket morgenkaffe, taget rundt og solgt aviser for Hus Forbi og er kommet hjem igen om aftenen og har spist mad sammen, spillet yatzy, drukket øl, snaps og kaffe og holdt husmøder om søndagen.

De er seks mennesker i alderen fra 30 til 50 år med hver deres vanskelige historie bag sig, som forgrener sig i alle mulige retninger af landet samt til Sverige og Norge, hvor de i perioder har sovet i alt fra skove, biler, både, læskure, en badekabine på Bellevue Strand, strøggader og buskadser til natherberg og forsorgshjem.

Men de har også en hel del til fælles: De er hjemløse, og de er både trætte af at være udendørs og af de etablerede væresteder og velmenende socialarbejdere, som de føler behandler dem som ‘pattebørn’. De vil faktisk gerne klare sig selv.

Det smukkeste navn

En vintertorsdag har de budt Socialpædagogen indenfor for at fortælle, hvad det er, de er utilfredse med, hvor de synes, socialarbejderne og ‘systemet’ fejler, hvilke tilbud de mangler, og om hvad de har tænkt sig at gøre nu, hvor de snart er nødt at flytte ud af huset. Hvor de er sat på gaden. Igen.

Inde i stuen sætter de sig alle sammen på feltsenge omkring et stort kvadratisk hvidt sofabord, der er tætpakket med tomme Cocio’er, kaffekrus, cigaretpakker, lightergas, Hus Forbi-aviser, fyrfadslys og en hel bog om Christiania. På væggen, med huller fra den sidste lejers ophængte hylder og billeder, er en Hus Forbi-kalender som det eneste banket op. På feltsengene ligger soveposer, fleecetæpper og et par bamser. To hunde har skubbet sig ind mellem kollektivisterne, der har samlet sig for at fortælle.

Stemningen er lun og kærlig. Én kommer snaps i sin kaffe, en anden tænder en joint, ellers bliver der drukket sort kaffe og røget smøger. Det er næsten som at høre en kollektivgruppe fra ‘68 fortælle om lysten til et fællesskab: ‘Dér, hvor du er svag, kan vi andre løfte dig op’ osv. Der er gejst, fællesånd og fortællelyst, og de griner oprigtigt af hinandens vittigheder og opfordrer hinanden til at fortælle gode historier. Som fx da den svenske fyr, Roberto, skal fortælle, hvad han hedder:

– Kan du ikke lige sige dit rigtige lange navn. Han har det smukkeste navn, siger Malle.

Og så siger Roberto med en stemme så blød som den fineste sortfodsskinke og med tre pløkker i munden:

– Roberto Daniel Almando Santio Släkt Börjesson.

Alle griner og kommer med anerkendende tilråb.

– Jeg sagde det, Roberto. Du har det lækreste navn, mand. Du kan score damer på det navn, siger Malle og puster cigaretrøg ud af munden.

– Arr, han skal lige have ordnet gebisset først, men så er den også hjemme, siger John.

– Jeg skriver til tandlægen i dag. Vi skal have fat i Jørgen Lætgaard (hjemløsetandlægen hos ‘Bisserne’, red.), svarer Malle, som bruger en stor del af sin dag bag en computer, hvor hun bl.a. ordner alverdens ting og sager i foreningen ‘Hjemløs til hjemløs’, som hun har været med til at danne.

Man går ikke til grunde

Roberto sover i stuen, for han skal helst have mennesker omkring sig. De andre har hver deres værelse. Simon og Røde Orm sover på liggeunderlag på gulvet. Sådan ligger de bedst, for en del af deres historie er også, at det faktisk er svært at komme indendørs, når man har boet i en længere periode på gaden.

Flere af dem har haft lejligheder i perioder. Dem har de måttet forlade af alle mulige årsager, men nogle gange alene fordi, det har været vanskeligt at kommet indendørs og være alene. Det kan de kompensere for her i fællesskabets navn.

De starter med at tale sig varme om kollektivets fordele. John først, for han er på vej ud ad døren sammen med Roberto. De skal ind og møde Johns søn, som han ikke har set længe, og så bagefter ud og sælge aviser.

– Vi kan ikke bare få en lejlighed, for det har vi ikke råd til. Derfor er den geniale idé et kollektiv for de ressourcestærke hjemløse, som kan finde ud af at samle sig i grupper. Så kommer det til at koste 2.000 kr. for hver til husleje, og samtidig er der nogen, der kan sparke dig i røven. Der er garanteret også én, der tager vasketøj med, nu man alligevel skal vaske. Der er nogen, der absolut ikke skal vaske op, for så bliver det ikke rent. De må så gøre noget andet, fortæller John.

– Det er faktisk den største gevinst ved at lave et kollektiv: Det, at man ikke går til grunde ved, at køkkenet sejler med bananfluer, og det hele stinker. Når man har været hjemme, så har man haft en eller to kammerater med sig, som man har drukket sig kanonstive med, og så ud på gaden igen. Det gør man ikke i et kollektiv. For seks mennesker kan ikke holde ud, at der er druk hver dag, siger han.

– En herbergplads koster mellem 25.000 og 50.000 kr. pr. person om måneden. Hvis vi nu fik de penge hver i stedet for, kunne vi jo købe et helt hus, supplerer Malle.

– Mange af de herberger, der er i dag, er på sin vis virksomheder, hvor de faktisk tjener penge på, at du er der, mener Simon.

Mød mennesket

Kollektivisterne lægger ikke skjult på, at de er trætte af forholdene på herbergerne – af flere grunde:

– Bor man på herbergerne, så er der fuld af blod på toiletterne om morgenen, og der er altid så mange mennesker. Så man vælger hellere en varm bænk, siger Roberto.

– Når man som hjemløs kommer ind på et herberg, er der en række direktiver, man skal overholde. Så må du ikke ryge, drikke eller være påvirket på dit værelse. Du skal være i seng før midnat. Dørene skal være låst, og du må ikke gå ud og ryge før kl. seks om morgenen igen. Hvis man er et par, er der besøgstider. Selvstændigheden bliver pillet af dig, lige så snart du træder ind på et herberg. Flonk! Så er du en baby. ‘Nu skal vi satme sørge for, at du spiser, når vi siger det, går i bad og vasker tøj på bestemte tidspunkter’. Man stripper hjemløse for alt, hvad man kan. Jeg ved ikke, om det er uddannelsen, der er forkert, eller om det er systemet. Min indgangsvinkel til andre mennesker, er: Mød mennesket, der hvor det er, og tag den derfra, siger Malle.

Og det synes I ikke, at socialhjælperne gør?

– Nej, det synes jeg ikke. Mange gange laver de et overgreb på folk, mener Malle.

– De kommer op på dit værelse med sådan en seddel, hvor de krydser af, om du har redt din seng, har tømt din skraldespand og ser, om der er aske på bordet. Sådan oplevede jeg det i Hillerødgade (herberg i København, red.). Jeg boede der i seks uger og fik karantæne, fordi jeg brokkede mig over en ung dame, som stod og krydsede af og registrerede, at jeg havde tabt noget hundemad på gulvet og ikke redt min seng. ‘Bang!’, sagde det, og så måtte jeg ikke komme oppe på mit værelse i en hel måned, men bare betale husleje og sove nede i natcaféen, fortæller Røde Orm

Røde Orm, du har jo været rigtig mange steder; på herberger, forsorgshjem og sovet på gaden. Alt muligt. Hvad er det, du grundlæggende synes, de gør forkert?

– De pylrer for meget, siger Røde Orm – og bliver suppleret af Simon:

– Sådan et sted som på Sundholm (herberg i København, red.) må man ikke have besøg efter kl. 23. Hvorfor fanden må man ikke have besøg? Så sidder man dér en fredag aften. Det er da ikke et hjem! I mit hoved er det ikke meget anderledes end et åbent fængsel bortset fra, at du må have internet og telefon.

Synes I egentlig ikke, at det er godt, at der findes herberger?

– Jo, men jeg synes, det er sat forkert op. Jeg har kun boet på herberg en gang i Sønderjylland. Og det var en privat virksomhed.  Så de var da slet ikke interesseret i, at jeg kom ud af deres system, for der er jo en stor arbejdsstyrke, der skal bestå. Sådan én som mig, der kommer fra en kernefamilie, jeg har aldrig haft en pædagog, der har holdt mig i hånden under min opvækst. Hvorfor skal jeg så have det, når jeg er 24 år? Det er jeg da slet ikke interesseret i, siger Simon.

Hvad mener I med, at I er ressourcestærke?

– Vi er ressourcestærke, fordi vi fravælger herberger med en pædagogisk indstilling til os. Da vi landede i det her hus, var det fyldt op af frivillige unge mennesker, som gud hjælpe mig sagde: ‘Så er det tid til at puttenutte sove’. Jeg kan slet ikke have det. Der var vagtplan herude. Så efter tre dage fik vi dem omsider ud af hytten og forklaret, at vi godt kunne klare os selv, fortæller Malle.

– Puttenutte sove, det sagde hun fandeme, siger Røde Orm.

John og Roberto tager afsted for at nå deres aftale med Johns søn.

– Du hilser sønnen, ikke, siger Røde Orm med albuerne hvilende på hvert knæ, mens han kigger ned i jorden og giver sin hund, Lullu, et klap. Han har lige været ude og lave kaffe, som han tilbyder journalisten og fotografen.

Hvis man tænker på socialarbejderne som enkeltpersoner, som er der for jer på en vagt, hvad er det så for nogle mennesker, I møder?

– Det er vidt forskelligt. Der er nogen af dem, der er ildsjæle, og så er der andre, der er totalt udbrændte. Jeg var ude og holde foredrag for de studerende, der læser til socialrådgivere, og de var rigtig glade at se på, og så sagde jeg: ‘I skal huske at kigge på jeres sidemand og se hvor glade, I er i dag, og det skal I sgu også huske om ti år, hvor I har været i arbejde. For I er i gang med at tage en uddannelse, hvor I i gennemsnittet kun bliver i ni år’, fortæller Simon.

Hvorfor tror I, at det er sådan?

– Det er da fordi, det er et lortearbejdsmiljø. Hvis du er i gang med at tage en uddannelse, fordi du gerne vil hjælpe folk, og du så ikke får lov til at hjælpe folk, så bliver man da udbrændt. Det er heller ikke for sjov, at de er nogen af dem, der har flest sygedage, mener Simon.

– Det er jo rigtig svært i sig selv at tage vare på andre mennesker, uanset hvilken uddannelse du har. Vi mangler et sted, hvor man bygger mennesker op i stedet for at pille dem ned. Fejlen er, at man hele tiden påpeger de dårlige egenskaber hos hinanden. Det er også noget med støtte og opbakning. Jeg har lagt mærke til, at folk taber lidt af deres egen identitet ude på gaden. Og når de så kommer inden døre, aner de ikke, hvad det er, man skal gøre. Altså, huske at vaske hænder, før man går i køleskabet – alle de helt basale ting. Jeg har kun været på gaden i tre år. Jeg er gaderamt, siger Malle.

Hvad er jeres råd til en god socialpædagog?

– Smider du dem på kursus, er det spild af penge. De skal være mere menneskelige og lytte til hver enkelt. De skal lade være med at tage det som et arbejde, hvor de bare skal have tiden til at gå – ‘Så, nu er der rygepause, og så … nu skal jeg hjem’. Spørg hver enkelt menneske, hvad har det lyst til, siger Røde Orm.

– De må aldrig glemme det enkelte menneske, siger Simon.

Men jeg tænker, at de vil sige: ‘Ja, men det har vi da så sandelig også lært i vores uddannelse’…

– Det ved jeg ikke. Jeg har selv taget grundforløbet som social- og sundhedshjælper, men da jeg var i praktik på et plejehjem, skulle jeg i hvert fald aldrig nogen sinde være det, for dér glemte man, at de ældre også var mennesker. Dér var de bare en stregkode på døren. Og så havde man 16 minutter til at gøre rent, og om der så sad en, der var ked af det og havde behov for at snakke, så gik man ind ved siden af, når tiden var gået. Det kan man jo ikke, siger Simon.

– Jeg tror, at det største problem med socialpædagoger er, at de er låst fast i alle mulige love og regler ligegyldigt hvad, de prøver at gøre. De ville gerne hjælpe, men de må ikke. Går man uden om systemet, får man sparket. Jeg prøvede det selv med en socialpædagog, der fik mig i afrusning gennem Blå Kors, og det blev hun fyret for, fortæller Jim.

Alle griner højlydt. Der er en hund, der skubber Malle ned ad den rundskårede lænestol, hun sidder i, og så bliver der grinet endnu mere, inden Malle fortsætter snakken: 

– Når man har med os hjemløse, skæve eksistenser at gøre, så er der jo noget galt med os et eller andet sted. Uanset hvor ressourcestærke og dygtige man tror, vi er, så fungerer vi sgu ikke som de normale mennesker. Vi er runde mennesker, der ikke passer ned i en firkantet kasse. Jeg har det rigtigt stramt med folk med kasketter på. Så hvis jeg skal have et nærværende møde med en socialpædagog, så skal personen fortælle mig, hvem hun er, hvad hendes formål er med mig, og spørge ind til hvem jeg er, og hvad jeg ønsker af hende. Så kan vi samarbejde, siger Malle.

Har du aldrig mødt sådan et menneske?

– Nej, jeg har kun mødt overgreb. Jeg har været i systemet, siden jeg var 13 år gammel. Jeg fik min første bistandscheck i Wildersgade, fordi min mor havde drukket hele huslejen op. Da var jeg oppe en gang om ugen og hente checks, så jeg kunne købe mad til mine søskende. Jeg har flere uddannelser bag mig, men jeg har kun været på arbejdsmarkedet to år ad gangen, så kan jeg ikke rumme det længere. Så føler jeg, at de andre sidder fast og bliver for dumme. Jeg har borderline, og hvis jeg ikke føler, at det, der sker, er rigtigt, går det galt for mig, og så kan jeg ikke være der.

Simon, du kommer i Væksthuset (en socialøkonomisk virksomhed med ekspertise i arbejdet med udsatte ledige, red.), hvordan er det?

– De er søde nok, men jeg kommer der kun, fordi jeg skal – min kontaktperson er skide sød.

Kan hun hjælpe dig?

– Det tror jeg ikke. Jeg er heller ikke interesseret i det. Hvad skal hun hjælpe mig med? Hun er jo ikke en magiker. Ha, ha.

Men hun er jo til stede for et eller andet for dig?

– Jo, jo, hver gang jeg kommer, spørger hun om noget nyt, og så finder hun ud af det til næste gang. Hun har fx fundet en masse højskoler. Hvis jeg skal videre i mit liv, så bliver jeg også nødt til at tænke i andre interesser end alkohol. Det koster så bare 80.000 kr., og det har jeg ikke. Og så er vi i gang med at søge nogle steder, fortæller Simon.

Røde Orm, har du mødt ildsjæle og pædagoger, der kan tænke i andet end kasser?

– Du har mødt mig, bryder Malle ind.

– Ja, I har fundet min familie fx. Jeg har ikke set min familie i 18 år, og I har fundet min mor og lillebror. Jeg troede, min lillebror var død. Så nu går jeg og tager mig sammen til at se dem. Men jeg går jo ikke engang til møder eller noget på kommunen. Indimellem kommer der bare nogen på gaden, og så skriver jeg under på et eller andet, siger Røde Orm.

Hvor kommer de fra?

– Fra Hjemløseenheden i København Kommune – en der hedder Jakob.

– Han er vel en ildsjæl. Ham har jeg hørt om flere gange. Jeg kender René fra SAND (de hjemløses landsorganisation, red.), han er så ikke socialpædagog, men socialrådgiver, han er eddermane en ildsjæl. Men det er også fordi, han har valgt at arbejde på den måde. René passer jo ikke ind i de rammer, der ellers er, siger Simon.

– … og så er der Simon fra Klippen (Kontaktcenter Klippen, der bl.a. har et kørselsteam, som opsøger misbrugere og hjemløse på deres opholdssteder, red.). Han gør fandeme en forskel. Hver uge kommer han rundt med kaffe, sandwich og kakao og går lige ind og køber hundeguf til hundene og får tjekket op på, hvor mange hunde der er. Man fornemmer, at han gør det på egen basis, og han er et rigtigt menneske. Han overholder de aftaler, han laver med de hjemløse. Han er ikke dømmende og kritisk, men spørger ind til, hvem vi er. Han er bare et dejligt menneske, med åbent sind, nærvær og respekt, fortæller Malle.

Og så til sidst: Nu har I har været her en måneds tid. Der er jo i begyndelsen altid spejderånd og noget hyggeligt, stærk og bekræftende ved at være sammen om noget på en ny måde. For pludselig gør man noget andet i et fælleskab. Men hånden på hjertet: Er det her realistisk for jer, som på mange måder ikke vil være i en ramme, hvor der er nogle andre mennesker, der skal sætte en dagsorden?

– Ja, det er det eneste rigtige for mig, siger Simon.

– Jeg tror faktisk, at det er det eneste rigtige for den her gruppe, mener Malle.

Hvad er faremomenterne ved det her fællesskab?

– Jeg synes egentlig ikke, at der er nogen, mener Simon.

– Vi bliver stærkere og får mere styr på os selv og hinanden, siger Malle.

– Vi bliver rystet bedre sammen, påpeger Røde Orm.

– Det er jo også derfor, vi har de her møder, som kan tage fat, hvis vi går og brygger på et eller andet, for så får du en eksplosion, siger Jim.

– Men vi har også den dér regel med, at hvis man har en dårlig dag, så må man ikke ødelægge det for de andre, så må man gå en tur eller lægge sig ind på sit værelse, fortæller Simon.

– … og holde sig for sig selv, siger Røde Orm

– Men jeg synes generelt ikke, at der har været nogle dage med vilde tømmermænd, siger Jim.

– Men vi har da været oppe at skændes nogle dage. Det er jo klart, vi er jo i den dér introfase, siger Simon.

Hvad laver I egentlig, når der ikke er journalister og fotografer i huset?

– Vi støvsuger og vasker op, lyder det prompte svar fra Røde Orm.

Alle griner igen og begynder at pakke sammen. Flere skal ud og sælge aviser, og Malle har i løbet af et splitsekund smurt to fade med ostemadder – så er der noget at stå imod med i de kommende timer.

Om fire dage skal de være ude af huset. Der er tikket tilbud ind på Facebook om huse, de kan leje, og som de skal ud og se i weekenden. Men de tror ikke rigtigt på det, for huslejen har været for billig.

I værste fald står de på gaden igen med deres barnevogne, rygsække og soveposer. Men de har prøvet at stå i værre situationer. Så de tager det med stoisk ro.