Jeg lærte at styre mit temperament

Da Martin var yngre, havde han svært ved at styre sit temperament. Han kunne blive meget sur og vred og svinede alt og alle til. Også på fodboldbanen. Her så træneren ofte igennem fingrene med, at Martin var grov i munden over for de andre børn.

- Men Lise og Esben syntes ikke, at det var i orden, siger Martin.

Lise og Esben er Martins plejeforældre, og de ville have, at han skulle behandle de andre ordentligt. Derfor blev det aftalt med træneren, at når Martin råbte af de andre børn, skulle han have en pause fra fodboldspillet og stå uden for banen, indtil han var ’kølet af’.

Sådan var det også derhjemme. Han blev sendt op på sit værelse for at slappe af og fik at vide, at han gerne måtte komme ned igen, når han var kølet af. Martin er i dag glad for, at hans plejeforældre greb ind og hjalp ham med at takle sin vrede.

- Det har hjulpet mig meget, at jeg blev bedre og bedre til at styre mit temperament, og det har betydet en del i forhold til, hvordan jeg i dag er som person over for andre mennesker.

Martin var to et halvt år og hans lillebror et år, da kommunen besluttede, at de ikke længere skulle bo hos deres biologiske forældre. De blev anbragt i familiepleje hos Lise og Esben, hvor de uden afbrydelser har været anbragt hele barndommen og langt ind i teenageårene.

Da Martin kom i familiepleje, havde han mistet alle tænderne i overmunden og været indlagt med tuberkulose. Han fortæller, at de blev anbragt, fordi forældrene, der bl.a. havde et stort alkoholmisbrug, ikke kunne passe ordentlig på dem.

Martin, der i dag er 22 år, husker ikke så meget fra de første år af sit liv, men har senere fået fortalt, at han den første tid i plejefamilien altid holdt øje med sin lillebror. Fx begyndte han aldrig at spise, før lillebroren også spiste. Og spiste lillebroren ikke, gjorde han det heller ikke. 

- Måske var jeg vant til at passe på ham. Jeg var måske bange for, at der ikke var mad nok til os begge to

Men efter nogen tid hos plejeforældrene holdt Martin mindre og mindre øje med sin lillebror og spiste også, selv om lillebroren ikke gjorde.

- Da jeg først begyndte at spise, var Lise og Esben bange for, at jeg slet ikke kunne holde op igen, har jeg fået at vide.

En lunte, der let kunne antændes
Martin og hans lillebror har under hele opvæksten haft meget lidt kontakt med deres biologiske forældre. Det er kun blevet til nogle uregelmæssige besøg et par timer ad gangen. De måtte ikke overnatte hos forældrene.

- Det var noget, kommunen havde bestemt, at vi ikke skulle.  

Forældrene er i dag skilt, og Martin taler en sjælden gang i telefon med sin far, men ser ham ikke.   

- Jeg har ikke lyst til at se ham.

Han har afbrudt forbindelsen til sin mor.

- Hun ringer heller ikke. Mine forældre har vist været ganske glade for, at Lise og Esben tog sig af os, selv om de flere gange har talt om, at de gerne ville have os hjem.

Martin har dog aldrig hverken frygtet eller håbet, at han en dag ville komme hjem til sine biologiske forældre. Han har – sådan som han husker det – altid haft en grundliggende tro på, at han skulle være hos sine plejeforældre, indtil han blev voksen og flyttede hjemmefra.    

- Men nogle gange, når jeg som barn og teenager var blevet uvenner med Lise og Esben, sagde jeg, at jeg gerne ville hjem til mine forældre. Men det var mest, fordi jeg var ude af den.

Han husker især teenageårene som særligt besværlige.  

- Jeg var sur på det hele, og det gik ud over Lise og Esben. Jeg var ked af, at vi var flyttet fra vores forældre, selv om jeg med alderen godt kunne se, at det var det bedste. Men det er svært at forstå, når man er barn.

Martin beskriver sin skolegang som meget urolig, hvor han tit stod uden for klassen for at ’køle af’. Enkelte gange, når han havde været særlig urolig, kom han ’på kontoret’.  

- Det var ikke fordi, jeg ikke kunne læse, og jeg havde forholdsvis let ved at lære. Jeg var ikke den bedste i klassen og heller ikke den dårligste, men var ok til de fleste fag. Jeg havde bare svært ved at sidde stille og lytte.

Martin rodede sig ofte ind i konflikter med de andre børn.

- Fordi jeg var så sur og vred, var jeg nogle gange oppe at slås med de andre børn. Jeg havde en kort lunte, der let kunne antændes.

Efter skoletid skulle han sætte sig ned og lave lektier sammen med enten Lise eller Esben.

- Jeg har fået rigtig meget hjælp af Esben til matematik og af Lise til sprog.

Lise og Esben har to sønner, der er ældre end Martin.

- Jeg opfatter dem som mine brødre. Sådan har det altid været.

Hans lillebror er den eneste, der i dag bor hjemme, men hele familiens ses ofte, og selv om plejeforholdet på papiret for længst er ophørt, fortsætter familielivet som i enhver anden familie, og Lise og Esben er fortsat dem, som Martin henter støtte og opbakning hos.  

Blev mødt med forventninger
Noget af det, Martin især husker fra sin opvækst, er de forventninger, som hans plejeforældre har haft til ham og hans lillebror. Det var de samme, som de også havde til deres egne børn.

- De havde forventninger til mig om, at jeg skulle klare mig. Der var forskellige forventninger til os alle fire, men de var der. Og de var gode til at hjælpe os med det, vi hver især skulle have hjælp til.

I forbindelse med, at familien flyttede, betød det skoleskift for Martin i 6. klasse. Og det blev et godt skift, fordi han på en måde kunne viske tavlen ren og starte uden at være den dreng, skolen og kammeraterne lagde mærke til på grund af hans raseriudbrud og grimme sprog. Martin var blevet bedre til at kontrollere sit raseri, så det ’kun’ kom til udtryk derhjemme, hvor det ud over hans lillebror især gik ud over Lise og Esben. Og puberteten var den tid, hvor han for alvor rasede mod plejeforældrene, og han blev ofte sendt op på sit værelse for at køle af

- Jeg havde mange opgør med Lise og Esben. Jeg havde svært ved det hele, blev ofte rasende og svinede dem til. Kaldte dem idioter og bandede af dem. Jeg slog dem ikke. Men da jeg var lille, har jeg et par gange slået Lise. Jeg har enkelte gange sagt til dem, at jeg ville hjem til mine forældre, men jeg har aldrig ment det.

- Min lillebror irriterede mig, så ham var jeg også sur på. Lise og Esben forsøgte at holde mig væk fra ham og sagde, at jeg skulle snakke pænt til ham. Jeg var meget sur på Lise og Esben og vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Martin har aldrig følt, at hans plejeforældre ikke kunne holde ham ud. Heller ikke i de perioder, hvor han især var vred på dem og svinede dem til. 

- Jeg kunne mærke, at de nogle gange var trætte og havde svært ved at holde gejsten oppe. Men jeg følte aldrig, at de var rigtig trætte af mig og ikke ville have, at jeg var hos dem. Jeg var aldrig bange for at blive sendt væk.

Lærte at hjælpe til
Martin skulle som sine andre søskende deltage i pligterne i hjemmet. Som lille skulle man hjælpe med at tage af bordet, og som ældre fik han tildelt et rengøringsområde. Det var han også undertiden gal over. Ligesom han var sur over, at han skulle være hjemme til en bestemt tid om aftenen, hvor nogle af venner måtte blive og se fx en sen fodboldkamp på stadion.

- Selv om jeg syntes, det var irriterende, kan jeg mærke, at det har hjulpet mig senere hen. Man var ligesom klar over, at der var noget at lave, når man flyttede hjemmefra.

Lige som sine storbrødre valgte Martin også at komme på efterskole, hvor han tog 10. klasse.

- Min storbrødre havde fortalt mig, at man på efterskolen vokser som menneske.

Sådan følte han det også selv bagefter.

- Jeg blev meget bedre til at snakke med folk, og jeg synes, jeg er blevet roligere og er til at være sammen med. På efterskolen mødte jeg mange forskellige mennesker og jeg så, at alle ikke er som en selv. I skolen finder man let sammen med dem, som ligner dig selv.

Da Martin kom hjem fra efterskolen, valgte han at gå i gymnasiet ligesom sin storebror.

- Det ville betyde rigtig meget for mig, at jeg kunne klare gymnasiet.

Hans plejemor kunne fortsat hjælpe ham med sprog, bortset fra det spanske, og hans storebror kunne hjælpe ham med matematikken. Og ellers var der en lektiecafe, hvor man kunne få hjælp.

Kommunen havde bevilgede efterværn, mens han gik i gymnasiet.

Sankthansdag 2014
Martin havde fået 24 timer til at forberede en historieopgave om Den Kolde Krig. Det var hans sidste fag i gymnasiet.

Der blev svedt, og der blev arbejdet. Han fik hjælp til at løse opgaven af lidt ældre venner, som ikke selv skulle til eksamen.

- Og Esben og Lise var der, hvis jeg fik brug for deres hjælp.

Han arbejdede om natten, inden han sankthansdag 2014 skulle til eksamen. Efter et par timers søvn, stod han tidligt op, spiste morgenmad og arbejdede videre på opgaven.

Da klokken slog 10:30,blev han kaldt ind til eksamensbordet og skulle fremlægge sin opgave.

- Det gik ikke så godt. Jeg var eksamensnervøs og gik i stå under fremlæggelsen.

Men Martin bestod og kunne forlade eksamenslokalet som student. Udenfor ventede nogle af hans venner, som hver især overrakte ham en rose.

Herefter gik han hen til familien. Her ventede Lise, Esben, hans lillebror og plejefarmoren. Martin havde bestemt, at det var Lise, der skulle give ham huen på. Esben gjorde det ved hans storebror, så derfor syntes han, at det var Lises tur.

- Det passede også bedst, at det var hende. Jeg har svært ved at beskrive hvorfor, men jeg havde bare en følelse af, at det skulle være hende.

Og så måtte Lise ellers op på tå og Martin med sine 195 cm lidt ned i knæ, så hun kunne nå op og sætte huen på hans hoved.

- Da Lise havde puttet huen på, og vi var blevet fotograferet, gik vi udenfor til alle de andre og deres venner og familier. Nogle drak champagne og andre sodavand.

Efter et halv times tid, hvor mange havde ønsket Martin lillykke, tog familien hjem. Samme aften holdt Lise og Esben fest for ham, hvor både familiemedlemmer, naboer og venner mødte op.

- Det var bare en stor glædesdag, og jeg kan huske, at jeg var rigtig glad for, at der kom så mange og ønskede mig tillykke. Jeg var stolt over at have taget en studentereksamen. Den gav mig et boost og viste, at jeg godt kunne.

Efter studentereksamen blev Martin boende i plejefamilien, mens han modtog bistandshjælp og var i praktik i en svømmehal. I dag er han flyttet hjemmefra og bor i lejlighed sammen med sin kæreste, Han arbejder ved kassen i et supermarked. 

Hans fremtidsmål er at blive uddannet politibetjent, og han forsøger at kvalificere sig, så han kan klare optagelseskravene. Lise og Esben støtter ham fortsat.

- De holder mig op på de ting, jeg skal gøre for at komme ind på uddannelsen, fx læse avis for at få stor paratviden. De holder mig fast.