I har mig kun for pengenes skyld

At have en teenager i familien kan være en udfordring for alle. Udfordringen bliver ikke mindre, når et plejebarn bliver teenager, måske tværtimod. Ungdommen er den tid, hvor barnet begynder at reagere og skal finde sin egen identitet. Der sker også noget hormonelt, og der sker ændringer i hjernen, når man bevæger sig fra barn til voksen.

Hvordan kan man som plejefamilie støtte barnet, så det kommer godt ind i voksenverdenen?

Det spørgsmål havde Socialpædagogerne i Kreds Lillebælt sat på dagsordenen på et cafemøde tidligere på året, hvor mange familieplejere var mødt frem for at høre Flemming Zuschlag Christiansen – autoriseret psykolog og selv plejefar gennem 27 år - tale om teenagebørn i plejefamilier.

At ungdommen er en vanskelig tid både for plejebarnet og plejeforældrene, fortæller statistikken. Mange plejeforhold bliver nemlig afbrudt i teenageårene. Således har 28 pct. af de anbragte 17-årige erfaring med multible (mangfoldige) skift. Det er dobbelt så mange som 11-årige anbragte børn har. (Kilde: SFI Anbragte børn og unges trivsel 2014 )

- Det stiller store krav til plejefamilierne at kunne magte et teenagebarn, og man skal overveje det nøje, før man siger ja til opgaven, siger Flemming Zuschlag Christiansen.

- Det er ikke kun plejebarnet, men ofte også dets biologiske netværk, som har det svært.

I mange tilfælde er det biologiske netværk i dag tættere på end tidligere, hvor plejeforældrene, plejebarnet og familieplejekonsulenten kunne indgå aftaler om, hvornår og hvordan kontakten til plejebarnets biologiske netværk skulle foregå. Men i dag, hvor man kan komme i kontakt med hinanden via de sociale medier, bliver det sværere for plejefamilien at styre konflikter om fx plejebarnets kontakt til den biologiske familie.

- Jeg går i høj grad ind for kontakt med plejebarnets biologiske forældre. Det er centralt for en anbringelse, men man skal være klar over, at man ikke kan styre kontakten, og barnet kan reagere voldsomt, fordi han fx har chattet med de biologiske forældre. Og det skal man som plejefamilie kunne rumme.

Skal kende sine egne værdier
Børn begynder på vej til voksentilværelsen at overveje værdier, normer og kulturer. Hvor kommer de fra? Det er her, konflikterne ofte begynder, fortæller Flemming Zuschlag Christiansen:

-’I har mig kun for pengenes skyld’ er sikkert en beskyldning, mange plejefamilier med teenagebørn i pleje kan nikke genkendende til.

For at komme bedre gennem konflikterne er det vigtigt, at plejefamilien er klar over sine egne værdier og normer, især hvis teenagebarnet ikke har været der fra lille. Hvordan er fx familiens spisevaner og huslige pligter, og hvor længe kan man sove?

- De fleste unge har ikke naturligt de normer med sig, og hvis plejefamilien ikke har styr på egne værdier, kan det skabe store konflikter. Man tager imod et selvstændigt individ, der har opbygget en stor grad af identitet og har masse af erfaringer med sig – også mange knap så positive, ja måske ligefrem traumatiserende.

Nogle af de mange brudte anbringelser af unge kunne måske være undgået, hvis myndighederne allerede fra starten af havde fundet det rette plejefamilie til den unge.

- Brudte plejeforhold opstår ofte, fordi der er sket et forkert match, og nogle handleplaner er så dårligt beskrevet – hvis der overhovedet er lavet en – så plejeforældrene ikke ved, hvad de får. Det er både svigt af børnene og af plejeforældrene.

- Man skal skabe et miljø, der kan rumme barnet, og så skal man løbende sørge for, at plejeforældrene får supervision, uddannelse og sparring. Det er ikke nok, at den unge får et stort værelse og bor på landet, og plejeforældrene kommer i en netværksgruppe, ligesom et grundkursus som familieplejer heller ikke er tilstrækkeligt. Man skal løbende have adgang til viden om centrale punkter ved målgruppen.

Hjernen og hormonerne
Rent fysiologiske sker der en masse ting hos et barn, der er på vej til at blive voksen.  

Forskningen viser, at lige omkring teenageårene sker der en stor biologisk udvikling af hjernen. Specielt for drengene tager den udvikling længere tid, og de kan være et stykke oppe i 20’erne, før denne ombygning er helt færdig, forklarer Flemming Zuschlag Christiansen.

- Udviklingen sker især i frontallapperne, som også bliver kaldt pandelappen. Det er her, koordinationen foregår, når vi skal løse problemer, ændre strategi eller overskue de langsigtede konsekvenser af en given handling. Og netop denne del af hjernen er under markant ombygning i teenageårene.

- Samtidig har man nogle hormoner, som banker rundt i kroppen, og måske har man desuden nogle voldsomme oplevelser med i bagagen, som skal bearbejdes, og som man måske bygger videre på. Ikke mindst det sidste kan være en stor udfordring for plejeforældrene.

 Alle børn skal igennem en udvikling frem mod voksenlivet, og mange unge bruger tiden med at vurdere egne værdier, og ofte sker den udvikling i deres nære netværk med folk, de har tillid til.

- Sådan er det også med plejebørnene, der ofte bruger plejeforældrene til at drøfte grundlæggende følelsesmæssige ting med og stille spørgsmål ved deres erfaringer. De gør det måske stærkere end andre børn. For selv om de ikke bor sammen med de biologiske forældre, opstår nysgerrigheden. Hvem er de? Hvad skal de løsrive sig fra, siger Flemming Zuschlag Christiansen.

- Anbragte teenagebørn er ofte senere modne end andre børn, fordi de har nogle ting følelsesmæssigt, fx overgreb, som de skal bearbejde. For mange er det i sig selv en belastning at være anbragt. Derfor er de lidt bagud og ikke så trygge i deres personlige identitet. De skal ofte bruge mere tid på at bearbejde tidligere negative erfaringer. Det er der ikke så mange biologiske børn, der skal.

Spejling i andre
Mange plejeforældre har oplevet, at barndommen gik godt for plejebarnet, men der kom problemer i teenageårene. Sådan var det også med en dreng, som kom i pleje som etårig hos Flemming Zuschlag Christiansen og hans kone.

Drengen klarede sig fint både i skolen og socialt. Men i 6. klasse begyndte det at gå skævt. Drengen tog afstand fra plejeforældrene og fik mere kontakt med de biologiske forældre og deres miljø. Skolen meddelte på et tidspunkt, at drengen ikke længere klarede sig så godt. Socialt begyndte han at trække sig fra de grupper, han normalt så, og opsøgte i stedet grupper, der var lidt på kant med loven, og som eksperimenterede med forskellige stoffer.

Lige præcis den periode er den allersværeste for begge parter. Det har mange plejeforældre oplevet, fortæller Flemming Zuschlag Christiansen.

- Plejebarnet ved ikke, hvad vej han skal gå, og plejeforældrene står magtesløse og ved ikke, hvad der er gået galt. Det gik ellers så godt.

- For os var det – som det sikkert er for mange plejeforældre – en udfordring at skulle se os selv i et nyt lys. Fra at være de perfekte plejeforældre med en velfungerende dreng, hvor alting lykkedes, fik vi nu meldinger om, at ’nogen’ har set ham ryge hash. Han kom i konflikt med loven og endte i fængsel.

- Vi skulle pludselig til at "resette", hvem vi var som plejeforældre.

Drengen kom igennem udviklingen og er i dag i en alder af 25 år en velfungerende ung mand.

Mange plejeforældre har oplevet, at deres plejebørn begynder at lyve og småstjæle fra dem, når de når teenageårene. Deres lunte er ofte meget kort, og nogle isolerer sig, så deres i forvejen ofte ret spinkle netværk svinder ind i de år, forklarer Flemming Zuschlag Christiansen.

 - Det bliver endnu sværere at finde sig selv. Man ved, at venner i teenageårene betyder meget, fordi de er en slags rollemodeller. Det er i spejlingen med andre betydningsfyldte personer, at den unge gradvist kan erkende, hvem han selv er. Som den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald W. Winnicott så fint udtrykker det: ’Vi bliver noget via andre’.

Betydningsfyldte personer i den unges netværk er fx plejefamilien, biologiske familie, venner og kæreste, klasselæreren og fodboldtræneren, fortæller Flemming Zuschlag Christiansen.

Tryghed frem for alt
Modsvaret til plejebørnenes mistrivsel i ungdomsårene er først og fremmest, at de møder tryghed fra plejeforældrene, fortæller Flemming Zuschlag Christiansen.

- Det vigtigste er, at plejeforældrene har overskud og ressourcer til at være der for den unge, når han har allermest brug for dem. Selv om han signalerer, at han ikke vil være hos dem.

Flemming Zuschlag Christiansen og hans kone var der for drengen, da han kom ud i noget kriminelt. De besøgte ham bl.a. i fængslet og hold fast i ham, uanset hvad han rodede sig ud i.

Drengen har senere fortalt, at hvis de ikke havde været der for ham, var han nok fortsat den kriminelle kurs, han var slået ind på.

- Tryghed skaber fundamentet for den unge, så han ved, at plejeforældrene altid være der, uanset hvad han laver.   

Men Flemming Zuschlag Christiansen kan også godt forstå, at nogle plejeforældre giver op.

- Det er svært at acceptere, hvis plejebarnet fx har aflivet datterens kanin. Det kan være vanskeligt at blive ved med at finde overskuddet, særligt hvis plejebarnets reaktioner også har betydning for egne biologiske børn.

- Derfor er det også vigtigt, at plejeforældrene, allerede inden plejeforholdet indledes, drøfter ikke bare de positive sider, men også eventuelle konflikter, der kan opstå, selv om det er svært at forudse.

I den forbindelse er viden og uddannelse centralt.

- Plejeforældrene skal have relationskompetencer og mentaliseringsevne. Ellers er man på herrens mark.

Mentaliseringsevnen – som ifølge Flemming Zuschlag Christiansen er det nye ’sort’ -

betyder, at man skal være i stand til at forstå, tolke og aflæse barnets mentale tilstand.

- Så skal man kunne forbinde det på ens egne reaktioner, så man kan se barnet indefra og sig selv udefra.

Det centrale er, at man kan sætte sig ind i barnets situation og se sin egen rolle i den.

- Kan man ikke det, bliver det for begge parter en kamp om overlevelse. Det er centralt, at man ikke ser plejebarnet som problemet, men at plejebarnet er i problemer og har brug for plejeforældrenes støtte.

Plejeforældrene skal desuden være udholdende og være modige.

Flemming Zuschlag Christiansen peger på, at ikke mindst i ungdomsårene er det afgørende, at samarbejdet med de biologiske forældre er til stede. ’Hvis mine plejeforældre ikke kan lide min mor, kan de nok heller ikke lide mig’, er en konklusion, de unge let kan nå til i deres kamp for at blive voksne.

- Plejeforældrene skal vise, at ’vi kan godt rumme dine forældre, derfor kan vi også godt rumme dig’, uanset hvad den unge gør. Anbragte teenagere har ofte oplevet mange skift og har helt centralt brug for at mærke, at de kan stole på de voksne. Her er plejeforældrene de centrale personer, siger han.