Morgenholdet hjælper børn i skole

Hvorfor har 7-årige ‘Mik’, 15-årige ‘Ali’ og 10-årige ‘Isabella’ alt for meget fravær? Og hvad skal der til for, at de passer deres skole?

Siden maj 2015 har socialpædagogerne Rasmus Mellerup og Susanne Drachmann Hansen arbejdet i et nystartet tilbud i Hvidovre Kommune, der går ud på at mindske fraværet blandt eleverne på to af kommunens folkeskoler – og de har haft brug for hele den socialpædagogiske værktøjskasse.

– Først og fremmest taler vi aldrig om pjækkeri. Vi taler om fravær. For der er altid en grund til, at et barn ikke kommer i skole. Og den grund skal vi finde, siger Rasmus Mellerup.

– Og derfor er udgangspunktet altid relationen. For uden en god relation får vi ikke noget at vide – og når vi ikke kender årsagen til fraværet, kan vi ikke finde løsningen, siger Susanne Drachmann.

Morgenholdet, som de to socialpædagoger kalder sig, har indtil videre haft kontakt med i omegnen af 25 familier med et eller flere skolebørn med for meget fravær. Og de starter altid med en samtale med såvel forældre som elev.

– Det er et frivilligt tilbud til familierne, og vi lægger meget vægt på, at vi ikke skriver noget ned om familierne. Vi er et værktøj for dem, siger Susanne Drachmann.

Hun og Rasmus Mellerup understreger, at der kan være vidt forskellige årsager til børnenes fravær – og at der derfor er brug for vidt forskellige løsninger.

– I nogle tilfælde har forældrene nogle fysiske og psykiske vanskeligheder, der gør, at de ikke kan give deres børn den støtte, som andre forældre giver. I andre tilfælde kan der være tale om det, man almindeligvis kalder en ‘velfungerende familie’, men hvor der alligevel er brug for en særlig indsats, siger Rasmus Mellerup.

Byggede en snemand

7-årige Mik er et af de børn, der har fået hjælp af Morgenholdet. Han går i første klasse og kom næsten altid for sent. Da Rasmus Mellerup og Susanne Drachmann Hansen holdt møde med hans far, viste det sig, at faderen på grund af en række handicaps ikke selv kunne følge ham i skole om morgenen, og Mik blev derfor selv sendt afsted med skoletasken på ryggen.

– Jeg besluttede at følge ham i skole de første fjorten dage for dels at lære ham at kende, dels at finde ud af, hvad der gik galt på skolevejen, for hans far sagde, at han altid sendte ham afsted til tiden – og alligevel kom han for sent. Det viste sig, at Mik er sådan en dreng, der altid lige finder på noget. Så skal han rode i jorden med en pind. Så ser han noget sjovt på vejen. Og i løbet af de fjorten dage trænede jeg ham i, at når han går til skole, så er det altså afsted. Den vej!, siger Susanne Drachmann Hansen.

Sammen med Rasmus Mellerup møder hun hver dag op på de to skoler, der er involveret i tilbuddet, og her holder de øje med, om de børn, der er tilknyttet Morgenholdet, er mødt op. Og da de fjorten dage var gået, holdt Susanne Drachmann Hansen selvfølgelig også øje med Mik. På årets første snevejrsdag mødte han ikke op, og så ringede hun med det samme til faren.

– Han er gået i skole, fik hun at vide.

Og så måtte Susanne Drachmann Hansen ud og lede efter Mik på den skolevej, som hun jo kendte. Og sørme om han ikke stod og klappede på en snemand.

– Og så måtte jeg jo gå hen og sige: ‘Hej Mik!’ Og: ‘Kom! Det har ringet ind. Du skal hen på skolen’.

Støtte til forældrene

I dag er Mik næsten altid på plads, når skoledagen starter.

– Og det har nok også noget at sige, at hans far er blevet mere opmærksom på, hvor vigtigt det er – så han får ham sendt afsted til tiden, siger Susanne Drachmann Hansen.

I det hele taget betyder forældrenes rolle meget, når det drejer sig om yngre børn.

– Vi har forældre i projektet, der på grund af fx en depression selv har meget svært ved at stå op om morgenen og hjælpe deres børn afsted. Her kan en løsning være en aftale om, at forældrene sender en sms til en af os, når de er stået op – og hvis vi ikke får sms’en, ringer vi, fortæller Susanne Drachmann Hansen.

Når det drejer sig om større børn, kan det være, at det er den unge selv, der sender sms’en.

– Vi lægger vægt på, at vi er en tidlig, forebyggende indsats – og det betyder, at vi skal ind så tidligt som overhovedet muligt. Selvfølgelig er der situationer med fravær, som lærerne selv tackler ved fx at ringe til forældrene – men når det ikke er nok, kan de søge hjælp hos os. Og nogle gange er det meget lidt, der skal til, siger Rasmus Mellerup.

Som et eksempel på en minimal indsats med en stor effekt nævner han 15-årige Ali, der havde mange dage, hvor han ikke kom i skole – eller kom alt for sent.

– Her var det nok med en enkelt samtale med Alis mor – og en enkelt med Ali selv. Jeg kunne hurtigt fornemme, at Ali er en dreng med humor, og jeg jokede med ham om, at hvis ikke han selv kommer i skole, så henter jeg ham – og jeg trykker hornet helt i bund på min bil, når jeg venter uden for hans dør. Og alene det er nok til, at han nu selv kommer i skole. Og så har det også noget at sige, at jeg hver dag lige sørger for at have øjenkontakt med ham, når jeg er på skolen. Han ved, at jeg følger med, og at det er vigtigt, at han passer skolen, siger Rasmus Mellerup.

Piktogrammer

Andre gange er det noget helt andet, der skal til. Ofte starter indsatsen med, at Susanne Drachmann Hansen eller Rasmus Mellerup møder op i hjemmet og følger barnet i skole.

– Det er ikke en taxa-service, men en rigtig god måde at lære både barnet og familien at kende. Man får så meget at vide, når dørene åbnes, og man kommer ind i hjemmet, siger Rasmus Mellerup.

Det viste sig fx, at 10-årige Isabella selv skal stå for at komme ud af døren om morgenen, og at der slet ikke er nogen fast struktur i hjemmet. Morgenmaden spises på forskellige tidspunkter – og nogle gange skal Isabella spise alene, andre gange sammen med mor og søskende.

– I Isabellas tilfælde hjalp jeg med at skabe en struktur, så det er helt klart for hende, hvornår hun skal hvad. Ved hjælp af piktogrammer har vi lavet en rækkefølge, så hun kan se, at hun først skal tage bad, så tage tøj på, så sikre at tasken er pakket, så spille ipad i et kvarter, som er noget, hun selv har ønsket at få ind i planen, og så skal hun spise morgenmad, smøre madpakke og tage i skole. Piktogrammerne har vist sig at være en stor hjælp for Isabella – og det er altså ikke fordi, hun har autistiske træk eller andet. Hun har simpelthen bare brug for hjælp til at skabe den struktur, som det i andre hjem typisk er forældrene, der skaber.

Rasmus Mellerup og Susanne Drachmann Hansen tilrettelægger selv deres arbejdstid, og selvom de hedder Morgenholdet, bliver timerne fordelt ud over hele døgnet. Både fordi samtaler med forældre først kan finde sted, når forældrene er kommet hjem fra arbejde, og fordi indsatsen nogle gange skal ligge om aftenen – fx med en aftale om, at et barn skal lave sine lektier og pakke sin taske om aftenen, og sende en sms når det er gjort. Fordi det ellers er de manglende lektier, der gør, at barnet ikke vil i skole om morgenen.

Mange samarbejdspartnere

Susanne Drachmann Hansen og Rasmus Mellerup samarbejder med mange forskellige fagpersoner i kommunen – lige fra lærerne til hvis der fx kommer en støttekontaktperson i barnets hjem. Og de inddrager også gerne andre i barnets netværk – fx har Rasmus Mellerup (med barnets og forældrenes tilladelse) kontaktet en håndboldtræner for at høre, hvordan barnet fungerede til håndbold. Fint, viste det sig – og i modsætning til i skolen havde hun ingen problemer med at komme til tiden.

Det viste sig så, at barnets fravær hang sammen med en angst for selve undervisningen. Hun var tidligere blevet hængt ud af en lærer på en anden skole og var bange for, at det samme skulle ske igen.

– I en sådan situation tager jeg en samtale, hvor både læreren, eleven og jeg selv deltager, og hvor eleven får vished for, at hun ikke ville blive hængt ud. Rent praktisk kan det også være sådan noget med, at eleven er bange for at skulle fremlægge for hele klassen, og man derfor kan lave en aftale om, at hun kun skal fremlægge for læreren, fortæller Rasmus Mellerup.

På spørgsmålet om hvad det er, han og Susanne Drachmann Hansen kan, som lærerne ikke selv kan, svarer han:

– For det første har det noget med ressourcer at gøre. Lærerne har ikke tid til at gøre det, som vi gør – og så har det også noget at gøre med vores faglighed. For nylig talte jeg fx med en dreng, der sagde, at hans forældre var blevet skilt, og så røg det ud munden på mig: ‘Og så er din mor begyndt at drikke igen?’. Ja, det var hun. Og i løbet af femten sekunder talte vi om det væsentlige. Bagefter tænkte jeg: Hvor kom den lige fra? Hvordan kunne jeg lige sige sådan? Men det tænker jeg, har rigtig meget med erfaring at gøre. Jeg har arbejdet meget med udsatte børn, og så lægger der sig en indsigt på ryggraden.

Dejligt job

I lighed med Susanne Drachmann Hansen er Rasmus Mellerup uddannet pædagog med efterfølgende overbygninger på diplomniveau kombineret med en helt masse praksiserfaring.

Begge er glade for jobbet.

Susanne Drachmann Hansen siger:

– Jeg synes, det er et rigtig fedt job. Jeg søgte jobbet, fordi jeg synes, at alle har ret til en uddannelse – og her er jeg med til at gøre en konkret forskel, så alle børn rent faktisk får mulighed for at få en uddannelse. Jeg kan også godt lide, at jeg ikke er underlagt så mange restriktioner – jeg har meget handlefrihed og kan tage det ned fra hylderne, som jeg tror hjælper i en bestemt situation.

Og Rasmus Mellerup supplerer:

– Jeg synes, det er overskudsagtigt at have fokus på det forebyggende. Der er så mange, der laver brandslukning – det er dejligt, at vi kan gå ind og hjælpe, før det går rigtig galt. På den måde giver arbejdet rigtig god mening for mig.