Det kører med dieselpædagogik

Benzinpædagogik, dieselpædagogik og sidevejspædagogik. Der er mange forskellige ord for det samme fænomen: Når man kører i bil sammen, kan der opstå et særligt godt rum for samtale.

Det fremgår af en erfaringsudveksling i Socialpædagogernes facebookgruppe, der begyndte, da en af deltagerne, Ulla Nielsen, spurgte:

– Er der skrevet noget om ‘dieselpædagogik’ – altså det, der ofte opstår samtalemæssigt med en borger, når man kører i bil – og som kan bruges målrettet som en pædagogisk metode?

Der kom ingen henvisninger til bøger eller artikler, men en mængde svar fra andre i gruppen, der havde erfaringer og refleksioner – og nogle gange brugte andre ord for det samme fænomen. Karen Scott skrev fx:

– Her kendt som autopædagogik. Oplevet på mange ture med triste, sårbare, usikre og også vrede unge.

Fra Lene Fredeløkke lød det:

– Den metode har jeg brugt i årevis, og jeg har haft rigtig gode og nogle gange også svære samtaler med sårbare børn. Fordelen ved denne dieselpædagogik (fed betegnelse i øvrigt) er, at du ikke har øjenkontakt med barnet – du kører jo bil – og derved får barnet ofte lyst til at åbne sig mere, end hvis man ser det i øjnene under samtalen.

Afpas distancen

Og Jannie Larsen skrev:

– Har også brugt det i mange år med fantastisk resultat. Kun lidt øjenkontakt, man kan ikke bare ‘flygte’, og du bliver som pædagog ikke afledt af ret meget andet... Du bestemmer distancen og kan afpasse den med det emne, som skal vendes.

Hanne Jessen fortalte en konkret historie:

– I mit arbejde med en ung meget vred mand med autisme og retardering har neuropsykolog John Zeuthen engang anbefalet mig at køre tur i bil, når der skulle fortælles vanskelige ting. Den unge mand havde udviklet en uheldig adfærd, da han havde en lang latenstid og udfyldte den med spark, kasten med ting mv. Det at køre bil virkede. Han skulle ikke forholde sig til andet end at lytte. Han skulle ikke bruge energi på synsindtryk (ansigter, mimik mv.). Det var en helt anden oplevelse at samtale på denne måde.

Affektiv afstemning

Og Karin Laursen supplerede med et bud på, hvorfor bilturene virker:

– I samtaler har vi almindeligvis brug for at afstemme, hvordan vores ord modtages af den anden. Det gøres ofte ved nik, smil, øjenkontakt, fysiske spejlinger som at lægge ansigtet på skrå eller rykke tættere på den anden. Når vi kører bil, kan disse signaler ikke anvendes så tydeligt, så der må være et andet system, der supplerer. Jeg tror, at et begreb som ‘affektiv afstemning’ –  at tune ind på den anden – er centralt. Samtidigt tror jeg, at vi i en bil, og særligt i mørke, skaber vores eget lille autonome rum, hvor vi føler os sikre. Det, kombineret med en følelse af ikke at blive ‘afkrævet’ øjenkontakt, får os til at åbne op.

Nogle deltagere i gruppen fortalte også, hvordan de samme fordele kan opnås på andre måder – fx ved at gå en tur, eller når man laver digital vejledning.